Samfund

Emma tjener det dobbelte som jordemoder-vikar, end hun gjorde som fastansat: "Det var absurd at opdage"

af Katrine Rosenbæk 20. august 2021
Foto: Privat
Fødegangene mangler jordemødre og lapper vagtplanerne med vikarer fra private bureauer. Emma Bonde er en af dem. ”Jeg håber også, politikerne opdager, at den store brug af vikarer er uholdbar og utrolig dyr for regionerne. Jeg vil gerne bidrage til at gøre det uholdbart,” siger hun.

For jordemoder Emma Bonde var det et simpelt regnestykke.

Hvad ville hendes løn blive, hvis hun arbejdede som vikar i stedet for som fastansat jordemoder?

Jo, den ene måned, hvor hun som fastansat havde tjent 29.000 kroner før skat, kunne hun i stedet have tjent 49.000 kroner før skat som vikar.

Den anden måned, hvor hun som fastansat havde tjent 27.000 kroner før skat, ville hun som vikar have tjent 56.000 kroner før skat.

Med vikarlønnen følger vel at mærke ikke den samme pension som ved en fastansættelse eller feriedage og løn på sygedage.

- Men det var stadig absurd at opdage. For det er det helt samme arbejde, jeg udfører, uanset om jeg møder ind som fastansat eller vikar, siger Emma Bonde, der er 31 år og har arbejdet som jordemoder i snart fire år.

Hun er en af de jordemødre, der for tiden bidrager til at få vagtplanerne på fødegangene på især Herlev og Hvidovre hospitaler til at hænge sammen. Som femina for nylig skrev, var der på tilfældig tirsdag for eksempel flere end 70 ledige vagter på Herlev og Hvidovre de følgende ti dage.

Samtidig viste den seneste opgørelse fra Region Hovedstaden for juli, at regionens fødeafdelinger havde 56 ledige jordemoderstillinger. De mangler ti procent af de jordemødre, de gerne vil ansætte. Normalt mangler de tre procent.

Travlheden

Allerede som nyuddannet søgte Emma Bonde væk fra de travle fødegange i hovedstaden. Da hun søgte job i Region Hovedstaden, italesatte hun travlheden.

- Den var tabu. Hele min ansættelsessamtale kom til at handle om, hvordan jeg ville håndtere den. Jeg fik afslag med den begrundelse, at de var bekymret for, at jeg ville prioritere mit eget velbefindende højere end afdelingens behov.

- De præsenterede jo for mig, at hvis jeg ville passe på mig selv, var det ikke muligt der, og de havde ikke tænkt sig at gøre det. Det tog jeg som en opfordring til at søge ud af hovedstaden, siger hun.

Derfor tog hun i stedet et job på fødegangen på Slagelse Sygehus, knap en times togtur fra København, hvor Emma Bonde bor. For nylig sagde hun op for at blive vikar.  

- Jeg er blevet mere og mere bevidst om den urimeligt lave løn. Det her et vindue, hvor jeg kan tjene en helt anden løn, i øvrigt tæt på hvor jeg bor. Det var en måde at sætte mig selv fri på, siger Emma Bonde, som også er aktiv i bevægelsen Jordemødre for Ligeløn.

- Jeg håber også, politikerne opdager, at den store brug af vikarer er uholdbar og utrolig dyr for regionerne. Jeg vil gerne bidrage til at gøre situationen endnu mere uholdbar. Jeg vil gerne bidrage til, at politikerne opdager, at jordemødre også går efter penge, siger hun.

Som vikar bestemmer hun selv, hvornår hun arbejder, og kan tilrettelægge en vagtplan, der ikke udmatter hende.

- Efter nattevagter har jeg for eksempel altid tømmermænds-følelse, men jeg kan helt undlade at tage dem.

Glæde og gejst

Hun mener, at hendes muligheder for at tage hensyn til egne behov er en ”kæmpe fordel” for de fødende.  - For jeg går ind til dem med et enormt overskud, som ikke alle fastansatte har, for de er under et massivt pres, som jeg ikke er. Jeg går ind med en glæde og en gejst, fordi jeg er kommet på arbejde, fordi jeg havde lyst til en ny vagt.

Mange kan vel have en dag eller to, hvor de ikke har lyst til at gå på arbejde, men gør det alligevel. Skal man have lyst til at gå på arbejde?

- Nej, og det optimale liv for mig på den lange bane er formentlig også en fastansættelse, og så vil der jo være dage, hvor jeg ikke har lyst.

- Men jordemoderarbejde kræver så meget opmærksomhed på den fødende, og at man tilsidesætter det, man selv går med i baghovedet. Det er bare hjælpsomt også at have lysten. Hvis man trives og har arbejdsglæde, tror jeg, det kan gøre meget ved, hvordan man møder den fødende og hendes partner.

Vi har et ansvar for at passe på os selv og møde kvinderne med vores faglighed, men vi har ikke et ansvar for at få afdelingerne til at hænge sammen. Det har lederne.

Mange gravide har læst historien om de mange ubesatte vagter og er blevet bekymrede for deres fødsel. Har I ikke et ansvar?

- Jo, vi har et ansvar for at passe på os selv og møde kvinderne med vores faglighed, men vi har ikke et ansvar for at få afdelingerne til at hænge sammen. Det har lederne.

Ifølge Emma Bonde er det ledernes ansvar at skabe bæredygtige og attraktive arbejdspladser, hvor jordemødre vil arbejde, som er attraktive nok til, at de også vil blive der. Men hun kan også godt forstå, at de fødende er bekymrede.

- Mange af dem har grund til bekymring, men når de dukker op, vil de også opleve, at de bliver mødt rigtig kærligt af nogle rare, kompetente jordemødre, der vil gøre det bedste, de kan.

Kan du mærke travlheden på fødegangene?

- Om jeg kan mærke den? Ja! De fastansatte jordemødre er totalt pressede. De kører på pumperne, siger Emma Bonde.

- Dem, der udholder bedst, tror jeg, er dem, som oplever, at de har mulighed for at folde deres faglighed ordentligt ud, og som mærker det kollegiale og en omsorg for de fødende. For så er der en vis ordentlighed til stede. Men omsorg kan slides op, og det kan ikke være meningen, at de skal ”holde ud”.

- Jeg talte med en jordemoder forleden, som var på sin time nummer 70 den uge. Hun skulle have sommerferie ti dage senere efter at have arbejdet hele sommeren uden ferie. Hun var fuldstændigt smadret, og det er de. De klør på, og de kigger på hinanden, og deres blik siger: ”Det her er for sindssygt.”

- Og så kører de videre og gør det, der skal gøres. Til en meget lavere løn end min.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.