Samfund
26. april 2023

De midtjyske jordemødre har fået en ny type vagter. Og nu er overarbejdstimerne raslet ned

Ny ordning skal give jordemødre bedre arbejdsvilkår, og indtil videre virker ordningen som en succes.
Af: Nanna Niemann
jordemoder

Foto: Jens Astrup/Ritzau Scanpix

Landets jordemødre har længe råbt om travle vagter og om, at det er svært at få privatlivet til at hænge sammen med arbejdslivet på fødegangene.

Men nu bliver det sidste måske lidt nemmere.

For en ny ordning på regionshospitalet i Gødstrup ved Herning giver jordemødrene mulighed for at vælge en arbejdsuge med fire vagter af ni timer. Det skriver DR.

Og noget tyder på, at den nye ordning, der trådte i kraft den 1. april, er en succes.

– Jeg synes, at det fungerer mega godt. Det er fedt, at vi har en ledelse, der godt kan se, at vi skal prøve noget andet, siger Sidsel Lykke Neesgaard, der er jordemoder på fødeafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup til DR.

Ordningen har mødt stor tilslutning på hospitalet, hvor over halvdelen af personalet på afdelingen, som jordemødre, social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, har takket ja til at blive en del af den.

Halse efter opgaverne

En af kvinderne bag ordningen er chefjordemoder på afdelingen, Ann Fogsgaard, og hun håber, at ordningen giver et bedre arbejdsmiljø med mere trivsel og mindre fravær.

Inspirationen kommer fra forskning indsamlet på det private arbejdsmarked.

– Jeg har været nysgerrig på, om vi kunne overføre de erfaringer til sundhedsvæsenet – og det tror vi på, at man kan, siger Ann Fogsgaard til DR.

Noget tyder på, at hun har haft ret i sine forudsigelser. Hun fortæller, at overarbejde, der ellers tidligere var et problem på afdelingen, er raslet ned.

Det skyldes, at jordemødrene nu har tid til at gøre deres vagter færdige og ikke skal halse efter opgaverne.

Jordemødrene har i længere tid råbt op om dårlige arbejdsforhold og en lav løn. Forhold som femina update begyndte at dække i 2020.

Forholdene førte blandt andet til, at over 1000 jordemødre i foråret 2021 afviste at skrive under på nye ansættelser, før de fik bedre løn. Derefter forlod mange jordemødre i særligt Region Hovedstaden deres faste jobs.

I januar 2022 var presset så akut, at Region Hovedstaden havde 100 ledige jordemoderstillinger. De mange ledige stillinger blev besat af jordemodervikarer, men i begyndelsen af 2023 indførte regionen et vikarstop, og efterfølgende har afdelingerne ikke længere haft det samme høje antal af ledige stillinger.

Læs mere om:

Læs også