Samfund
23. februar 2024

De taler om et særligt minde, som stadig rører dem. Det indkapsler dét, de kan sammen

Det hele startede i baren til julefrokosten på DR, hvor Anders Agger spottede Anne Hjernøe og hurtigt faldt for hendes humor og kække bemærkninger. Det blev starten på et af Danmarks mest populære makkerskaber, som står bag en programrække, som på papiret ikke burde være mulig at lave.
Af: Af Jo Carlsen
Anne_Hjernoe_Anders_Agger

Foto: Roar Paaske

Anne Hjernøe og Anders Agger er begyndt nedtællingen.

– Der er lige præcis 14 timer til, at vi rejser, siger Anne Hjernø og hilser på sin makker Anders Agger, der i det samme træder ind ad døren.

Det er søndag formiddag i Aarhus. Vi mødes på et af makkerparrets stamsteder, Fikumdik, hvor der både bliver serveret kaffe, holdt foredrag og koncerter.

Det populære makkerpar drager i nat mod Kenya, hvor et nyt afrikansk tv-eventyr venter. Men inden de hopper på flyet, har jeg fået lov at bruge en time af deres tid.

Både Anne Hjernøe og Anders Agger kniber sig i armen over, at de efter 12 år med Anne og Anders-programmerne stadig får lov at rejse ud i verden.

Hvert år tænker de, at nu er det nok slut, men så dukker der alligevel en sæson mere op.

– Og nu skal vi så til Afrika, men vi går altså også med en Sydamerika i maven og en Kina og en...

– Japan, indskyder Anders Agger.

Hjernøe nikker: – Ja, Japan har vi drømt om i årevis! Men vi tager et år ad gangen, og så ser vi, hvad der sker.

Hjernøe og Agger er begge nysgerrige af natur og kan godt lide at drage uden for Danmarks grænser og fylde rygsækken med nye indtryk. De kan lide at være i bevægelse – også når de befinder sig her i landet.

Efter 28 år har Anders Agger og hans kæreste forladt Ringkøbing og er flyttet til Aarhus. På den måde er de kommet tættere på børn, børnebørn og Danmarks Radio.

Anders Agger: – Jeg tror, det er vigtigt at blive ved med at udfordre sig selv, også når ens børn er flyttet hjemmefra. Om det så er i arbejdslivet eller privat. Jeg kan mærke, at det er vigtigt ikke bare at gå alle de nemme stier. Man er nødt til at finde nogle nye at gå på og et nyt sted at definere sig selv i forhold til, siger han, men skynder sig så at tilføje:

– Jeg tror stadigvæk, jeg definerer mig selv som vestjyde. Altså en vestjyde, der bor i Aarhus. Men at komme tæt på byen har ligesom åbnet mine øjne på ny. Det føles godt.

Han fortæller, at han er nået til et sted i sit liv, hvor han kan høste livets frugter. Han er ikke bange for at gå glip af noget. Han hviler i det, han laver og har fundet en god ro.

– Jeg befinder mig i en form for guldalder, smiler han.

Anne Hjernøe har til gengæld travlt. Egentlig troede hun, at der med alderen ville blive mere tid til bare at være, men da hun oplever, at alt det, hun sætter i søen, knopskyder, har hun de sidste par år måttet løbe hurtigere for at nå det hele.

Anders Agger rømmer sig: – Jeg har jo siddet ved siden af dig i alle de år. Og jeg har oplevet, som en af de allernærmeste venner, hvordan det eksploderede for dig. Du gik fra at være et defineret navn inde i fjernsynet, der lavede AnneMad, til at blive et brand.

Anne Hjernøe nikker: – Ja, der kom pludselig fart på. Der er noget virkelig interessant i, at man kan blive ved med at redefinere sig selv. Og det gør jeg nok mest af alt i mit arbejdsliv. For jeg er meget enig med Anders i, at man er nødt til at forholde sig til sig selv og sit liv på en ny måde, når ungerne flyver fra reden, siger Anne Hjernøe og spejder over i hjørnet: – Og meget apropos. Se, hvem der sidder dér.

– Gud! Det er jo Camille, udbryder Anders Agger og går over og krammer Anne Hjernøs datter.

Hvad sagde jeg

– Altså Anne og jeg har jo kendt hinanden i mange år efterhånden, siger Anders Agger, da han kommer tilbage. – Og vi er nok gået hen og blevet hinandens … Han leder efter ordet.

– Livsvidner?, foreslår Anne Hjernøe.

– Ja, præcis. Vi passer på hinanden, vi kender hinanden rigtig godt, og vi kender hinandens historie. Og så har jeg kendt hende der, fra hun var en lille pige.

Han nikker over mod Anne Hjernøes datter og fortæller, at han har et billede af hende, hvor hun som 8-årig sidder på en båd og rækker tunge.

– Vi spiser ikke stormiddage sammen, men vi har styr på hinanden. Det er meget, meget fint og meget trygt, siger Anders Agger.

De fortæller, hvordan de altid, inden en ny sæson går i gang, mødes og kigger hinanden i øjnene for at være sikre på, at de står samme sted.

Anne Hjernøe griner: – Så der ikke er nogen, der løber om hjørner med os.

Anders Agger nikker: – Det er ofte nogle ret vilde produktioner, hvor det går hurtigt, og der bliver taget mange beslutninger, og man skal være vågen for at følge med.

– Pludselig kan der komme nogen, der vil presse os ned i en form, som vi ikke har lyst til at være i, og så er det godt, at man ved, at når vi to sætter os ind i bilen sammen og smækker døren, så opstår der et fortroligt rum, hvor vi vil hinanden det bedste og kan drøfte det hele.

Det tætte makkerskab startede for 13 år siden over en gin og tonic i baren til en julefrokost på DR.

– Jeg kan ikke huske, om vi når at danse, men der er sådan et eller andet instinktivt, der får mig til at tænke, at hende gad jeg godt at gå ud og drikke en øl med. Jeg syntes, du var enormt sjov, siger Anders Agger, hvilket får Anne Hjernøe til at smile.

Hun kunne også mærke kemien, og det var den, hun troede på, da hun kort tid efter gik til Anders Agger for at spørge, om ikke han ville være hendes medvært på et program om danske badehoteller.

– Det skulle jeg lige tænke over, siger Agger og fortæller, at han på det tidspunkt lige havde lavet en dokumentarserie om livet på Anker Fjord Hospice i Hvide Sande, og derfor lå tanken om badehoteller ham meget fjernt.

Kort om Anders og Anne

Anders Agger

  • Anders Agger, 59, er uddannet journalist. Han har været ansat ved DR siden 1986, hvor han blandt andet har lavet programmer som ”Sømanden og Juristen – fortællinger fra et hospice” og ”Indefra med Anders Agger”.
  • Han bor i Aarhus med sin kæreste og sammen har parret tre børn.

Anne Hjernøe

  • Anne Hjernøe, 55, er uddannet socialpædagog med tillægsuddannelse i journalist, og så er hun autodidakt kok.
  • Hun har udgivet et væld af kogebøger og står bag og er vært på de populære programmer Annemad, Frilandshaven og Anne og Anders.
  • Hun holder desuden kurser og foredrag om mad mm.
  • Hun er gift med forfatter og manuskriptforfatter Jens Folmer Jepsen, og sammen har parret tre børn.

– Faktisk gik jeg og grublede lidt over det, for dybt inde i tænkte jeg: Skal jeg som dokumentarist være med i et program, hvor der kunne optræde en mango-salat med koriander? Det var sådan en grundfølelse, som jeg havde svært ved at slippe.

– Der var du god til at sige: ”Hold nu op, du skal lige nøjagtig lave det her”. Og det har faktisk vist sig at være en meget lykkelig beslutning, fordi jeg også synes, at vi har løftet hinanden ind i et format, som rækker langt ud over mangosalaten, siger han og forklarer:

– Anne er en fremragende kok, og hendes måde at forstå og tilgå verden på gennem mad, synes jeg, er en meget interessant del af Anne og Anders-formatet. Det har i hvert fald givet programmet noget kant, siger han og fortæller om et helt særligt minde, der stadig rør ham at tænke tilbage på.

Anne og Anders er på besøg i en flygtningelejr i den nordlige del af Jordan helt oppe ved den syriske grænse. Her bor 80.000 mennesker ultra tæt i blikskure.

Anne Hjernøe er inviteret indenfor hos en familie for at lave mad. Hun sidder på gulvet sammen med moren i familien, og mens de hakker forårsløgene i små tern, taler de om, hvordan livet i en flygtningelejr er fuldt af bekymringer, men madlavningen hjælper med at dulme fortvivlelsen.

Anders Agger: – De sidder dér på hug og laver mad sammen: Den syriske kvinde i den dybeste armod på flugt med tre børn og så Anne. En gang imellem går kvinden lige forbi Anne og håndfodrer hende med nogle vinblade, nogle dolmere, og sammen smager og sanser de, og på en eller anden mærkelig måde går hele programmet op i en højere enhed lige dér.

– Vi får en helt særlig indsigt i livet i flygtningelejren. Og den syriske kvinde anerkender, at Anne sidder i hendes køkken og beærer hende ved at hjælpe hende med at lave mad.

– Sammen laver de et festmåltid til os, som vi indtager siddende på gulvet. Altså, det rammer mig stadigvæk, når vi taler om det. At den syriske kvinde gjorde sig venlig overfor Anne, selv om hun sad midt i en flygtningelejr.

Anne Hjernøe ryster på hovedet: – Og vi kunne jo køre derfra igen – som de privilegerede hvide, mennesker vi er, og så tjekke ind på et hotelværelse, der var dobbelt så stort som det blikskur, de boede i. Og de sidder der endnu!

Anders Agger kigger på sin makker: – Du er jo aktivist, feminist og NGO'er dybt ind i hjertet. Jeg er også feminist og NGO’er, men med dig stikker det dybere.

– Jeg tror faktisk, at kernen i Anne og Anders langt hen ad vejen er drevet af det, du gerne vil med journalistik. Derfor tror jeg også nogle gange, at programmerne er stærkest, når vi står i områder, hvor der er noget på spil for os.

Vippe Anders af pinden

Derfor er det heller ikke ligegyldigt for makkerparret, hvor de rejser hen. De kan godt lide, når programmerne taler ind i en større dagsorden, og programmerne får noget kant.

Det har for eksempel fået dem til at undersøge, hvorfor briterne ikke vil være en del af EU, hvilke fordomme og nuancer, der er i Mellemøsten, og om der findes en fælles nordisk følelse i Norden.

Og seerne er glade for programmerne.

I sommer blev ”Anne og Anders rejser til Canada” det mest sete program i perioden fra maj til september.

Alligevel er der stadig en flok, der decimerer programmet til ikke at være andet end lyse nætter og hygge, fortæller de.

Anne Hjernøe griner: – Det er jo særligt folk i vores egen branche. Men det, der er så skægt, er, at hvis Anders gik op til nogle af sine dokumentarvenner og sagde: ”Er I søde at rejse med Anne i år?”, så ville de give deres højre testikel for at få lov at vippe Anders af pinden, siger hun og fortsætter:

– Inderst inde ved de godt, at vi eddermame også laver dokumentarstof og endda noget, som rigtig mange danskere vil se, fordi vi laver det på vores egen måde.

Anne Hjernøe fortæller stolt, at Politiken i 2019 anmeldte deres programserie om Mellemøsten med overskriften: ”Anne og Anders gør noget, som mere end 10 års tv-aviser ikke har formået”.

– Der er ingen, der er lykkedes med at få seerne til at bruge halvanden time på et program om Mellemøsten. Men det gør vi! Der vil selvfølgelig være andre værter, som kan det samme som os, men de gør det ikke, siger hun og trækker luft ind.

– Men vi får lov til at gøre det, og så har vi også en forpligtelse til at lave et ordentligt stykke journalistisk, dokumentarisk håndværk. Det kan godt være, at vi pakker det ind i mad, kærlighed og flot natur, men vi laver også oplysning.

– Vi laver public service. Og det er det, vi er ansat til. Og det kan vi bare. Dem, der siger andet, kan simpelthen rende og hoppe. Og det må du gerne citere mig for.

Anne Hjernøe slår let i bordet og tager så en tår af sin kaffe for at falde lidt ned igen.

Anders Agger: – Vi har skabt et program, som ikke er så nemt at skrive ned på et stykke papir. Hvis vi gik op og præsenterede Anne og Anders-idéen for vores mediechefer i dag, ville de sige: Nej tak. Altså både til rytmen, formatet og måden, vi gør det på.

Han tænker sig om et øjeblik. Så siger han:

– Vi gør jo tingene på vores egen måde. I vores program må det godt gå langsomt. Vi lytter og giver folk lov til at tale ud. Vi er heller ikke så bange for pauser.

– Og det strider jo imod alt det, alle andre siger, at man skal gøre. Og det, synes jeg indimellem, er det allerbedste: At programmet lidt er en skråt op-finger til den måde, vores mediemoguler tror, man skal lave tv til seerne. De siger, det skal være konstrueret og gå tjept, men vores seere vil have det modsatte.

Det tager ikke mange sekunder for parret at komme i tanke om den sæson, som var sværest for dem at lave, og de siger det nærmest i kor: Besøgene på de danske slotte.

– Det var den mest rædselsfulde sæson, udbryder Anders Agger.

Anne Hjernøe skynder sig at komme ham til undsætning: – Nej altså, det var jo fantastisk at besøge slottene og fortælle deres kulturhistorie og den kamp, det er at holde dem ved lige, men vi blev bare sat ind i nogle scenerier, der ikke var os.

– Vi blev jo klædt ud – Anders spillede lut og havde prinsehår, og jeg var Rapunzel iført et rigtig prinsesseskrud. Vi sad hele tiden ved sådan nogle lange jagtborde med 10 kilometer imellem os og puttede mad i munden.

Anders Agger ryster på hovedet: – Vi lavede ikke andet end at æde i to timer. Det var simpelthen ...

– Ja, det klædte os ikke så godt, afbryder Anne Hjernøe.

– Og det er klart, jeg synes selvfølgelig, vores kulturarv er vigtig, men jeg synes også, det er vigtigt at komme til Afrika og formidle, hvordan 23.000 kvinder dør af luftvejsinfektioner om året, fordi de laver mad i små blikskure med brænderøg. Nu er der så nogle, der har opfundet en metode til at reducere røg og brug af brænde. Det er fantastisk.

Og det er dén historie, Agger og Hjernøe er på vej til Kenya for at lave. En historie, der i udgangspunktet handler om mad og mango, men som udvikler sig til at handle om kvindeliv og klimamål.

Anne Hjernøe: – Min mission er at fortælle danskerne, at der findes skønne, smukke, fantastiske mennesker over hele verden, der gerne vil præcis det samme som os. De vil gerne leve i fred og fordragelighed, være sunde og raske, have en uddannelse og leve i velstand. Og jo jo, så er der nogle brodne kar indimellem, men det er der eddermame også i Danmark.

Anne og Anders-programmerne er så meget mere end en mangosalat, men maden er stadig vigtig, for den gør, at man kan sætte sig ned i øjenhøjde med alle folk, dele et måltid og tale sammen, og det er dér, at verden pludselig folder sig ud, siger hun og tilføjer:

– Ligesom når Anders går ind i folk og med et enkelt spørgsmål og en hel masse tavshed får folk til at tale.

Anders Agger griner og fortæller, at da han i sin tid sad bag på Anne Hjernøes motorcykel i shorts i otte graders varme på vej ind i Hornbæk for at optage det allerførste Anne og Anders-program, havde han ikke i sin vildeste fantasi troet, at de her 12 år efter stadig ville være i gang.

Anne Hjernøe griner: – Jeg havde haft motorcykelkørekort i en uge, og du er altså 190 cm, som jeg skulle have siddende bagpå. Jeg ved ikke, hvem af os, der var mest modig. Det var alt for langt ude.

Anders Agger griner med: – Vi var modige begge to. Men lige dér kunne man nok ikke se ind i, at vi skulle sidde i 2023 på vej til Kenya.

– Og apropos Kenya, siger Anne Hjernøe og kigger på sit ur: – Nu er der kun 13 timer til, vi skal af sted.

Vi bryder op. Parret skal videre ud i byen med deres familier, inden flyet i nat sender dem ud på nye eventyr.

Artiklen blev udgivet i femina uge 4, 2024. Dette er en redigeret version.

Læs mere om:

Læs også