adam
Samfund

Han spiller Adam i ”Exit” – og særligt én reaktion på serien gør ham trist

16. juni 2023
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: DR
De lever i toppen af finanslivet i et af verden rigeste lande og fylder tomheden ud med stoffer, sex og vold. Skuespillerne i "Exit", der portrætterer en rigtig gruppe af norske mænd, mener, at det er vigtigt, at serien er mere end bare underholdning. Og så har de et bud på en alternativ hovedperson.

– Jeg skal arbejde sent, siger Adam til sin kone over telefonen.

Et par timer senere har han i en rus af stoffer og alkohol sex med en kvindelig prostitueret op ad en dør, mens hans ligeså coke-påvirkede ven stikker en kniv gennem døren og skamferer kvindens øre, fordi han ikke kan vente, til det bliver hans tur.

Scenen viser, hvad der kunne være en almindelig onsdag aften for nogle af mændene i toppen af Norges finansverden.

Serien Exit, om de fire ufatteligt rige forretningsmænd Adam, William, Henrik og Jeppe skildrer en grænsesøgende livsstil, hvor morgenkaffen bliver skyllet ned med en bane coke, og arbejdsdagen med ulovlig insiderhandel ender med et orgie på yacht.

For de fleste af os virker det næsten for vildt til at være sandt. Men det er det ikke desto mindre.

Serien er nemlig baseret på en række interviews med fire mænd fra det norske finansmiljø, og mange af scenerne er direkte kopier af virkelige hændelser. Cirka 70 procent er ifølge filmens skabere baseret på virkeligheden.

Exit er den mest streamede tv-serie i Norge nogensinde, og dens popularitet er også nået til Danmark, hvor den er en af de mest sete serier på DRTV.

Nu udkommer sæson 3, og i den forbindelse har femina update mødt to af skuespillerne på en restaurant i det indre København.

En af dem, Pål Sverre Hagen, spiller William, en selvmordstruet milliardær med et heftigt stofmisbrug.

Da han satte sig ned og så optagelserne, var det ”en vild oplevelse”.

– Vi fik stort set den samme oplevelse, som folk får, når de ser serien. Altså et indblik i en helt anden verden, som man ikke er en del af.

Hvad tænkte du om dem?

– Jeg synes, det var overraskende, hvor langt væk du kan være fra dig selv. Det var også fascinerende at se, hvad det gør ved folk, når de har så mange midler. Hvad bruger du de penge og den magt til? Den frihed? Hvad gør vi med den?

Det er også i netop det spørgsmål, at Pål Sverre Hagen tror, at en del af svaret ligger på seriens popularitet.

– Jeg tror, de fleste mennesker har tænkt: Hvad hvis jeg bare havde så mange midler. Hvem ville jeg så være?

– De her mennesker repræsenterer et svar på det. Sådan blev de. Det får dig måske til at tænke på dig selv. Ville jeg også være blevet sådan, hvis jeg havde haft de muligheder?

Simon J. Berger, som spiller Adam i serien, har også set optagelserne. Og der var særligt en ting, der overraskede ham ved de fire ”ægte” Exit-mænd.

– Jeg er ikke overrasket over, hvor ubehagelige de er. For jeg ved godt, at det eksisterer. Men jeg var overrasket over den nonchalante måde, de talte om det på, og hvordan de pralede af det. De pralede af de her virkelig grimme ting, de laver. Det overraskede mig alligevel.

Ifølge Simon J. Berger, fik de fire finansfolk, som serien er baseret på, også tilsendt manuskripterne fra filmskaberne, og fik mulighed for at give feedback. Og her var der heller ikke de store kommentarer til udstillingen af deres stofmisbrug, kvindesyn eller kriminelle handlinger.

Deres efterkritik gik udelukkende på ting, som at vinen, der blev drukket, ikke var af det rigtige mærke, at de ikke ville flyve med et almindeligt fly, og at de aldrig ville bruge et almindeligt kreditkort, men i stedet et særligt dankort kun forbeholdt eliten.

Men selv om skuespillerne måske har skullet kigge ekstra langt ned i karakterbeskrivelserne for at finde de sympatiske karaktertræk, så er det alligevel lykkedes dem at skabe en form for medfølelse med William og Adam.

Ifølge Pål Sverre Hagen er det hans opgave som skuespiller at kunne forsvare sin karakter – også selv om han er en dybt umoralsk person.

– Så er det op til dig, der ser med, at dømme William. Kan du lide ham lidt? Eller finder du ham kun frastødende og grusom? Det er jo dig, der skal bestemme.

Kan du selv lide ham?

– Nej, det kan jeg jo nok ikke. Men jeg kan finde sympati med ham i det universelle. Han er jo trods alt en person i stor nød. En person, der forsøger at give livet en mening – godt nok på en ret ekstrem måde – men som ikke lykkes med det.

– Der er noget, vi alle gør, for at give vores liv mening. Hans måde er jo ekstrem, men behovet er måske universelt.

Har du oplevet, at nogen har troet, du er mere som din karakter i virkeligheden?

– Ja, det er meget fascinerende, siger Pål Sverre Hagen.

– Jeg kan huske at der, da første sæson kom ud, var nogle mennesker på gaden, der kiggede efter det her ar, William får på kinden, efter han har skudt sig selv. Jeg har også oplevet, at når vi kommer ind på en restaurant eller bar, så tror folk, at vi kan bidrage til en Exit-agtig fest den aften. Og der bliver de selvfølgelig fuldstændig skuffede.

– Det er jo ret vildt. Men så ved man, at en serie for alvor er blevet populær.

Det er jo nogle ret voldsomme scener. Har det været grænseoverskridende at spille?

– Ja, det er klart, der er nogle scener, der er grundlæggende ubehagelige. Men som skuespillere vænner vi os til at gøre forfærdelige ting hele tiden – det er jo vores job, siger Pål Sverre Hagen og fortsætter:

– Men det særlige ved Exit er, at det er baseret på virkeligheden. Så nogle gange skal man lave scener, som man ved, har fundet sted i virkeligheden. Det kan godt påvirke oplevelsen. At man ved, at rigtige mennesker har oplevet det. Det er ret specielt at tænke på.

I skal jo f.eks. portrættere et meget nedladende kvindesyn – hvordan har det været?

– Kvindeperspektivet har været meget centralt i arbejdet. Det har været vigtigt for mig, at især sæson et løfter et feministisk budskab. Det er en historie om frigørelse. Hermine opdager, at hendes mand ikke er på hendes side, og så bliver hun sit eget ”team” og begynder at handle for sit eget bedste, siger Simon J. Berger, og fortsætter:

– Jeg har altid været overrasket over, at det særligt er de fire mænd, folk forbinder med serien. For hvis vi ser på sæson et alene, så er Hermine ud fra et dramaturgisk perspektiv en af hovedpersonerne.

Hermine, som spilles af Agnes Kittelsen, er Adams kone. Efter mange år i det psykisk og fysisk voldelige forhold finder hun ud af, at hendes mislykkede drøm om at få et barn skyldes, at hendes mand ikke har fortalt hende, at han er steriliseret. Det er en af de anekdoter, der er hentet direkte fra interviewet med virkelighedens Adam.

Også Pål Sverre Hagen mener, at Hermines rolle har en særlig vigtig egenskab.

– Jeg tror, de kvindelige karakterer er nogle af mine favoritter i serien. Måske er hovedrolleindehaveren i serien faktisk en kvinde: Hermine. Fordi hun repræsenterer så mange ting – det er i høj grad gennem hende, at den brutalitet, som serien har i sig, bliver tydelig.

Men Pål Sverre Hagen mener ikke kun, det er kvindesynet blandt de fire mænd, der er interessant. Det er menneskesynet.

– De udviser den holdning, at nogle er mere værd end andre. At nogle mennesker er ubrugelige og bare kan levere en service. Så behøver du ikke bekymre dig om, hvem de er, eller hvad de har følt.

– Det er måske særligt her, de her karakterer kommer i problemer. For når de skaber afstand til andre mennesker, så skaber de i sidste ende afstand til sig selv. Og det bliver et problem for dem i sæson tre.

Bagsiden

Netop sæson tre er særlig vigtig ifølge de to skuespillere. Fordi det er her, at konsekvenserne for alvor viser sig. For Simon J. Berger er Exit nemlig mere end bare spektakulær underholdning – og det bliver den nødt til at være.

– Det må ikke bare være underholdning eller ren fascination. For så er det ikke det værd at fremstille misbrug og vold så meget, som vi gør. Der må være en pointe eller noget samfundskritik.

– I sæson et var det blandt andet at afsløre, at der findes den slags miljøer og mennesker. Og vi påstår ikke, at alle i den her branche er sådan, men det, vi tør sige, er, at der i den branche er plads til de her mennesker. Og at de får succes med det, de gør.

Hvad er det for en fascination?

– Man bliver måske lidt draget af den her ekstreme livsstil. Men det er også vigtigt, at konsekvenserne af den her livsstil bliver tydelig, siger Pål Sverre Hagen.

– For festen kan ikke fortsætte for evigt. Og det tror jeg, de er klar over.

Men selv om serien også viser bagsiden af den eksklusive livsstil, så er det ikke alle, der ser på det med ren afsky.

På sociale medier er der nemlig blevet oprettet fansider, hvor unge mænd hylder mændenes livsstil – blandt andet ved at efterligne den og lægge billeder op ad det.

Ifølge Simon J. Berger er det en risiko, som de har været meget opmærksomme på i skabelsen af serien. Derfor har det også været vigtigt for ham at fremstille Adam som ”ulækker” samtidig med, at han har vist nuancerne i karakteren.

– Der er da mennesker, der ser Adam som en slags idol i stedet for en dårlig fyr. Det, synes jeg altid er trist, når jeg hører det, fortæller han.

Også Pål Sverre Hagen har oplevet, at nogen synes, hans karakter er ”sej” eller ”spændende”.

– Ja, det er helt tydeligt, at den livsstil har en appel for nogle. Samtidig tror jeg også, at de fleste føler, at den også har en pris, siger han.

– Og for mig handler Exit først og fremmest om den pris, mere end festen. Den er mere dagen efter end selve festaftenen.

Du kan lytte til femina update-podcasten i appel Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:



Læs også