Han er sigtet for menneskehandel og voldtægt – Andrew Tate skal blive bag tremmer for nu
Foto: Alexandru Dobre/AP/Ritzau Scanpix
Den selverklærede sexistiske internetpersonlighed Andrew Tate og hans bror Tristan skal forblive varetægtsfængslet i Rumænien, mens myndighederne efterforsker en sag om menneskehandel. Det skriver Ritzau.
Brødrene blev to dage før nytår anholdt nord for hovedstaden Bukarest. De blev varetægtsfængslet i 30 dage.
Tate ankede varetægtsfængslingen, men hans anke blev tirsdag afvist af en rumænsk domstol.
Anholdelsen trækker tråde til en efterforskning, der begyndte tilbage i april. Brødrene er sigtet for menneskehandel, voldtægt og oprettelse af en organiseret kriminel gruppe.
Også to rumænere er mistænkt i sagen.
Ifølge anklageren er seks kvinder blevet seksuelt udnyttet af de mistænkte.
I de seneste år har Andrew Tate tiltrukket meget opmærksomhed på sociale medier for sine kontroversielle, højreorienterede, misogyne og kvindehadske udtalelser.
I juli var han mere googlet end Kim Kardashian og Donald Trump. Nu er han smidt af sociale medier
Af samme årsag blev han udelukket fra hans konti på Facebook, Instagram og Youtube tilbage i august. Han har blandt andet sagt, at kvinder tilhører mænd, og at de delvist selv er skyld i voldtægt. Han har også sammenlignet kvinder med hunde.
Han har efterfølgende benyttet andre medier til at udbrede sine holdninger.
Særligt blandt unge mennesker er Andrew Tate stadig meget kendt. I juli tiltrak Tate flere søgninger på google end Kim Kardashian og Donald Trump.