Ellen Stokholm
Samfund

Ellen er bange for, at hun har brækket ryggen. Alligevel spørger ambulanceredderen som noget af det første, hvor meget hun har drukket

10. april 2024
Af Siri Franceschi
Foto: Emilie Lærke
Ellen skriger af smerte, men ambulancefolkene har travlt med at tage hendes promille. Hun frygter at have brækket ryggen, men de mener, at hun nok bare er lidt for fuld.

Der er pyntet fint op i det lille festlokale, der tilhører Ellen og hendes kæreste Christoffers andelsforening.

På bordene står øl, snaps og halvspiste retter fra det igangværende sammenskudsgilde, og flere af naboerne render rundt med tuborgnissehuer på hovederne.

Det er lørdag den 3. december 2022, og Ellen, der ellers lige er kommet hjem efter en lang dag på arbejde, står snart på dansegulvet til andelsforeningens årlige julefrokost.

– Det var en sjov aften. Vi har et godt fællesskab i vores forening, og jeg blev ret fuld, selv om jeg egentlig skulle tidligt op på arbejde igen næste dag, fortæller 24-årige Ellen Stokholm, der til daglig arbejder som skuespiller og pædagogmedhjælper.

https://imgix.femina.dk/2024-03-15/dsc09894-11.jpg

Efter en svingom eller tre, står Ellen og taler med nogle naboer, da hun pludselig kan mærke, at hun skal nyse. Hun nyser højt og kraftigt, og i det samme er det som om, noget i hendes ryg knækker. Hun falder sammen i smerte på gulvet og bliver skrigende båret op i seng af sin kæreste.

– Jeg nyser ret voldsomt, og så kan jeg bare mærke, at der er noget, der går helt galt, siger Ellen.

– Det gør absurd ondt omme i min ryg, og jeg bliver bange for, at jeg har brækket ryggen.

At et nys skulle kunne føre til en brækket ryg, lyder måske lidt voldsomt, men lige i Ellens tilfælde er det ikke utænkeligt, da hun lider af osteogenesis imperfecta, en medfødt, genetisk bindevævssygdom, der bedst kan betegnes som en form for knogleskørhed, og som også kaldes for glasknogler.

Sygdommen betyder, at Ellen har haft mange brud på knoglerne, særligt i ryggen.

– Jeg har brækket håndleddet to gange, højre arm en gang, højre albue en gang, højre ben to gange, venstre ben en gang, højre fod omkring fem gange, og så har jeg haft 10 brud og sammenfaldninger i ryggen, fortæller hun.

Og den smerte, Ellen føler efter nyset, føles umiskendeligt som endnu et rygbrud, forklarer hun, hvorfor hendes kæreste også skynder sig at ringe efter en ambulance.

https://imgix.femina.dk/2024-03-15/dsc00096-11.jpg

Men da ambulancefolkene ankommer, oplever Ellen, at de er mere optagede af hendes fuldskab end af hendes smerter.

– Noget af det første, ambulancefolkene siger, er, at jeg er meget fuld, og så tager de min promille og spørger, hvor meget jeg har drukket.

– Jeg svarer, at jeg ikke har drukket særlig meget, men det tror de ikke på. Og altså, jeg havde også drukket mere, end jeg sagde, men det var fuldstændig irrelevant. Det havde ikke noget med sagen eller mine smerter at gøre, siger Ellen og tilføjer:

– Jeg føler meget, at de havde en attitude, der sagde: du er bare fuld, slap nu lige lidt af. Det føltes meget nedladende, at de bare troede, at jeg skabte mig, fordi jeg var fuld.

Ellen bliver lagt på en skinne og får lavet en ultralydsscanning for at se, om hun har punkteret en lunge.

Ifølge Ellen får hun ikke tilbudt noget smertedækkende, men hendes kæreste mener, at den ene ambulanceredder tilbyder hende noget morfin, som hun dog afviser, fordi hun er immun, hvilket også står angivet i hendes journal, som femina har set.

På vej til hospitalet gisper Ellen af smerte, og igen føler hun, at ambulanceredderne synes, at hun skal slappe lidt af.

– Tag den nu lidt med ro, så slemt kan det heller ikke være, siger den ene ifølge Ellen.

https://imgix.femina.dk/2024-03-15/dsc09946-1.jpg

– I sundhedsvæsenet kan det ikke undgås, at der bliver begået fejl, særligt i tilspidsede situationer, fortæller læge og ph.d.-studerende Simon Graff, der er hovedforfatter på artiklen Diagnostisk bias, som blandt andet handler om, hvordan bias kan føre til fejldiagnosticering.

Det anslås, at fejldiagnoser udgør omkring 5 til 15 procent af alle registrerede fejlbehandlinger, selv om flere undersøgelser har vist, at undervisning i diagnostiske bias kan mindske fejl og styrke lægers diagnosticerings evner.

– En af de kraftigste bias, vi kender til, er premature closure, altså at lægen slutter den diagnostiske proces for tidligt og undlader at tænke i alternativer, hvis et mønster passer godt på en tiltænkt diagnose. Det kan for eksempel være antagelsen om, at en patients symptomer kan tilskrives at vedkommende “bare er fuld,” hvilket dermed udelukker andre forklaringer.

– Og herefter kan andre typer af bias påvirke den diagnostiske proces, for eksempel confirmation bias, der betyder, at personalet ofte kun vil kigge efter symptomer eller tegn, der bekræfter den først givne diagnose ved for eksempel at tage patientens promille, forklarer Simon Graff.

Da Ellen ankommer til Gentofte Hospital, er hun bange. Smerten er uudholdelig, og samtidig kan hun ikke overskue tanken om en brækket ryg, fordi hun ved, hvor lang tid det tager at hele.

Men selv om hun har fortalt ambulanceredderne om sin sygdom og ligeledes oplyser om den på hospitalet, oplever hun endnu en gang, at hun ikke bliver taget særlig alvorligt. I journalen nævnes det mange gange, at hun er påvirket af alkohol.

– Jeg venter i flere timer, før jeg bliver tilset af en sygeplejerske, som giver mig to panodiler, fordi jeg klager så meget over smerten, siger Ellen.

Anchoring bias er en tredje type diagnostisk bias, som omfatter tendensen til at holde fast i de diagnoser, som er mistænkt i den indledende udredning, fortæller Simon Graff.

– Hvis ambulancefolkene for eksempel har sagt, at patienten er meget fuld, så kan det farve udgangspunktet, når patienten efterfølgende bliver tilset på sygehuset.

Den indledende diagnose bliver altså en form for anker, som ikke bare lader sig rykke på, hvilket kan have omfattende konsekvenser.

"Stive piger"

Ellen og Helene har tre ting tilfælles: De er unge, de er kvinder, og så har de begge drukket, da de kommer ud for en ulykke. Og selv om disse faktorer egentlig ikke burde have noget med hinanden at gøre, er det lige netop dét, der bliver påpeget, da de ringer efter hjælp.

Nu fortæller de to kvinder om at blive mødt af et sundhedspersonale, de ikke føler, tog dem alvorligt, selvom de begge havde akutte skader.

Ekspert peger på, at der er større risiko for fejldiagnosticeringer, hvis sundhedspersonalet ikke er opmærksomme på deres forudindtagethed. Han mener, at der skal undervises i bias på medicinstudiet.

I løbet af natten får Ellen lavet en røntgenundersøgelse af brystkassen, mens hun ligger ned, selv om de bedste billeder fås, når man står op. Hun får ikke foretaget en CT-scanning, til trods for at hun er kendt med osteogenesis imperfecta, og røntgen dermed ikke altid er den bedste måde at diagnosticere et ribbensbrud på.

– Jeg siger igen og igen, at der er noget helt galt, men jeg bliver affejet, og får at vide, at jeg nok bare har forstrakt en muskel, fordi man ikke kan brække noget ved et nys, hvortil jeg fortæller dem, at jeg engang har brækket en fod bare ved at gå på den.

Efter yderligere et par timer kommer en læge ind til Ellen, der tænker, at hun endelig skal have lavet en CT-scanning. Men i stedet sender lægen hende hjem.

– Så må du godt gå, siger lægen og efterlader mig på stuen, så jeg må rulle ud af sengen og humpe ud af hospitalet. Jeg stoler jo på det, når de siger, at der ikke er noget galt, selv om jeg har så ondt.

I Danmark har vi ikke haft en stor tradition for at arbejde med og tale om den diagnostiske proces, selv om det længe har været kendt, at bias i form af automatreaktioner og forudindtagelser kan føre til fejldiagnosticering.

– Problemet er jo, at vi muligvis stopper diagnosticeringen for tidligt, fordi man får sat to streger under, at patienten for eksempel er forkølet, og dermed stopper med at kigge efter andre årsager eller forklaringer, siger Simon Graff.

Han håber derfor, at der i fremtiden vil komme et større fokus på den diagnostiske proces, og ser gerne, at det bliver integreret allerede på medicinstudiet. Som det er i dag er der nemlig ingen formaliseret undervisning i bias på medicinstudiet.

– Studier har vist, at man begår færre fejl, jo mere bevidst man er omkring de her ting. Man kan for eksempel bruge taktikken the fives whys i den her case, fordi årsagen jo ikke er, at patienten er fuld, men at patienten har ondt, og derfor skal man spørge sig selv fem gange, hvorfor patienten har ondt, før man konkluderer, at hun “bare” er fuld.

Efter et par dage med store smerter, hvor Ellen har været sengeliggende, tager hun til sin egen læge, som med forbløffelse kigger på hende og spørger, hvorfor hun ikke er blevet undersøgt ordentligt, når hun tydeligvis har et brækket ribben.

Hun bliver sendt tilbage på Gentofte Hospital, hvor en læge konstaterer, at ribbenet ganske rigtigt er brækket og udskriver oxycontin til hende, som er et morfinlignende præparat, der kan give smertelindring. Indtil da har hun kun fået panodiler og ipren.

https://imgix.femina.dk/2024-03-15/dsc09990-11.jpg

De næste tre uger ligger Ellen i sin seng, og først efter seks uger har hun det nogenlunde godt igen.

– I starten tænkte jeg, at jeg ville klage over forløbet, men så blev det aldrig til noget, fordi jeg ikke kunne overskue at skulle forsvare min situation, og jeg også var ret sikker på, at der ikke ville komme noget ud af det, siger Ellen.

Men oplevelsen har alligevel sat sig i hende.

– Det var virkelig ydmygende at ligge med meget store smerter og ikke blive taget seriøst, fordi man havde drukket.

Oplevede du også, at din fuldskab blev påtalt på hospitalet?

– Ja, det blev nævnt mange gange både i ambulancen og på hospitalet. På hospitalet blev de ved med at sige: Du er også fuld. De sagde ikke: Nå, så du har knogleskørhed? Lad os lige tage det seriøst.

– Det var mere: Du kan lige komme ind, så du kan sober up, og så sender vi dig hjem igen.

Men giver det ikke også god mening, at de spørger ind til, hvor meget du har drukket for at få et overblik over din tilstand?

– Jeg synes ikke, det har noget med sagen at gøre, og jeg synes, det var virkelig frustrerende ikke at blive taget seriøst, og at de ikke lyttede til, hvad jeg sagde.

– For jeg kender min krop og mit sygdomsforløb, og jeg var jo meget forskrækket i selve situationen, og så føltes det bare ydmygende at blive mødt med, at man bare er en fuld, ung pige, der skal slappe lidt af.

femina har kontaktet både Gentofte Hospital og Region Hovedstadens Akutberedskab for at få et interview og forholde dem kritikken.

https://imgix.femina.dk/2024-03-15/dsc00173-11.jpg

Region Hovedstadens Akutberedskab afviser at stille op til interview, men Akutberedskabets direktør, Thomas Reimann, oplyser i et skriftligt svar, at han er ked af Ellens oplevelse, og at hun ikke har følt sig taget alvorligt.

“Jeg kan desværre ikke vide, hvad der er sagt og gjort ude på skadestedet, men jeg oplever, at vi tager unge mennesker meget alvorligt, når de kommer til skade og er alkoholpåvirkede – netop fordi vi ved, at der sker flere ulykker, når unge har drukket. Men alkohol er også et alvorligt problem, fordi det kan gøre det sværere for os at vurdere, hvad der er sket, og for den påvirkede at fortælle, hvad der er sket, og for eksempel hvor det gør ondt,” skriver han.

Dertil påpeger han, at Ellen blev visiteret til et hospital, da hun ringede, og at akutberedskabet sendte en ambulance med udrykning, hvilket indikerer, at de tog situationen alvorligt.

Gentofte Hospital afviser ligeledes at stille op til interview, men skriver:

"Vi gør altid vores bedste for at vores patienter både bliver og føler sig godt behandlet. Derfor er vi også kede af, hvis nogen kommer herfra med en dårlig oplevelse, som det virker til at være tilfældet i det forløb, der er beskrevet her. Vi kan ikke gå ind i den konkrete sag, men vi er generelt optagede af og opmærksomme på at lære af uhensigtsmæssige forløb, så vi kan forebygge, at de sker igen. Derfor sætter vi også pris på, at patienter og pårørende henvender sig til os, hvis de oplever at deres forløb ikke har været, som det skulle."

Sådan har vi gjort

femina har på baggrund af kvindernes historier talt med personer, der også var til stede på de givne tidspunkter, som har kunnet klargøre og uddybe deres fortællinger med flere detaljer.

Derudover har vi krydstjekket historierne ved at kigge på blandt andet journaler, beskeder, notater og fotografier.

Del din oplevelse

Har du oplevet noget lignende, vil vi meget gerne høre fra dig. Skriv til journalist Siri Franceschi på siri.franceschi@aller.com

Vi behandler alle henvendelser med omhu, og det er selvfølgelig helt uforpligtende at skrive til os.

Læs også