Forfatter Rachel Röst: "Kære mor. Kunne du være blevet en anden person?

Du døde for halvandet år siden, og hver dag husker jeg det pludselig, og det er, som om du dør fra mig igen.

Men samtidig: Du har fået fred. Dit liv var ikke godt. Du ringede somme tider og fortalte, at du nu igen havde siddet med en kniv og overvejet at skære håndleddene over.

”Min mor er syg.”

Sådan har jeg sagt hele livet. Jeg ved ikke, hvordan det er at have en mor, der fungerer, har et job, veninder og ambitioner.

Du blev syg allerede, da du var knap 20 år. Forskellige ting plagede dig, og det meste kunne lægerne ikke forstå. Det blev aldrig klart for mig, om dine smerter gennem årene var opfundne, selvfremkaldte eller reelle.

Far noterede sig kynisk, at de holdt op, når du fik lommepenge – og i julen, som du elskede så højt. En ting var sikkert.

Det var altid dig, det var synd for.

Vi skulle skærme dig. Være stille, ikke kræve. Hvornår blev jeg din mor? Hvornår blev jeg mine to søstres mor?

Du lå på sofaen og skulle have trøst. Når jeg skal forestille mig dig, er det altid i sofaen. Dig og sofaen.

Du lå oftest med et tæppe over dig, et glas med brusetabletter på bordet, mens du så fjernsyn eller fordybede dig i lyserøde kærlighedsromaner, langt fra det sociale boligbyggeri, hvor du boede med en mand, der kontrollerede og undertrykte dig i religionens navn.

Du sagde engang til mig, at du ikke var et stærkt menneske. Det var en lettelse at høre, at du også vidste det. At jeg ikke var alene om se dig som et skrøbeligt, viljesvagt menneske.

Kunne du være blevet en anden person?

Hvis du ikke havde mødt min far allerede som 17-årig. Han var fanatisk mormon, han hævede sig over dig som patriarken, som måtte modtage åbenbaringer på vegne af familien og diktere alt i Guds navn.

Eller var skaden allerede sket, inden du blev gift?

Jeg har prøvet at finde forklaringer uden at bore. Men jeg ved så lidt. Da du voksede op og prøvede at blomstre og finde din egen vej, stødte du sammen med mormor, har du fortalt.

Når du fyldte for meget, tog beslutninger, hun ikke var enig i, eller prøvede at hævde dig, sank hun sammen med et suk. Hun kunne gå i dagevis i sørgelig skikkelse og straffe dig med sin lidelse.

Hun var et offer for dig. “Jeg kunne ikke vinde over hende,” sagde du. Var hendes martyrium et mønster, du tog på dig?

Men din latter. Den var sprudlende. Den kom let. Du kunne være pjattet som et barn. Jeg elskede lyden, dine hvide tænder, der lyste rummet op. Den latter overraskede mig.

Så forpint, du kunne være, lukket om dig selv, nedsunkent i dit fængsel – og alligevel kom den. Af små fjollerier, platte vittigheder på skærmen. Det var lyden af håb.

Og din sangstemme. Du havde en smuk alt, og når vi sang kirkelige sange i hjemmet igen og igen, var din klang kraftfuld og en kontrast til den eftergivende blødhed i dit væsen.

Ingen kunne høre, hvordan du føjede dig efter enhver modstand. Tog jeg din stemmes styrke til mig? Eller har jeg simpelt hen fars ufravigelige personlighed?

En kvinde så bryllupsbilledet af dig og far. Hun sagde, at du var smuk som en filmskuespiller. Jeg blev så stolt. Og huskede at have komplimenteret dig som barn. Dit blik, der fejede ordene væk.

Du troede ikke på et ord af, hvad jeg sagde. Du så ikke dig selv klart. Senere har jeg selv vinket komplimenter væk. Krympet mig under dem, som om de var små løgne, der skulle udstille mig.

Startede det med dig?

Da du endelig blev skilt fra far, håbede jeg, at du ville rejse dig, udfolde dig, slå ud med armene i den nye frihed.

Men du faldt i stedet endnu mere sammen. Somme tider med en lillepiges stemme.

”Hvordan har du det, mor?”

”Åh!” svarede du.

Smerter, ensomhed, depression, angst. Dagene var ensformige og terræn, du skulle igennem, bare igennem.

Du var så nedsunket i lidelse, at du ikke kunne rumme min glæde. Du blev tavs og pirrelig, når jeg fortalte om succeser og gode oplevelser.

Havde jeg en dårlig dag eller var blevet syg, åndede du lettet op, og jeg hørte begejstringen i din stemme. Nu kunne vi have det skidt sammen. Et fællesskab med dig krævede smerte.

Nu overvejer jeg, om jeg havde flere dårlige dage og var mere syg for at få din positive opmærksomhed?

Det er en knibe, jeg blev lukket ud af, da du døde. Min glæde smerter dig ikke længere. Vi bliver ikke fortrolige gennem migræner, tristhed og hjertesorg.

Du var med, da jeg fødte. Jeg havde ikke andre. Jeg var blevet gravid som 19-årig efter et kort forhold med en dreng, der allerede var væk. For enhver pris ville jeg ikke føde alene.

Midt om natten gik fødslen i gang, og jeg var så bange for, at du ville være for træt og skidt tilpas til at komme og være der for mig. Men du dukkede op.

Vi tog en taxa til Rigshospitalet, og du var ved min side i alle 12 timer, til min søn havde mast sig ud af mit skød. Du så mig i min mest intime stund. Du holdt min hånd. Jeg er stadig taknemmelig.

Når jeg fortæller om dig, om vores forhold, så toner medlidenhed ofte frem på folks ansigter.

Det skræmmer mig. Er jeg en martyr? Må det være synd for mig? Jeg har brugt så mange kræfter på ikke at blive som dig.

Du er borte, men lever videre.