herlufsholm
Samfund

Elever fik tæsk og blev voldtaget. Nu skal Herlufshom tilbagebetale 27 millioner kroner

3. maj 2023
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Herlufsholm kostskole skal betale 27 millioner kroner tilbage i statstilskud. Sådan lyder en endelig vurdering fra styrelse.

Tidligere Herlufsholm-elever fortalte i 2022 om vold, mobning, voldtægt og seksuelle krænkelser i TV 2-dokumentaren “Herlufsholms Hemmeligheder”.

Bagefter blev en tilsynssag sat i værk, og nu har Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (Stuk) truffet afgørelse: Herlufsholm skal betale 27 millioner kroner tilbage i statstilskud, og samtidig retter styrelsen alvorlig kritik af skolen.

Det skriver TV 2.

I afgørelsen skriver Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, at de er blevet bekendt med 12 sager om 26 elever alene fra skoleåret 2021/2022 om “mobning, voldsomme handlinger og krænkende adfærd.”

En af sagerne i rapporten beskriver en dreng som ifølge sine forældre har “oplevet systematisk fysisk og psykisk mobning”.

En anden dreng er ifølge forældrene blevet “slået med skotræ cirka 15-20 gange, er blevet udsat for “racistiske udtalelser” og har fået “slag og spark i sengen”, “tæsk af større elever”, skoletøj “revet i stykker” og “trælår og lammere”. Det står også beskrevet, at tæskene har givet drengen fysiske skader og store blå mærker.

Forældrene har også oplyst, at lillebroren er blevet slået med et baseballbat.

I afgørelsen er der også beskrivelser af en klagesag om optagelser fra et omklædningsrum, hvor en elev er blevet bagbundet med strips og fået sat tape for munden.

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet skriver i en partshøring i januar 2023, at der var ”anledning til alvorlig bekymring for elevkulturen og elevtrivslen på skolen”

Den nye afgørelse kommer i forlængelse af styrelsens vurdering fra januar, som lød på samme beløb.

Dengang lød vurderingen fra styrelsen også, at Herlufsholm skole og Gods ikke overholder og ikke har overholdt det, der hedder frihed og folkestyre-kravet.

Kravet lyder blandt andet, "at skolen efter sit formål og hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes demokratiske dannelse og deres kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene".

På Herlufsholms hjemmeside skriver skolen, at de det seneste år har gennemført ”historisk omfattende forandringer for at forbedre elevernes hverdag på skolen”, og de oplever, at det har en positiv effekt.

Skolens rektor, Gitte Nørgaard, har kommenteret på den nye afgørelse i et internt brev, som Børsen er i besiddelse af. Det skriver Berlingske via Ritzau.

Her skriver rektoren, at de har modtaget kravet om at betale 27 millioner kroner og en række påbud, som læner sig op ad de tiltag, som skolen ifølge hende allerede enten har sat i gang, gennemført eller planlagt at igangsætte.

Læs også