Interview

Linda Skaaret blev udsat for overgreb: "Jeg var i 30’erne, før jeg forstod, at det ikke var min skyld"

3. maj 2021
af Tine Bendixen
Foto: Jacqueline Fluri
Forfatter Linda Skaaret voksede op i en fiskerfamilie i Esbjerg og har båret på et traume hele livet, en hemmelighed, som hun først opdagede, da hun kom ud for noget lignende igen som voksen.

“Gik det godt med interviewet?”, spørger makeupartisten.

Linda Skaaret og jeg ser hinanden i øjnene med et uudtalt ja. Det var ikke givet på forhånd.

Jeg var blevet advaret: Linda Skaaret ville meget gerne tale om sin debutroman ”Fugl og fisk”, men hvad angik den overgrebshistorie, der er et spor i romanen og er inspireret af noget fra hendes eget liv, skulle jeg fare med lempe.

Men dér sidder vi så og erfarer, at vi alligevel kan tale om det. To fremmede mennesker imellem. At vi kan forløse noget bare ved at være de mennesker, vi er.

”Fugl og fisk” er ikke en-til-en, men er alligevel en slags reference til Lindas egen livsrejse.

Som sin hovedperson, Maj, voksede hun op i Esbjerg i en fiskerfamilie og flyttede sig både mentalt og fysisk, da hun tog en universitetsuddannelse og slog sig ned i Norge.

I bogen er Maj hjemme i Esbjerg, hendes far er døende, hun føler sig fremmed blandt sine egne søskende, der blev og aldrig tog en uddannelse, og hun kæmper med et mareridtsagtigt traume og et parforhold, der måske ikke skal være.

Bogen er fortættet litteratur, og som læser kommer man på opdagelsesrejse.

Den er labyrintisk som Majs søgen efter sit jeg. Og som Lindas.

Forsinkelse

Linda er fløjet ind fra Norge for at tale om bogen. Hun har to børn på 16 og 18, er skilt fra deres norske far og er for nylig flyttet sammen med sin norske musiker-kæreste i hans hus, der også er hans barndomshjem i Halden i Norge.

Det lyder lige ud ad landevejen. Det er det ikke, der mangler nogle svære mellemregninger. Lindas egen historie handler om at rejse sig efter en voldsom re-traumatisering af et fortrængt traume.

Linda Skaaret

Linda Skaaret er 46 år, uddannet i litteraturvidenskab og debuterende forfatter med ”Fugl og fisk”.

Hun er dansk, født og opvokset i Esbjerg, men bor i dag i Halden i Norge med sin norske kæreste.

Lige nu laver hun ”ikke rigtig noget”. I en årrække arbejdede hun som gymnasielærer i norsk. 

– Men det sagde jeg op for ikke så længe siden. Jeg har behov for at vende hele bøtten.

– Jeg solgte mit hus, så der er lidt plads i økonomien til at prøve noget nyt. Så får jeg lige lidt tid. Til at skrive.

Det er din første roman?

– Ja. Jeg forstår det stadig ikke helt selv. Jeg har nok sådan en forsinkelse i følelser. Det har jeg haft igennem alle årene. Så jeg kommer nok først til at reagere senere. Jeg kan ikke helt tro på det, og jeg kan heller ikke tro på, at det er godt. Jeg har en skepsis.

– Jeg har skrevet hele livet og har villet være forfatter, siden jeg var barn. Men det var ligesom ikke noget, man sagde i Vestjylland, og min far var jo også fisker, så det var noget ”pjat”.

– Jeg tror, jeg måske lidt akavet sagde, at jeg godt ville være kunstner – jeg har også altid tegnet og malet meget – og så fik jeg at vide, at det kunne man fandeme ikke leve af.

Hvor meget er ”Fugl og fisk” dit liv?

– Bare sådan 10 procent. Jeg ønskede at skrive om en familierelation. På den måde er jeg meget forskellig fra Maj, for min familie er på en måde fjernere for mig.

Det er, hvad der kan ske, når man søger andre livsbaner end sin familie. Den slags er romanstof.

Slægtskab

Esbjerg i 1970’erne. Der er et par fire og seks år ældre storesøstre hjemme i parcelhuset, men lidt længere nede ad vejen bor en lille pige, der er født samme dag og samme år som Linda.

De bliver nærmest som søskende og er tit med Lindas far på havnen, hvis han ikke er på havet.

– Det var et enormt fristed. Vi løb rundt, og min far … altså han var sgu ikke typen, der holdt øje. Så jeg følte bare, at hele havnen var mit sted. Jeg var også med ham alene dernede. Jeg kunne hoppe fra kutter til kutter, og de vidste allesammen, at jeg var ”Helges den lille”.

– Det var et univers, hvor jeg virkelig var fri, og jeg kunne godt lide min fars lynne … hvad hedder det på dansk … hans væremåde, humør, stemning.

– Han var en mand, der ikke sagde så meget, men han havde sådan en ro over sig. Særligt når han var dernede, som var hans element.

Da Linda lærte at læse, opdagede hun sin ord-sult. Bogbussen fodrede den.

– Jeg læste alt, hvad jeg kunne komme i nærheden af, og jeg var den eneste, der læste hjemme hos os. Inde på det, der blev kaldt kontoret i mit barndomshjem, stod der enkelte bøger fra en eller anden bogklub. De var ikke læst, de stod der bare. Og Lademanns Leksikon.

– Bøgerne stod ikke engang inde i stuen. Men min farfar i Nymindegab læste. Han var også en meget tavs landmandstype, men det, at han læste, gjorde, at vi havde noget til fælles. Han havde Ditte Menneskebarn, som jeg altid læste i, når jeg var hos ham. Jeg fik den af ham, før han døde.

– Jeg læste også rigtig meget Morten Korch. Jeg elskede Morten Korch, og min far elskede Morten Korch-film, så dem så vi rigtig meget. Jeg var meget knyttet til min far og har i mit liv haft store problemer med at sige farvel. Med adskillelse. Selv i dag.

– Bare da jeg skulle tage herned til Danmark fra Norge og skulle sige farvel til min sambo – altså jeg græd … Jeg er helt opløst. Det har med min far at gøre. Når han skulle ud med kutteren …

Kommer han tilbage …?

– Ja! Den ligger der altid, når man har en fisker i familien … det var ikke noget, vi talte om, for det gør man ikke i Vestjylland, men det lå i luften, at man ikke rigtig vidste, om han kom hjem igen. Der var den der uro.

– Jeg havde nok altid lidt en længsel efter min far. Det har Maj i romanen jo også, og jeg følte, at jeg havde et slægtskab med min far og gør det stadig, selv om han er død.

– Dengang jeg var yngre, ville jeg nok gerne ligne min mor, for hun var sådan en stærk kvinde, som styrede skuden derhjemme med tre piger. Da jeg var lille, gjorde hun rent på skolen om morgenen – før vi stod op! At stå i det der med en mand, der var fisker, har ikke været let.

– Min far var heller ikke verdens letteste, når han så kom hjem. De er rastløse de fiskere. Og min mor … altså det liv blev også hendes liv. Det har jeg tænkt meget på: Om det overhovedet var det liv, hun ville have.

Ensom

Det var ikke det liv, læsehesten Linda ville have. Hun kom i gymnasiet.

– Det var jeg den første i familien, der gjorde. Min mor og far var nok sådan lidt … ikke skeptiske, mere ”uha, kan du nu det?”. Jeg ville gerne have været i gymnasiet efter niende, men det måtte jeg ikke. Mine lærere anbefalede det ellers.

– Min mor sagde engang: ”Jamen, det er jo ikke noget, vi sådan bruger i vores familie”. Haha! Så det var lidt sådan ”mærkeligt.” Men efter en kamp kom jeg i gymnasiet efter tiende, og det var jeg rigtig, rigtig glad for.

Følte du dig anderledes end din familie?

– Helt klart. Inde på mit værelse var jeg også mentalt i et andet ”rum”. Altså det er vanskeligt at føle sig anderledes, men det gjorde jeg. Jeg følte mig også ensom, fordi jeg ikke kunne dele dét med bøgerne med nogen derhjemme.

– Og da jeg kom på gymnasiet, følte jeg … at … jeg forsvandt på en måde. Det var ligesom ikke et fællesskab, jeg kunne tale med min familie om, og det blev selvfølgelig virkelig øget, da jeg siden begyndte på universitetet. Som jo virkelig var at fjerne sig.

Sorg?

– Ja, det synes jeg, det er. Jeg prøvede virkelig længe at være to mennesker. Det kan jeg godt føle stadigvæk. Jeg kan jo godt være sådan … helt ærlig med dig, men altså, ligesom Maj i min bog blev jeg udsat for nogle overgreb, og det var heller ikke noget, jeg fortalte om hjemme.

– Jeg blev ikke udsat for en voldtægt, men for nogle overgreb, da jeg var 16. Af en arbejdsgiver. Og det … gjorde noget ved mig. For jeg kunne ikke forstå det, og han lagde skylden på mig: ”Når du har sådan noget flot langt hår og sådan en flot krop, så må du jo nok forstå, at jeg ikke kan holde fingrene væk.”

– Altså … jeg kunne slet ikke forstå det og begyndte at skamme mig over det. Det var vanskeligt nok i forvejen at blive kvinde, for jeg var den der drengepige, der var med min far på havnen, og pludselig fik jeg bryster og alt muligt. Det var helt forkert. Mit udseende var også anderledes end mine søstres. De var meget slankere, jeg havde former.

– Og når han så forgreb sig på mig … så fik jeg nok et enormt selvhad. Jeg blev meget ”hovedet” efter det. Jeg klippede alt mit hår af og tog simpelt hen på og pakkede det, der var sket, væk.

Frem til jeg blev udsat for det sidste … overgreb … vidste jeg ikke rigtig, hvem jeg var. Og jeg havde ingen krop. Det var meget mærkeligt. Jeg havde ligesom ikke rigtig nogen krop.

– Jeg blev faktisk bange for min egen krop. Hvad er det, den kan sætte i gang? For hvis han gør det, er det ensbetydende med, at kroppen er farlig for mig. Det var noget, jeg virkelig sled og bøvlede med i gymnasiet.

Hvad betød det for dit forhold til drengene i gymnasiet?

– At jeg tog kontrol og blev meget flirtende faktisk. Uden egentlig at ville det. Bare for at have kontrol. Så det blev meget vanskeligt oppe i mit hoved

–  Men jeg lagde det også væk. Og sex blev for mig noget, der bare skulle overstås. Fordi krop … altså jeg kunne slet ikke være i det; jeg kunne slet ikke være i berøring på den måde. Det var meget vanskeligt.

Var du bange, når du skulle på arbejde?

– Det kan jeg slet ikke huske. Jeg kan bare huske selve overgrebene. Jeg har undret mig meget over, hvorfor jeg blev ved med at cykle på arbejde. Men jeg var jo pligtopfyldende … Jeg tror egentlig bare, jeg håbede, at ”det sker ikke i dag”. Men han satte det op, så vi havde alenevagter sammen. Og så skete det jo.

– Jeg kunne slet ikke håndtere det. Jeg vidste ikke, hvordan man sagde fra; jeg lukkede bare af og prøvede bare så godt, jeg kunne, at vride mig væk. Men det var jo vold, fysisk vold. Han tvang min mund op.

Linda griber hårdt fat om sit eget underansigt for at vise hvordan.

– Det er egentlig underligt … jeg kan faktisk ikke relatere til det, når jeg tænker over det. Men problemet var, at jeg havde nogle år, hvor jeg var virkelig forvirret i forhold til mænd og i forhold til mig selv.

– Da jeg så kom på universitetet og begyndte at studere litteraturvidenskab, betød det, at jeg virkelig kunne forsvinde oppe i mit hoved. Det var sådan et fristed for mig at sidde på universitetsbiblioteket. Det var virkelig lykken.

– Jeg blev også privatist som studerende; det var også godt. På grund af det, der var sket mig, var jeg ikke så god til sociale settings. Sådan er det stadig. Jeg er altid på vagt, fordi jeg er bange for, at nogen skal gøre mig fortræd. Jeg er simpelt hen altid på alert.

Chok

Linda og hendes norske nu eksmand fandt oprindelig hinanden i et intellektuelt univers – han er også akademiker. Overgrebene talte hun ikke om.

– Nej nej, det kunne jeg slet ikke. Jeg lagde det helt væk.

Så langt væk at han først fik det at vide, da de adskillige år og to børn senere skulle skilles. Årsagen til at hun langt om længe fortalte det, var, at hun var blevet re-traumatiseret:

– Jeg blev udsat for et nyt overgreb. Ikke af ham, men af en anden. Det er dér, det hele kollapser for mig. Fordi jeg … reagerer ved bare at gå i frys. Jeg kan slet ikke gøre modstand eller noget som helst, og bagefter har jeg store psykiske problemer. Altså jeg er … i chok.

Det var en voldtægt. I Norge.

Var det en, du kendte?

– Ja. Jeg vil helst ikke have, at du skriver konkret om overgrebene. Det, synes jeg, er grænseoverskridende. Men dér blev jeg simpelt hen så syg.

– Jeg kunne ikke spise, jeg kunne ingenting, jeg kunne ikke forstå det, og til sidst gik jeg op til min læge og fortalte, hvordan jeg havde det. Med det samme fik jeg en traumepsykolog ind over.

– Jeg kunne slet ikke fortælle hende, hvad der var sket. Det var, som om det ikke var mig, det var sket for, det var en anden, så jeg måtte i hypnose.

– Traumepsykologen sagde: ”Der må være sket noget andet tidligere”. Dér kom overgrebene fra dengang frem. Jeg havde haft det meget sådan, at det var min egen skyld, for han havde jo sagt, at det faktisk var min krops skyld.

– Jeg var i 30’erne, før jeg fik hjælp til at forstå, at det ikke var min skyld. Det var også først der, jeg forstod noget andet. Min arbejdsgiver var i 40’erne, og jeg var 16 dengang. Jeg havde frosset ham fast i den alder. Det kom som et chok for mig, da jeg opdagede, at nu var jeg snart 40, og så måtte han jo være virkelig gammel, måske var han død.

– For mig var han bare forblevet statisk den samme. Så det er klart, at det, der skete dengang, nok har ødelagt noget for mig …

Vred

En afgørende scene fra bogen.

Hovedpersonen Maj fortæller som teenager sine forældre, at der er en idrætslærer, der gør noget forkert ved hende.

Majs far reagerer med afvisning. Hun må selv have gjort noget for, at det kunne ske. 

– Jo altså … den scene er lidt fra min egen oplevelse: At min far simpelt hen ikke kunne rumme det. Og det forstår jeg godt. Jeg tror heller ikke, jeg fik sagt det ordentligt, for jeg vidste ikke rigtig, hvad det i det hele taget var for noget, og min far reagerede ved ligesom at blive sådan: ”Hvad er det, du siger?”.

– Jeg kan huske, at han ligesom blev … vred. Det kunne han slet ikke forholde sig til.

Som i bogen – som om det var din egen skyld?

– Ja, og sådan: ”Der er da ingen voksne mennesker, der gør sådan!”. Så … lod jeg det være. Men så eskalerede det med den arbejdsgiver.

– Jeg blev så ikke udsat for voldtægt som Maj i bogen, men det kunne det let være blevet til, hvis ikke han var blevet fyret. Han blev nemlig fyret. Så jeg tænker, at der også har været noget med nogle af de andre piger, der arbejdede der …

Kortslutning

Efter det seneste overgreb, voldtægten, kollapsede Linda:

– Jeg gik helt ned og fik PTSD, og det er noget, man aldrig kommer af med igen. Jeg er altid på vagt. Jeg absorberer alt. Det bliver jeg utrolig træt af. Jeg lægger mærke til alt, er varsom over for lyde og bliver meget hurtigt forskrækket.

– Og så har jeg det sådan, at min krop let går i frys. Kroppen lammes. Min hjerne kortslutter, og så kan jeg ikke bevæge mig. Så må jeg bare vente. Nogle gange tager det bare få minutter, men hvis jeg er blevet meget forskrækket, kan det faktisk nogle gange vare helt op til en hel time, før jeg kan bevæge mig.

– Det har gjort, at jeg har fået lidt social angst. For hvad sker der, hvis jeg nu går i frys et eller andet sted? Hvem skal så hjælpe mig? For jeg kan heller ikke tale.

Hvordan har du det så i situationen lige nu?

– Jamen, jeg har ikke sovet ret meget i nat. For jeg har virkelig tænkt meget på det. Men så længe jeg har kontrol … Hvis det havde været en spontan situation, havde det nok været vanskeligt for mig. Men … altså jeg har ligesom tænkt det hele igennem inden, og jeg har været inde på nettet og se, hvordan du ser ud.

– Det er jeg simpelt hen nødt til for at føle mig tryg. Og ”Nå, men hun ser sød ud, og min redaktør har sagt, at hun er sød”. Så prøver jeg ligesom at sige til mig selv: ”Det kan jeg godt klare”. Men jeg kommer nok til at være meget træt i aften.

Forelsket

Linda har, siger hun, meget god kontakt med sin norske eksmand. For nogle år siden sagde han ærligt til hende: ”Jamen, du overlever jo bare”.

– Det var faktisk først, da jeg mødte min sambo, at jeg virkelig begyndte at leve og kom ud af min ensomhed. Da jeg mødte ham, var det, som om noget inden i mig faldt på plads. Det har jeg aldrig oplevet før. Jeg har heller aldrig været forelsket sådan før.

Hvad skete der?

– Jamen, jeg er helt vildt Leonard Cohen-fan. Jeg græd hele dagen, da han døde. Også på mit arbejde … Det er egentlig ikke så meget musikken, men jeg elsker hans lyrik, den er enestående.

Før Cohens død skulle Linda og en veninde til en hyldestkoncert for ham med blandt andre den norske digter Håvard Rem og en musiker, Freddy Holm.

– Som jeg ikke vidste, hvem var. Freddy kom på scenen og spillede violin. Han har et meget specielt udseende, langt, rødt hår. Og jeg blev faktisk sådan … helt forelsket i ham. Men så gik jeg hjem og tænkte egentlig ikke mere over det.

Da Cohen så døde, blev der efterfølgende arrangeret en hyldestkoncert med norske artister. Linda og en veninde var selvfølgelig blandt publikum.

– Og så træder Freddy frem på scenen og bukker, det er ham, der er kapelmesteren! ”Guud, han er bare så dygtig, det bliver fantastisk, ham kan jeg blive helt forelsket i”, siger jeg til min veninde. ”Ja ja, hver sin smag!”, siger hun.

1. maj 2017 sker der noget. Veninden fra koncerten er aktiv på Tinder.

– Det er jeg slet ikke. Jeg tør slet ikke sådan noget. På grund af min historie … jeg er meget ræd for mænd. Men der sidder vi, og pludselig siger hun: ”Prøv at se, hvem der lige har lavet en profil på Tinder!”.

Godt gættet: Freddy Holm.

– Jeg blev bare superstresset, for jeg tænkte: Så er der helt vildt mange kvinder, der kommer til at ville møde ham …

Der er nogen, der tager ham!!!?

– Ja! Før han overhovedet ved, jeg eksisterer. Jeg gik rundt og rundt, det blev en hel besættelse for mig. Det kunne jeg simpelt hen ikke have.

Så på det norske Krak finder hun en ”musikproducent Freddy Holm” og sender en sms:

– ”Hej, var det dig, der var til den koncert?”. Han troede først, jeg var en, der ville hyre ham til et eller andet. Så sendte jeg en rigtig lang sms: ”Det her er lidt fjollet, men når du nu er på Tinder, for det har min veninde sagt, at du er, kunne du så tænke dig at drikke en kop kaffe med mig?”. ”Det lyder da hyggeligt, men kunne du ikke lige sende et billede af dig, nu har du jo set mig?”.

– Det gjorde jeg, og så skrev han: ”Dig har jeg set før!”. Og så blev vi simpelt hen så forelskede i hinanden på den første date.

Her snart fem år senere har det så været en forløsning for dig – med din PTSD?

– Det er noget andet. Men jeg føler virkelig, jeg har fundet en, som kan hjælpe mig. Freddy har aldrig haft et almindeligt arbejde, han har været musiker hele sit liv og er fuldstændig dedikeret til det.

– Han har ingen børn; han brænder for kunsten. Jeg læste lidt op for ham af noget, jeg havde skrevet, og han sagde: ”Hvorfor gør du ikke noget ved det?”. Det turde jeg slet ikke, sagde jeg.

– Så det er sådan set ham, der har været en drivkraft for mig, og han er overbevist om, at når jeg først finder min hylde, bliver jeg også rask. At så vil det slet ikke plage mig så meget mere. Det ved jeg nu ikke, om jeg helt tror på, men jeg tror, han har ret i, at det handler om at finde hjem og finde ind til den, man egentlig er.

Krop

Den proces har været meget lang for Linda.

– Frem til jeg blev udsat for det sidste … overgreb … vidste jeg ikke rigtig, hvem jeg var. Og jeg havde ingen krop. Det var meget mærkeligt. Jeg havde ligesom ikke rigtig nogen krop.

Selv om du have fået to børn?

– Ja. Og det var meget vigtigt for mig at få børn og være en familie. Det kan jeg godt le af i dag. Men det var også, fordi jeg gerne ville ligne min familie. Jeg ville rigtig gerne connecte.

– Men et eller andet sted er det svært, for seks år med litteraturvidenskab … det er klart, at det præger mig, selv om jeg måske ikke selv vil det. Man absorberer verden på en anden måde. Igennem det man har lært.

Hvad betyder din akademiske uddannelse for din relation til din familie?

– At jeg altid føler, jeg er to mennesker.

På den anden side:

– Jeg er ikke ”akademiker”, jeg føler ikke, at jeg har indtaget den rolle. Nej, det kan jeg slet ikke identificere mig med. Jeg er stadig bare Linda fra Esbjerg. At jeg er klog eller intellektuel på nogen som helst måde, kan jeg slet ikke forholde mig til.

Når jeg skriver, kommer jeg i det, man så flot kalder flow. Jeg finder en ro ved at forme sætninger og være i ord. Det kan jeg ligesom finde ud af.

Føler din familie, at du er det?

– Jamen, det ved jeg ikke. Det tror jeg ikke. For jeg tror ikke, at jeg viser dem det.

Falliterklæring

Linda flyttede oprindelig til Norge i 1994, fordi det var hende magtpåliggende at komme væk på grund af det, hun havde i bagagen.

– København var ikke langt nok væk. Så blev det Norge, fordi jeg havde sunget i kor og været i Stavanger og var blevet meget forelsket i det norske sprog og i landskabet. Jeg følte virkelig, at jeg kom hjem, da jeg flyttede til Norge. Der fik jeg også følelsen af at kunne trække vejret helt frit.

– På et tidspunkt ville jeg egentlig gerne hjem til Danmark igen. Altså jeg ville gerne være en del af min familie, men det blev jeg ikke. Måske også fordi jeg var lillesøster og det der med universitetet …

Misundelse?

– Dét tror jeg da ikke. Jeg tror såmænd ikke, de er misundelige på mit liv. Jeg er da på en måde den, der er en falliterklæring. Jeg er blevet skilt. De lever i flotte parforhold – den ene i Esbjerg den anden i Kolding – det misunder jeg dem.

– For jeg har fjernet mig. Jeg lever ikke et liv, jeg kender. Forstår du, hvad jeg mener? Jeg bor i et andet land. Jeg er ikke dansk mere. Men heller ikke norsk.

Hverken fugl eller fisk?

– Nej, jeg er nemlig hverken fugl eller fisk. Jeg kender ikke København særlig godt og må spørge alle mulige, når jeg er her. De tænker nok, at jeg er en jyde, men jeg føler mig mere som en norsk turist nu.

– Og hvad er jeg egentlig, er jeg akademiker? Jeg har jo ikke brugt den uddannelse. Jeg føler egentlig ikke, at jeg kan nogen ting. Sådan har jeg det inderst inde.

Hvad er det så for en bog, du har skrevet, hvis du ikke kan nogen ting?

– Ja, ved du hvad … det måtte redaktøren næsten hjælpe mig med. Jeg vidste det ikke. Hvad er det egentlig for en bog, jeg har skrevet? Men det, jeg ved, er, at når jeg skriver, er der noget, der falder på plads.

– Når jeg skriver, kommer jeg i det, man så flot kalder flow. Jeg finder en ro ved at forme sætninger og være i ord. Det kan jeg ligesom finde ud af. Men jeg er nok ikke altid så god til at være i en samtale. 

Det synes jeg, du er.

– Men nu er det også en til en …

Forsoning

Så slukker jeg optageren. Og tænder den igen, fordi Linda siger, at hun synes, ”forsoning” er så vigtigt, og fordi der nok er en forældrereaktion – hendes fars dengang – der savner en uddybning.

– Jeg har for længe siden forsonet mig med, at min far reagerede, som han gjorde. Det er så populært at sige, at det var en anden tid, men det var en anden tid, og jeg var hans lille pige.

– Jeg tror slet ikke, han kunne rumme det, jeg stod der og plaprede om, så hans spontane reaktion var også bare en måde at tage det væk på: Nej, det sker ikke!

– At forsone mig selv med, at jeg havnede i sådan en situation, har jeg haft mere svært ved, med det har jeg gjort. Jeg flyttede til Norge, og det gjorde bare, at jeg flyttede endnu mere væk fra det, jeg kom af. Men … jeg er jo også glad for den, jeg er. Og så tror jeg bare, det er så vigtigt at omfavne sig selv.

– Det prøver min hovedperson; det lykkes ikke så godt. Men jeg tror, det er utrolig vigtigt at kunne det og tænke: Jamen, du er altså god nok.

– Det handler bare om at kunne forsone sig med den, man er på godt og ondt. Man kommer jo af den familie, man kommer af, og man kommer også ud af de valg, man har truffet. Hvis man kan forsone sig med det i stedet for at banke sig selv oven i hovedet, tror jeg, man kommer rigtig langt.

– Var jeg blevet lykkelig, hvis jeg havde valgt at leve et liv i Esbjerg? Nej, jeg skulle bare den vej, jeg valgte. Mit hoved ville lære. Jeg har altid været vildt kundskabsbegærlig, så jeg ville da ikke være blevet lykkelig af at være blevet.

– Det kan jeg godt bilde mig selv ind nogle gange: Så havde jeg nok været lykkelig, så var jeg ikke blevet skilt, så var der aldrig sket mig noget ubehageligt. Det er bare noget pjat, det kan jeg se nu, hvor jeg har mødt Freddy.

– Det var sent i livet, og vi har virkelig rodet rundt begge to, men hold kæft, hvor er vi glade for, at vi har fundet hinanden.