Samfund
22. maj 2023

Deres anbefaling er klar: Den sidste danske dreng i Syrien bør evakueres. Han får det værre og værre

Den seks-årige dreng, der bor i al-Roj lejren i Syrien, skal hjem, hvis det står til Sundhedsstyrelsen. Hans tilstand er forværret, og hans moster i Danmark frygter for hans helbred.
Af: Af Silje Qvist
alroj

Arkivfoto: Delil Souleiman/AFP/Ritzau Scanpix

Den seks-årige danske dreng, der sidder i fangelejren al-Roj i Syrien, bør evakueres i løbet af uger. Hans tilstand er forværret, og det er bekymrende.

Sådan lyder konklusionen fra Sundhedsstyrelsen til Udenrigsministeriet.

Det skriver DR.

Regeringen har løbende fået rapporter om drengens tilstand, og de har vist, at hans helbred er forværret. Nu har den seneste vurdering fået sundhedseksperterne til at slå alarm.

Drengen har problemer med sin vejrtrækning, når han skal sove, sin hørelse, samt sin kognitive og sociale udvikling.

I vurderingen skriver Sundhedsstyrelsen, at de anbefaler en evakuering af drengen og hans mor, og den skal helst foretages i løbet af et par uger - senest inden for tre måneder.

Den seks-årige dreng er det eneste barn tilbage i Syrien, som den danske regering ikke har planer om at hente hjem til Danmark med sin mor, efter regeringen for nylig besluttede at evakuere yderligere én mor og hendes to børn fra lejren.

Siden marts har den seks-årige dreng haft store problemer med vejrtrækningen. Han har haft behov for akut undersøgelse og behandling. Behandlingen har blandt andet været med binyrebarkhormon fire gange for at afhjælpe den besværede vejrtrækning.

I perioder har han stoppet med at trække vejret, når han har ligget ned, og derfor har han i en årrække sovet oprejst. Han er næsten døv på venstre øre og har begrænset hørelse på det højre, mener hans mor.

Oplysningerne om drengens tilstand kommer fra barnets repræsentanter i Danmark og den kurdiske nødhjælpsorganisation Røde Halvmåne, der står for læge- og sundhedshjælp i lejren. Sundhedsstyrelsen har ikke selv tilset drengen.

Derfor tages der i vurderingen fra Sundhedsstyrelsen også forbehold for, at vurderingen står på baggrund af de tilsendte oplysninger.

Tidligere er drengen blevet tilset af de danske myndigheder. I maj 2022 vurderede to danske speciallæger, at han havde kronisk øre-, næse-, halssygdom, kronisk diarre og generel dårlig trivsel med tegn på angst og depression. De mente også, at drengen skulle opereres og have fjernet polypper og mandler.

Med de nye oplysninger vurderer Sundhedsstyrelsen, at det står værre til med drengen i dag.

DR har talt med drengens moster, som bor i Danmark. Hun er chokeret over, at han som den eneste ikke er blevet tilbudt evakuering med sin mor.

- Det var, som om jeg blev fortalt, at nu er han død. Jeg reagerede på samme måde, fordi det er det, der kommer til at ske. Der er ikke andre udveje for ham, hvis regeringen ikke vil hjælpe ham, siger hun til DR.

Drengens moster ønsker, at både drengen og hendes familiemedlemmer bliver evakueret til Danmark også.

Udenrigsministeriet vil ikke stille op til interview med DR angående sagen. De henviser til Udlændinge- og integrationsministeriet.

Kaare Dybvad Bek (S), udlændinge- og integrationsminister, stiller ikke op til interview om sagen, men skriver i et skriftligt svar, at beslutningen om ikke at evakuere den sidste mor og søn beror på en samlet vurdering. Regeringen lagde her vægt på, at den mor, der tilbydes evakuering, har tilbragt det meste af sit liv i Danmark, hvilket den tilbageværende mor ikke har.

Ministeren skriver dog, at tilbuddet om at evakuere barnet alene uden sin mor stadig står ved magt

Læs mere om:

Læs også