Foran bland-selv-slikket oplevede jeg noget, der fik mig til at tænke på to ærgerlige tendenser

Jeg er ikke tilhænger af, at fredagsslik skal afskaffes, mit ærinde er et helt andet: Jeg er tilhænger af, at vi afskaffer selve ordet, at vi holder op med at sætte den slags tåbelige regler for nydelse. Det er meget sundere at lade være. Både fysisk og mentalt.

De stod ved bland-selv-slikket i mit supermarked en fredag eftermiddag: En far, en pige på fem og en pige på tre. Fandt jeg ud af.

For de havde, forstod jeg på faderens kommentarer, den regel i familien, at man om fredagen måtte få lige så mange stykker slik, som man var år.

Det vil sige, at pigen på fem måtte få fem stykker, og pigen på tre måtte få tre stykker. Forklar mig lige pædagogikken i det …

Nøje overvåget af sin far begyndte den femårige at vælge sine fem stykker slik. Da hun fandt nummer fire, sagde hendes far konsekvent: "Det stykke er for stort, så det gælder for to".

Basta.

Der lå fire gnallinger slik og raslede i bunden af den alt for store papirspose. Der var søreme noget at hygge sig med til Disney Sjov den aften.

Jeg har, da min datter var lille, haft utrolig mange forældrediskussioner om, hvad børnene måtte få og ikke få af spiseligt i børnehaven, i folkeskolen, til julefester, til børnefødselsdage, hjemme hos hinanden på helt almindelige legebesøg og så videre og så videre.

For mig viser det to ærgerlige ting i vores samfund.

Den ene er, at nogle sukkerangste forældre i en misforstået overbevisning om, at det er sådan man er gode forældre i ramme alvor tror, de kan kontrollere deres børns sukkerindtag i en efter min mening sygelig grad.

Det kammer helt over, når strammer-forældretyperne mener, at de samtidig også skal bestemme, hvad andres børn må få og ikke må få.

Og den rigide sukkerkontrol går ikke i længden, jeg siger det bare. Børn finder udveje. Så når en mor – eksempel fra det virkelige liv – erklærer over for mig, at hendes dreng simpelthen bare IKKE er interesseret i slik, så må han naturgivent jævnligt nappe sig nogle lommepenge i sin mors pung og gemme et hemmeligt lager cola og slik under sin seng. Fortalte min datter med et grin, da hun gik i femte klasse sammen med drengen.

Og når en 11-årig dreng – endnu et eksempel fra det virkelige liv – får konfiskeret sin åbenbart vildt uantagelige juleslikpose af sin far til skolens julefest, og det hverken bunder i allergi eller sukkersyge, men han bare må se til, mens alle de andre børn hygger sig med en slikpind og et par klejner, så frarøver man simpelthen barnet både glæde og fællesskab. For sine princippers skyld. Suk.

Den anden ærgerlige ting er, at vi overhovedet kalder det fredagsslik. For på den måde lærer vi vores børn en virkelig sørgelig opfattelse af, hvad livet er for en størrelse.

Vi lærer dem, at mandag til fredag er noget, der skal overstås. Fredag er belønningsdagen. Det er sgu da – pardon my french – en røvsyg måde at leve sit liv på.

Det er også en indirekte invitation til excesser, for hvis man skal behovsudskyde fra mandag til fredag, (og heller ikke må få noget med sukker i lørdag og søndag, det hedder jo FREDAGSSLIK), er der en vis risiko for, at man instinktivt kommer til at fylde sig til opkastningspunktet, når det endelig bliver fredag.

Medmindre man får afmålte fire stykker, fordi man er fem år og har valgt et stykke, der var lidt for stort.

Livet er smukt. Og du må gerne nyde det. Også til hverdag.