Er hårfjerning en slags social kontrol? Det mener Eldina. Hun modtager trusler, fordi hun ikke plukker øjenbryn

Jeg var ikke så oprørsk, da jeg var yngre. I hvert fald ikke, når det handlede om hårvækst.

Derfor tænkte jeg heller ikke så meget over det, da jeg tidligt i teenageårene begyndte at fjerne hår. Det var bare det, man gjorde som pige og kvinde.

Jeg fjernede hår over hele kroppen, så snart de var synlige. De rollemodeller, jeg så på tv, i reklamer og i modemagasiner, var alle sammen meget tynde og havde ingen kropsbehåring. Det var de forbilleder, vi havde.

Alle plukkede jo øjenbryn i 90’erne og 00’erne, hvor det ikke var moderne at have så store øjenbryn som nu.

Jeg har altid tænkt meget over kønsroller

Da jeg var yngre, brugte jeg virkelig lang tid på at gøre mig klar, når jeg skulle på arbejde, som mange kvinder gør.

En dag lagde jeg mærke til, at mændene gik med sokker i sandalerne og knap nok gad tage en ren T-shirt på. Der tænkte jeg, at der virkelig er forskel i forventningerne til kvinder og mænd, når det handler om udseende

Jeg begyndte ikke at lade mine hår gro fra den ene dag til den anden. Det var mere en tanke, der kom snigende.

Jeg begyndte at tænke, hvorfor der er en forventning, nærmest et krav, til kvinder om at fjerne kropsbehåring. Det er en uskreven regel, men det er næsten som en lov, fordi nærmest ingen bryder den.

Da jeg var i starten af 20’erne, begyndte jeg at tage det lidt mere roligt. Jeg gad ikke altid barbere ben.

Jeg har perioder, hvor jeg lader mine øjenbryn gro, og perioder, hvor jeg trimmer dem lidt. Lige for tiden lader jeg mine hår gro, fordi det er en god måde at komme ud med et budskab på. Men det er ikke sort-hvidt for mig, som mange måske tror.

Jeg barberer nok ben snart, fordi det bliver vinter, og jeg skal have uldbukser på, og så klør det lidt på benene at have hår på dem, synes jeg. Der bør være plads til nuancer i samtalen om kropsbehåring.

Jeg er hverken for eller imod at fjerne hår

Jeg mener bare, at du skal gøre, hvad du har lyst til hver dag. Måske kan vi diskutere, om vi nogen sinde har lyst til noget, eller om vi nogen sinde træffer valg, som ikke er påvirket af ydre ting. Det er svært at sige.

Men det, jeg ikke kan lide, er, når kvinder helt op i 50’erne fortæller mig, at de er bange for at gå ud, hvis de ikke har plukket øjenbryn. De vil hellere komme for sent på arbejde, end de vil komme af sted med et par hår mellem brynene eller ubarberede ben.

Jeg ved ikke engang, om jeg har mere hårvækst end andre kvinder. Det er jo umuligt at vide, fordi mange netop fjerner deres kropshår. De fleste kvinder, jeg kender, fjerner for eksempel hår på overlæben.

Mange af de reaktioner, jeg får, giver slet ingen mening

Der er rigtig mange, især mænd, som skriver til mig, at det er uhygiejnisk.

Men hvordan skulle det være mere uhygiejnisk, at kvinder har hår på kroppen, end når mænd har? Det er jo ikke et argument.

Nogle af dem, der skriver til mig, har selv fuldskæg. Der er også mænd, der skriver, at de foretrækker, at jeg fjerner mine hår, hvilket jeg finder grotesk, for hvilken ret har de til at fortælle mig, hvad de foretrækker hos mig, når jeg slet ikke kender dem?

Og så er der nogen, der er decideret truende. Det er mest mænd, der skriver de negative kommentarer, men der er også kvinder iblandt.

Der er for eksempel kvinder, der skriver til mig, at det er pinligt for dem, at jeg ikke fjerner mine hår, eller at det er uretfærdigt, at de skal fjerne hår, når jeg slipper let. Det giver jo overhovedet ikke nogen mening.

Og så er der dem, der mener, at jeg skal skamme mig. En skrev, at mine fremtidige børn ville skamme sig over mig. Det er interessant, at hun overhovedet antager, at jeg skal have børn, når hun ikke kender mig.

Jeg siger aldrig til andre, at de bare skal være sig selv og gøre, hvad der passer dem. Det synes jeg selvfølgelig, at de skal, men det er lettere sagt end gjort.

Jeg siger heller aldrig til nogen, at de bare skal lade være med at fjerne hår, for jeg ved, hvad man bliver udsat for, og det er ikke positive ting.

Jeg faldt på et tidspunkt over Instagram-fællesskabet @debeharedekvindersklub. Her kunne jeg pludselig se, at der var andre piger og kvinder, som gerne ville normalisere kropsbehåring på kvinder.

Det var rart at vide, at vi var flere, der kunne bekræfte hinanden i, at det er okay at se sådan her ud.

Det var ikke, fordi jeg satte mig ned og planlagde en mediestorm

Jeg vidste nok godt, at det ville skabe lidt furore, da jeg begyndte at dele billeder af mine uplukkede øjenbryn og hår på overlæben, men det kom bag på mig, hvor meget det stak af.

Jeg ville gerne normalisere kropsbehåring, men jeg regnede ikke med, at jeg ville komme i Fox News, Daily Mail, The Sun og New York Post.

Historien om mig var også i nyhederne i Chile og Japan. Det overraskede mig meget, at det var sådan en sensation, at jeg ikke fjernede hår. Men det, der overraskede mig mest, var, at jeg blev citeret for ting, jeg aldrig har sagt.

For eksempel lavede Unilad en historie om, at jeg havde så mange bejlere, og at jeg for at skære nogle af de overfladiske bejlere fra besluttede mig for ikke at være køn mere.

Det er, som om det kun kan handle om udseende, mænd eller børn for kvinder. Tænk, hvis jeg gjorde det for min egen skyld eller for at inspirere andre kvinder?

Jeg ser hårfjerning som en form for social kontrol

Når man har så mange forventninger til, hvad kvinder må og ikke må med deres krop, er det jo et forsøg på at kontrollere dem.

Vi pleaser hinanden ved ikke at turde bryde med nogen af de normer, der hersker. Hvis en kvinde skiller sig ud, kommer hun i medierne verden over.

Vi vil ikke indrømme, at der er tale om kontrol, men hvis kvinder var frie, var det, jeg gør, aldrig blevet så stor en nyhed.

Vi har fuldstændig glemt, hvordan normale mennesker ser ud. Jeg synes, det er tankevækkende, hvor mange der skriver til mig, hvad de synes, er passende, at jeg skal gøre eller ikke gøre med mit ansigt.

Nogle mener, at jeg skal tage en anden læbestift på, eller at jeg burde få bleget mine tænder. Den med tænderne har jeg fået mange gange. Det er så uvant for os at se almindelige kroppe, fordi alt bliver filtreret, at vi automatisk forventer, at kvinder ser ud på en bestemt måde.

Nu skal almindelige mennesker, som har fine almindelige tænder, pludselig have porcelænsfacader på. Men hvorfor skal vi alle rende rundt med Hollywood-tænder?

Det hele handler om at være “pæn” i normativ forstand, hvis man vil sige noget højt som kvinde. Men skønhed er for det første subjektivt, og for det andet er det vel lige meget, om man er pæn, hvis man har noget at sige?

Det bekræfter mig bare i, at kvinder stadig bedømmes på deres udseende og ikke på deres indhold.

Jeg er nok selv forfængelig, fordi jeg godt kan lide pæne ting, men det, der er pænt for mig, er ikke nødvendigvis pænt for andre.

Jeg synes ikke, at nogen skal føle sig forpligtet til at se ud på en bestemt måde, men hvis man har lyst til at være pæn eller forfængelig på sin egen måde, er det fint. Bare man respekterer, at andre har en anden smag, og at man husker, at udtrykket ikke nødvendigvis udtrykker et indhold.