toni morrison
Portræt

Hun har vundet nobelprisen. Men nu er hendes bøger pludselig blevet farlige

16. maj 2022
Af Marie Louise Wedel Bruun
Foto Ritzau Scanpix
Forfatteren Toni Morrison gav de sorte, kvinderne, mødrene og de elskende et sprog. Nu, tre år efter hendes død, bliver hendes bøger fjernet fra skolebiblioteker i USA. Anmelder og forfatter Marie Louise Wedel Bruun tegner et portræt af Morrison, der er mere aktuel end nogensinde.

Hvem skulle nu have troet det? Selveste Toni Morrison, den amerikanske Nobelprisvinder, som har skrevet så dybfølt om det at være sort kvinde i USA, at man som læser virkelig forstår, hvad det vil sige, er blevet blacklistet.

Eller rettere: Hun er blevet offer for et af de våben, som er blevet trukket i det racesplittede USA.

Lad os lige forklare: I de senere år har bølgerne gået højt omkring ikke mindst køn og race i Guds eget land.

Især universitetsstuderende går forrest i kampen om at rense historien for den hvide mands blik, ved bl.a. at rive statuer ned samt kræve advarsler i bøger, hvor der optræder personer eller scener, som kan virke stødende.

Som modtræk til aktivismen, som typisk kommer fra venstrefløjen, har nogle reaktionære republikanere nu valgt at slå tilbage.

Resultatet er en bogkrig, hvor nyere amerikansk litteratur pludselig stemples som farlig, fordi bøgerne indeholder nøgne kvinder, voldtægt, døde børn og bandeord.

Det betyder, at eksempelvis Khaled Hosseinis bestseller “Drageløberen” fra Afghanistan og holocaust-tegneserieroman “Maus” ikke længere kan lånes på skolebibliotekerne i republikanske Florida. Det er den krydsild, Toni Morisson er havnet i med “Elskede” og “Blå, blå øjne”.

Bøgerne er blevet gidsler i en kulturkamp, hvor man skælder ud på hinanden. Ærgerligt, eftersom kunst og litteratur netop plejer at kunne skabe forståelse på tværs af køn, seksualitet, hudfarve, arv og miljø og indblik i, hvordan det føles at være “den anden” i samfundet.

Mundkurv og usynligt blæk

Det er en god anledning til at hædre Morissons forfatterskab – igen.

Det er ikke første gang, Toni Morrison er kommet på American Library Associations liste over problematiske bøger, men det er først nu, bibliotekerne har gjort alvor af deres kritik og giver efter for republikanske forældres pres.

Men hvad er det, der her fyrre år efter udgivelsen af f.eks. “Elskede” gør Toni Morrisons forfatterskab så farligt for den amerikanske ungdom?

Formentlig er problemet, at hun om nogen har videregivet sine erfaringer set fra “den andens” vinkel igennem hele sit liv til sin død i 2019.

Alle hendes romaner kredser om sorte amerikanere, og hvad det gør ved et menneske at blive født som andenrangs. Og hun skrev uden omsvøb, som det amerikanske magasin Time Magazine noterede tidligere på året:

“Det, hun prøver at afdække for sine læsere, er slavearvens traume. Det er en voldelig arv. Hendes bøger drysser ikke sukker på eller bruger omskrivninger. Og det er faktisk det, folk har det svært med.”

Time tilføjer, at Toni Morrison ifølge en undersøgelse i 2016 var den tredje mest læste kvindelige forfatter på de amerikanske colleges.

Ligesom man kan tilføje, at Oprah Winfrey har haft hele fire af romanerne med i sin berømte bogklub. Og det er der en grund til, for Morrisons bøger er ganske enkelt vidunderlige.

toni morrison og obama

Vi er nødt til at elske

Tag nu bare den ene af de to sortlistede, “Elskede”, som er baseret på en sand historie og undersøger kærlighedens væsen komplet med sans for det overnaturlige: Da den flygtede slave Sethe findes af plantageejeren, slår hun sin datter, Elskede, ihjel, for at redde hende fra et liv værre end døden.

Siden da hjemsøger Elskede huset, mens Sethes liv går i stå. En dag melder kærligheden sig på ny, og Sethe konfronteres med, hvad det vil sige at være en mor, der vil gå til ekstremer for sin kærlighed.

I et interview fra 1990 med Bill Moyers fra The New York Public Library fortalte Morrison, hvordan meningen med livet er kærlighed og at være der for andre.

Sethe går tydeligvis for langt i sin kærlighed, men: “Vi ved ikke, hvornår vi skal sige stop. Det er menneskets problem … Vi er nødt til at kaste os ud i det og prøve det af.

Alt andet er fattigt. Og der er ingen risici forbundet med det – det gør ikke alene livet værd at leve, men gør det til en storslået begivenhed.”

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Adspurgt om, hvorvidt hun selv kunne gøre som Sethe, svarer Morrison, at hun ikke aner det. Når hun skriver en roman, er det netop for at finde et svar, f.eks. på hvordan noget føles.

“Jeg stiller mine personer på en klippekant. Og jeg skubber dem så langt, jeg kan, for at se hvad de er gjort af.”

En i øvrigt vigtig pointe til forsvar for kunsten; at den netop ikke er virkelighed, men et laboratorie, hvis eksperimenter vi alle sammen kan nyde godt af, såvel woke som reaktionære.

Men tilbage til “Elskede”. Hvor Sethe elsker for meget, er der en anden, Ella, som beskytter sig selv ved at nægte at elske.

Til det siger Toni Morrison: “Det er så risikabelt. Folk vil ikke såres, vil ikke forlades. Som om kærlighed altid er en gave, man giver til andre, når det i virkeligheden er en gave, man giver sig selv.”

Unik menneskelighed

En kvinde, der kan tænke sådan, er ikke hvem som helst. Og meget sigende var hun tilsyneladende den eneste, som kunne gøre den ellers så spydige forfatter og kulturkommentator Fran Lebowitz blød om hjertet.

Hun var livslang veninde med Toni Morrison, var med i Stockholm i 1993, da Morrison modtog Nobelprisen, har dedikeret sin kult-Netflix-dokumentar “Pretend It’s a City” til hende og tøver ikke med at kalde hende det eneste vise menneske, hun nogensinde har mødt (i podcasten “Talk Easy”, 2020):

“Hun havde en unik menneskelighed. Hun var retfærdig i en enorm skala. Da jeg var barn, sagde min mor altid: “Kan du ikke være et større menneske?” Og det viste sig, at nej, det kan jeg ikke. Jeg er et lille menneske. Men Toni var et stort menneske. Toni var rent faktisk det største menneske.”

Lebowitz fortsætter om Morrison: “Hendes tænkning var ikke kun præget af en tilgivende natur, som hun i høj grad havde, men en evne til at se andre mennesker, uanset om de var meget anderledes end hende selv, i deres helhed. Og man kan se det i hendes bøger. Man behøver ikke at kende hende for at vide det. Hun ser alle sider af personen. Hun havde den mest rodfæstede empati, jeg nogensinde har oplevet.” Og hun slutter af: “Tonis bøger er fyldt med rigtige mennesker. Det er visdom.”

Toni Morrison fandt selv et forbillede i sin oldemor, mormor og mor. Kvinder, som hvilede i sig selv, og var “helt afklarede, helt pålidelige og havde et nært forhold til Gud, døden og alt, hvad der ellers kan skræmme det moderne hjerte,” som hun fortalte i interviewet med Bill Moyers.

Her fortalte hun også, at: “De vidste ikke, hvad morgendagen ville bringe, men de stolede på deres værdighed, at de var værdifulde, at de skulle give dét videre. Og det gjorde de.”

Præcis som Pilate med de magiske evner i Toni Morrison-romanen “Salomons sang”. Hende er Morrison vild med og kalder hende en generøs, frygtløs og fri kvinde, som ville ønske, at hun havde kendt flere mennesker, for så ville hun have elsket flere. Elsket mere.

På nær Pilate, som hviler i sig selv, har stort set alle Toni Morrisons personer en modsætning, som afbalancerer dem. For Morrison er det både en påmindelse om, at vi intet er uden andre, og at vi ikke skal blive for enstrengede.

“Jeg bryder mig ikke om disse enten/eller-scenarier, hvor hvis du gør dét, kan du ikke gøre dét. Jeg synes, det interessante blik på verden er feminint: At du kan gøre to ting eller tre ting. At personligheden er mere flydende, mere modtagelig. Grænserne er ikke helt så definerede. Og jeg synes, det er noget af det, som er modernisme,” sagde Morrison i 1990.

Med andre ord: At kvinder både kan være chefer, husmødre og kreative på én gang. Præcis som hun selv, der både var universitetsunderviser, forlagsredaktør, enlig mor til to sønner og prisbelønnet forfatter.

toni morrison og oprah

Enlig mor som gravid

Selv om Toni Morrison gerne ville have haft en medforælder, lå det aldrig i kortene efter skilsmissen, da hun var 33 og gravid med søn nummer to.

Til gengæld fandt hun det utroligt frisættende at være mor, fordi hun var tvunget til at være en anden end den, hun ellers var, fortalte hun Bill Moyers.

'Resten af samfundet vurderede hende f.eks. på lederskab, humor, påklædning, sensualitet. Men børnene var ligeglade. “De vil bare vide: “Hvad har du tænkt dig at gøre nu? I dag?”

Så al den “værdifulde” bagage, jeg som person havde samlet sammen? Rigtig meget af den faldt bare fra; jeg kunne ikke bare være “mig”, hvad det så end var, for der var nogen, som faktisk havde brug for, at jeg var der.”

Med andre ord opfordrer Toni Morrison til ydmyghed. Til kærlighed. Og ikke mindst til at elske os selv for dem, vi er. Ikke dem, vi tror, vi skal være, eller dem, andre gerne vil se os som.

Gav andre sorte en stemme

Toni Morrison mente, at det var vigtigt at være tro mod sandheden. Og en hvid er hvid, en sort er sort. Det er et faktum, sagde hun, at den dominerende samfundsfortælling, “the master narrative”, er skabt af hvide mænd.

Og sorte og hvide vil aldrig helt kunne forstå hinandens verden. Men vi kan prøve at tilnærme os gennem litteraturen.

Derfor hjalp hun, som var den første sorte kvindelige redaktør på det prestigefulde forlag Random House i New York, også andre sorte stemmer med at blive hørt, fra debuterende forfattere til Muhammed Alis selvbiografi og et værk om slavetiden til 1920’erne.

For ikke at nævne alle dem, hun inspirerede til at skrive, f.eks. en af nyere tids helt store litterære stjerner, Jesmyn Ward. Hun skrev en nekrolog til The New York Times, da Toni Morrison døde og gav hende æren for, at Ward “fandt hjem”.

Hun skriver bl.a.: “Tak for at se os, elske os, skrive os, synge os, transformere os. Tak for dit velsignende vidnesbyrd.”

toni morrison og fran lebowitz

Da Morrison modtog Nobelprisen i litteratur som den første sorte kvinde nogensinde, sagde hun bl.a. i sin takketale: “Vi dør. Det er muligvis meningen med livet. Men vi har sprog. Det er muligvis vores livs målestok.”

Med sine ord gav Toni Morrison de sorte et sprog. Og hun gav kvinderne et sprog. Hun gav mødrene et sprog. Og de elskende.

Alt sammen ved at komme ind under huden, uden at fornægte dens farve. Det er den evne, som nu skal bandlyses i en barnlig sandkassekamp om at få ret i Guds eget land. De skulle skamme sig. Og skynde sig at rent faktisk læse Toni Morrisons bøger, dét ville skabe en bedre verden.