Det overrasker mig, at hver anden dansker sjældent inviterer gæster hjem. I mit hjem var døren altid åben

Aida Hasic er journalist. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Jeg er vokset op i et hjem med bosniske rødder, hvor gæstfrihed ikke var noget, man tænkte over. Det var bare noget, man gjorde.

Hvis nogen kom forbi - naboer, venner, min fars kollegas fætter fra Bosnien - satte min mor straks kaffe over. Jeg ved ikke, hvor hun gemte det henne, men der dukkede altid noget spiseligt op: en kage, lidt frugt, brød, der mirakuløst blev til et måltid. Det var ligegyldigt, om klokken var 10 om morgenen eller 22 om aftenen. Man siger ikke nej til gæster. Man gør plads til dem.

Og håndværkere? De gik aldrig tomhændede derfra. Min mor serverede kaffe og hjemmebag til dem, som om de var onkler, der blot var kommet for at hjælpe.

Jeg troede længe, at det var helt almindeligt, indtil jeg som voksen fortalte det til danske venner, der kiggede på mig, som om jeg lige havde sagt noget helt utroligt.

Det er først nu, jeg kan se, hvor meget jeg selv har taget med mig. Når jeg får gæster, er jeg min mors datter helt ud i fingerspidserne. Jeg kan næsten ikke lade være med at finde lidt af hvert frem. Mine venner gør nogle gange kærligt grin med det. “Vi får da ikke lov at gå herfra uden snacks, vel?” Og nej, det gør de faktisk ikke.

Og måske er det derfor, jeg studsede over TV 2 og Politikens nye Megafon-måling. Den viser, at hver anden dansker sjældent inviterer gæster hjem til spisning. Ikke fordi de ikke kan lide mennesker, men fordi vi danskere forbinder gæster med forberedelse. Man skal rydde op, bage boller, have det rigtige stearinlys og helst også have udskiftet defekte pærer og planter, der har givet op. Og hvis nogen pludselig stod uanmeldt på døren? Så ville mange af os få sved på overlæben og mumle noget om “åh, vi skulle lige til at spise…”.

Det får mig til at tænke på, hvor forskelligt man ser på middagsinvitationer. Hos os var et måltid aldrig et projekt, og det handlede ikke om at imponere, men om at dele tid sammen. I Danmark virker middagsinvitationer ofte som en tjekliste. Huset skal være ryddet, maden gennemtænkt, stemningen perfekt. Måske er det derfor, mange tøver med at invitere, for hvad nu, hvis det ikke lever op til standarden?

Men forskellen stopper ikke ved kaffe og kage. I den bosniske tradition, jeg er vokset op med, er det helt grundlæggende, at man “åbner døren”, især i livets sværeste øjeblikke. Hvis et familiemedlem dør, er det første man gør at gå hen til familien og kondolere. Døren står bogstaveligt talt åben, og dagene efter er fyldt med gæster fra morgen til aften. Man kommer med mad, man sidder sammen, man græder, man snakker.

Når jeg tænker over det, giver det egentlig ret fin mening, for så sidder man ikke alene med sorgen. Samtidig kan jeg også mærke, at der er noget overvældende ved tanken om at skulle have gæster hele dagen, mens man er i chok og sorg. Men måske er det netop pointen: Man skal ikke præstere noget. Ingen forventer rengøring, overskud eller høflighed. Det handler om nærvær og ikke om pæne forhold.

Gæstfrihed handler i virkeligheden ikke om at imponere. Det handler om at dele. At være sammen uden at skjule, hvordan man i virkeligheden har det eller hvordan ens hjem ser ud klokken 17 en tirsdag.

Og jov, min mor kan da også godt lide, at en middag nogle gange må være fin og velforberedt, men andre gange behøver den slet ikke at være det. Det er den balance, jeg tror, at vi kan lære noget af.