Herlufsholm
29. juni 2022

Herlufsholm-elev blev dømt for voldtægt af en anden elev. Alligevel fortsatte han på skolen

Herlufsholm Kostskole modtager kritik for at lade eleven fortsætte på skolen. Ifølge Lev Uden Vold kan det have været retraumatiserende for den elev, der blev udsat for overgrebet.
Af: af Katrine Rosenbæk
Herlufsholm

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En nat i februar blev en elev på Herlufsholm Kostskole udsat for et seksuelt overgreb af en anden elev.

Eleven, der begik overbegrebet, blev i april dømt seks måneders ubetinget fængsel for at have begået voldtægt den nat.

Eleven blev også dømt til at skulle betale godtgørelse til den forurettede i sagen, men fordi den dømte har anket dommen, afventer sagen nu sin endelige afgørelse i landsretten.

I mellemtiden viser det sig, at Herlufsholm lod den nu dømte elev fortsætte på skolen, mens sagen stod på, og at vedkommende også gik til undervisning, efter han var blevet dømt.

Den forurettede elev havde altså en hverdag, hvor han hele tiden kunne risikere at støde ind i den person, der siden blev dømt for at have voldtaget ham.

Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af et Styrelsen for Undervisning og Kvalitets partshøringsudkast over tilsynssagen mod Herlufsholm, der desuden fik hele bestyrelsen til at gå af.

I partshøringsudkastet får skolens håndtering af sagen kritik. De kalder det for ”pædagogisk uhensigtsmæssigt” at lade en voldtægtstiltalt og senere dømt elev fortsætte på skolen.

Om Styrelsen fastholder sin kritik, vil fremgå af den endelige redegørelse efter partshøringen.

Konsekvenser er vigtige

Ekstra Bladet har talt med Katrine Bindesbøl om sagen. Hun er chefkonsulent hos Lev Uden Vold og har skrevet en ph.d. om seksualiseret vold blandt unge. Hun vil ikke udtale sig om den specifikke sag, men udtaler sig på baggrund af sin viden om, hvordan det opleves som krænket part at blive konfronteret med sin gerningsmand.

Hun fortæller, at det kan være retraumatiserende:

- Det kan være meget psykisk belastende, for det minder en om, at den anden har behandlet en, som om man ikke var noget værd. Man kan blive i tvivl om, hvorvidt man er berettiget til at have det skidt, når nu det måske ikke har haft konsekvenser for den anden, siger hun til Ekstra Bladet.

Hun fortæller også, at forskning viser, at det er en vigtig anerkendelse for ofrene, at denne type forbrydelser får konsekvenser for gerningsmanden for eksempel ved sanktioner.

- Det handler om at løfte følelsen af ansvar og skyld fra dem, der har været udsat for et seksualiseret overgreb. Ofre for overgreb kan ofte føle selvbebrejdelse og skam over det, der er sket, og at nogen har behandlet dem på den her nedværdigende måde, siger Katrine Bindesbøl til Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet har forsøgt at få kommentarer fra Herlufsholms tidligere rektor Mikkel Kjellberg og den tidligere bestyrelsesformand Torben von Lowzow uden held.

I et skriftligt svar skriver den nuværende konstituerede rektor, Martin Arvedlund, at de er ved at analysere sagen, og at de vil tage eventuel kritik med i en gennemgang af interne retningslinjer.

Læs mere om:

Læs også