Cecilie von Haffner
Cecilie von Haffner sagde sit job op, da hun skulle tilbage efter coronanedlukningen.
Samfund

Folk smider deres opsigelsesvideoer på TikTok: Der er sket et stort skift

11. maj 2022
Af Susanne Cordes
Foto: Mathilde Schmidt
Alle vil gerne arbejde, har mantraet lydt fra politikere, når vi har diskuteret ledighed og skattepolitik. Men er det rigtigt? I USA er der tendens til, at flere især lavtlønnede medarbejdere siger nej tak til dårlig løn og dårlige arbejdsforhold. Herhjemme vælger nogle arbejdet fra eller skruer ned for det, fordi livet skal være mere end arbejde.

Her hvor jeg bor på den amerikanske østkyst, har jeg længe ikke kunnet gå fem skridt uden at støde på et skilt med teksten “For hire”.  

Selv om barer, restauranter, museer, biografer, frisører og tøjbutikker for længst er åbnet igen efter coronanedlukningen, mangler der medarbejdere i stor stil.  

At gå ud i verden efter pandemien føles som at være Palle alene i verden, der  opdager, at ingen er på arbejde i chokoladeforretningen, og at sporvognen ikke har nogen chauffør.  

De voksne er væk.  

Men hvor det i den gamle børnebog viser sig at være en drøm, er den store mangel på arbejdskraft i verden lige nu en ny virkelighed, som vi måske skal indstille os på varer ved. 

I dagligdagen er manglen på arbejdskraft mest synlig i serviceindustrien.  

Vi lægger mærke til det, når vi skal vente en halv time længere på servering på en restaurant, eller der ikke er nogen til at betjene os i H&M.  

Men her i USA og andre steder i verden er det en trend, der går på tværs af brancher.  

Folk er simpelthen holdt op med at gå på arbejde. Hvorfor? 

Det mest interessante ved det spørgsmål er, at der ikke findes et enkelt svar på det.  

Men noget tyder på, at pandemien, der gav en pause i travlheden for nogle arbejdere og et mere presset arbejdsliv for andre, gav os lejlighed til at gentænke vores forhold til arbejdsmarkedet.  

Nogle af os fik mærkatet “essentielle”, andre blev sendt hjem i joggingbukser og måtte klare de digitale møder med chefen med en toårig på skødet – alligevel lader det til, at der er én ting, der forener mange mennesker på tværs af jobsektorer og klasseskel:  

At ideen om, at hårdt arbejde er vejen til lykke og personlig frihed, har mistet sin relevans. 

Alle siger op 

I november 2021 sagde 4,5 millioner amerikanere deres job op.  

Jeg har klart færre penge end før corona, men jeg er blevet en sødere og meget mindre presset mor.

Det er rekord for, hvor mange mennesker der har sagt op på en måned,siden USA’s svar på Danmarks Statistik, The Census Bureau, begyndte at føre statistik over fænomenet i 2000.  

Men november adskilte sig faktisk ikke markant fra oktober, hvor 4,2 millioner mennesker sagde op, eller december, hvor tallet var 4,4 millioner.  

Den amerikanske professor Anthony Klotz var den første til at bruge udtrykket “The Great Resignation” om den tid, vi gennemlever lige nu.  

Avisen The New York Times har kaldt trenden “Quitagion” og spiller dermed på, at lysten til at droppe jobbet lader til at være ligeså smitsom som, ja, den pandemi, vi lige har været vidner til.  

“Contagion” var i øvrigt titlen på en thriller fra 2011 om en pandemi, der minder om coronapandemien. 

Hvor starten af pandemien var kendetegnet af en nervøsitet for, om vi ville kunne beholde vores job og dermed holde fast i den normalitet, vi har været vant til, er der sket et skift.  

Et stort skift.  

En ny trend, hvor folk lægger deres opsigelsesvideoer på TikTok, viser, at det at forlade stabiliteten ved et fast job faktisk fejres som en lettelse.  

I et forsøg på at forstå dette forvirrende fænomen fulgte The New York Times’ daglige podcast “The Daily” tre mennesker, der alle havde valgt at forlade deres job under pandemien.  

Fælles for dem var, at de havde haft fysisk hårde job til en dårlig løn.  

Den kontanthjælp, der helt ekstraordinært blev udbetalt i USA under pandemien, havde givet dem et pusterum.  

De havde fået mulighed for at hvile ud og kaste et blik på, hvordan de gerne ville have, at deres liv så ud. En havde genopdaget glæden ved at lave mad, en anden havde søgt et job som postbud, der gav bedre arbejdstider og højere løn.  

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Den tredje havde valgt at stykke sit liv sammen af ting, hun godt kunne lide: Hun underviste i klaver og var deltidsreceptionist i et yogastudie, hvor hun selv trænede.  

Fælles for deres valg var, at de havde skiftet ulyst ud med lyst.  

De havde vendt ideen om, at hårdt, underbetalt arbejde er et nødvendigt onde, ryggen. For som titlen på en ny bog om netop det nye arbejdsmarked i USA siger: Work doesn’t love you back. 

Og det kan godt være, at vi godt vidste, at vores arbejde aldrig ville give os kærlighed, men op igennem 00’erne og  10’erne har vi alligevel hengivet os til vores arbejde på samme måde som til en umulig kærlighed.  

Den partner man godt ved ikke er god for én, men som man alligevel er overbevist om, at man ikke kan leve uden.  

Vi gav alt, fik stress og dårlig nattesøvn, men vi fik også identitet og en følelse af mening fra vores job.  

Nu er det, som om mange endelig har fået modet til at slå op. Hvad er sket? 

Da jeg taler med arbejdslivsforsker Janne Gleerup fra RUC om det spørgsmål, forklarer hun, at selv om der ikke på nuværende tidspunkt er dokumentation for, at der er bevægelser i Danmark, der matcher de amerikanske opsigelser, er der indikationer på, at folk sætter spørgsmålstegn ved, hvad det gode liv er, og hvordan man får et liv, hvor balancen mellem arbejde og liv hænger bedre sammen. 

– Corona satte livet på pause for mange, selv om det er vigtigt at understrege, at pandemien ramte forskellige faggrupper på forskellige måder. Der var stor forskel på, om man var sosu-ansat eller tilhørte det, vi kan kalde den kreative klasse. Men uanset hvad kom vi ikke ud i verden på samme måde, vi gik ikke på restaurant, og sociale aktiviteter blev aflyst. Den ellers konstante acceleration i samfundet blev for nogle grupper sat på pause, og det gav plads til, at vi kunne tænke over mere basale spørgsmål som: Hvad er definitionen på “det gode arbejdsliv?” eller endnu mere grundlæggende “det gode liv”. 

– Vi kan se på de diskussioner, der er opstået, at det, at hamsterhjulet tabte fart, gav plads til nye overvejelser, og at den pause, mange oplevede, gav nogle restitutionsmuligheder. F.eks. så vi, at færre børn blev født for tidligt under den første lockdown. Pausen gav en mulighed for at få fornyet kraft. Vi fik åbnet et vindue ind til et muligt andet liv, hvor vi oplevede mere ro og nærvær med vores børn, fortæller arbejdslivsforsker Janne Gleerup. 

Lige præcis dét oplevede Cecilie von Haffner.

Den ustressede tid og det nærvær, hun havde oplevet sammen med sine to sønner under den første lockdown, havde hun ikke lyst til at give slip på igen.  

Hun har derfor sagt sit faste job op og tilvalgt et liv som selvstændig grafisk designer og indretningskonsulent, hvor hun kan vælge at arbejde mindre og have mere tid med sine børn, selv om det betyder en nedgang i indtægt. 

– Vi køber ikke nyt tøj, kun brugt, bruger bilen mindre, rejser ikke. Jeg er i forvejen vant til at være kreativ, så vi mangler ikke noget. Jeg har ikke sat mig hårdt. Jeg bor til leje og har ingen lån. Jeg har klart færre penge end før corona, men jeg er blevet en sødere og meget mindre presset mor. 

Et større paradigmeskift

Om Cecilie er en del af en gryende bevægelse, vil tiden vise, men mange ting tyder på, at samfundet er på vej i en retning, hvor succes og velstand defineres anderledes i fremtiden.

– Det tyder på, at vi er på vej ind i et større paradigmeskift i samfundet, hvor den gamle formel med, at hårdt arbejde skulle give materiel velstand og dermed vise, hvor meget succes du havde, er ved at blive omstødt, siger Janne Gleerup og fortsætter:

– Spørgsmålet om klima spiller også ind her. Folk er mere interesserede i at leve et bæredygtigt liv, hvor de forbruger og rejser mindre, men hvor man får noget andet til gengæld.

Jesper Gravesen
Mathilde Schmidt

Jesper Stignæs Gravesen havde sidste dag på jobbet, samme dag som denne artikel havde deadline. Han forlod et lederjob hos Carlsberg for at skabe tid og nærvær med familien.

– Vi både presser og begrænser os selv med tanken om at vi skal have en bestemt karriere og levestandard. Vi bygger hele tiden ovenpå, og vores behov har det med at accelerere. Mange, der hører om mit valg, kan godt se udfordringen i deres eget liv, men de har svært ved at se løsningen, forklarer han.

Det var også en proces for Jesper og hans hustru at nå frem til den beslutning, at de begge skulle sige deres job op for at investere i familieliv, parforhold og selvudvikling. Men hans mavefornemmelse siger ham, at det var det rigtige valg.

– Jeg vil også gerne blive klogere på mig selv. Jeg ønsker ikke at se tilbage og fortryde, at jeg ikke fik gjort noget, siger han.

Lyst er et nøgleord for de mennesker, jeg har talt med til den her artikel. De vil have mindre tvang og “ulyst”. For ganske kort tid siden var man blevet udskammet som “doven”, “forkælet” eller “uambitiøs”, hvis man sagde højt, at man ikke var interesseret i at arbejde, men hellere ville gå derhjemme, se på sine børn og lytte til græsset gro. Men for mange er lyst og lamgsommelighed den nye ambition.

Janne Gleerup bemærker, at lysten til – og modet på – at forandre arbejdslivet præges af de handlemuligheder, den enkelte har. Ikke alle har en opsparing at trække på eller et hus, de kan sælge for at finansiere en periode med frihed.

I en amerikansk kontekst handler det for lavtlønnede om en protest mod det nuværende arbejdsmarked, hvor ulighederne er blevet for store. Forskellen mellem dem, der tjener mange penge, og dem, der næsten ingen tjener, selv om de arbejder hårdt og har lange dage, er blevet for stor. Under pandemien opstod nye protestbevægelser på de sociale medier og digitale platforme. I Danmark sagde jordemødre op i protest mod dårlige arbejdsforhold, og den samme tendens kunne opleves blandt sygeplejersker, der krævede et lønløft.

Skal man finde et fællestræk for de forskellige grupper på tværs af kontinenter og faggrupper, kan man sige, at der generelt er mindre lyst til at slide sig op for noget, der ikke virker meningsfyldt.

Arbejdslivet er forandret

Ingen ved, om opsigelsestrenden fortsætter. Måske kommer arbejdsmarkedet til at udvikle nye arbejdsformer, der matcher folks ønsker om mere tid hjemme. Meget er ved at  ændre sig i vores syn på, hvor, hvornår og hvordan bedst vi udfører vores arbejde.

– Tidligere var det et krav fra arbejdsgiverens side, at arbejdstageren kunne være fleksibel. Nu er det krav vendt om, og det er arbejderne, der kræver fleksibilitet af arbejdspladsen. Det kan f.eks. være en forventning om fleksible arbejdstider, eller at man kan arbejde hjemmefra. Det springende punkt er her, hvem der ejer fleksibiliteten. Er det medarbejder, arbejdsgiver, eller kan der findes nye balancer, der opleves som en win-win løsning? På sigt kan det godt betyde, at vi kommer til at arbejde mindre, eller vi får et mere forskelligartet arbejdsmarked, når det gælder arbejdstider og timetal, foreslår Janne Gleerup.

Hvad konsekvensen af nye og mere individuelt indrettede rammer for arbejdslivet bliver, ved vi ikke endnu, for vi har endnu ikke høstet langtidserfaringerne fra lockdownperioderne. Men alt peger i én retning: Vores arbejdsliv bliver ikke det samme igen. Og dermed bliver hele vores liv forandret.