Dronning Elizabeth 2. død
Samfund

Da dronning Elizabeth døde, blev jeg trist. Men der er noget, vi er nødt til at tale om

19. september 2022
Fortalt af Fahad Saeed til Sofie Olivia Mørch
Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
En dronnings død reparerer ikke fortiden. Men den kan ikke overskygge en nødvendig samtale om ulighed og kolonialisme, skriver Fahad Saeed, der er britisk statsborger og diversitetskonsulent.

Der tikkede en sms ind fra min veninde: ‘Dronning Elizabeth er død’.

Jeg skulle lige smage på det. Jeg kunne ikke mærke, om det var en af de verdensbegivenheder, jeg selv burde have en aktie i eller en mening om.

Men allerede inden for den første time kunne jeg se, de første kritiske TikToks og Memes var postet på de sociale medier. Nogle gjorde grin med deres forældres overreaktioner og sorg.

Fahad Saeed:

Diversitetskonsulent. Født i 1980. Britisk statsborger. Kom til Danmark i begyndelsen af 80’erne.

Hans forældre er født i Indien, og de har levet under Commonwealth.

Andre lavede memes om, hvordan prinsesse Diana sikkert vogtede Sankt Peters porte og nægtede dronning Elizabeth adgang. 

Her kunne jeg mærke, at min reaktion var lidt anderledes. Hvor mærkeligt det end var, kunne jeg mærke en tristhed. En tristhed jeg ikke var forberedt på, og måske heller ikke havde lyst til at mærke.

Men hvorfor var jeg trist, tænkte jeg? 

Mig, der hader folkelighed og har forsøgt at dekolonisere de fleste af mine livssyn, så jeg burde være i stand til at være kritisk overfor størrelser som det britiske kongehus. 

Da Lucia Odoom beskrev det som “Stockholmsyndrom”, kunne jeg mærke, der var noget, der harmonerede med mine egne følelser. Det var jo lidt sådan, det var. 

En opmærksomhed på, at Storbritanniens største og bedste eksportvare var den kulturelle myte om det elskværdige kongehus. Den myte var også sevet ind i mit sind. Derfor føltes min tristhed enormt komplekst. Med en stærk bevidsthed om, at den ikke burde være der.

Der er aldrig et godt tidspunkt at tale om kolonisering eller racisme

Mine forældre er gamle nok til at være født i Indien, og de har levet under Commonwealth. 

Min barndom var fyldt med britisk nostalgi. Marmite på toast og måske en enkelt kop med dronning Elizabeth på. 

Det britiske kongehus og Commonwealth:

’The Commonwealth of Nations’ kaldes det britiske statssamfund på dansk. Det er et frit forbund på 56 lande, hvoraf de fleste enten har været under britisk styre eller koloniseret af Storbritannien.

Udover Storbritannien anerkender 14 af forbundets medlemslande den britiske monark som statsoverhoved, eksempelvis Canada, Australien og New Zealand.

Flere Commonwealthlande har i de seneste år forladt fællesskabet og erklæret sig som republik, senest Barbados i 2021.

Canada, Australien og New Zealand har flere gange overvejet at forlade fællesskabet.

Kilde: DR

Vi elskede ikke kongehuset, men det var der ligesom. Det var med lige dele kritik af de “hvides verden” og forundring, kongehuset blev omtalt. “De fleste juveler i den britiske krone har de stjålet fra os, og så var hun i øvrigt ikke særlig sød mod Prinsesse Dianna”, sagde min far.

Dronning Elizabeths død aktualiserer en nødvendig samtale om kolonisering.

Men må man tale om briternes forbrydelser ved nogens begravelse? Nej, ville mange sige. Man forstyrrer selvfølgelig ikke en nation, der sørger.

Men hvornår må vi så tale om koloniseringens effekter? Eller italesætte vores samfund som post-kolonial, dermed forstået at vi stadig mærker effekterne af rovdrift på både natur og mennesker i lande, der tidligere har været koloniseret.

Koloniseringen af det, briterne kaldte for det “Indiske Subkontinent”, kan man stadig mærke effekterne af i dag.

For mig og så mange andre pakistanere og indere taler det ind i nogle konkrete følelser og oplevelser, som stadigvæk sidder i mig og min families kroppe.

Modargumentet mod en aktualisering af post-kolonial kritik, synes at være, at fortidens forbrydelser hører til en anden tid. At gamle koloniserede nationer bruger kolonisering som en undskyldning for utilstrækkelighed og korruption. At alting ikke kan forklares med kolonisering.

Men hvis ikke vi kan tale om det nu, selv ved en dronnings begravelse, kommer vi aldrig til at tale om det. Her var det britiske kongehus og dermed også dronningen selv, både galionsfigur og politisk medskyldig.

Alt dette ved jeg godt. Hvorfor er jeg alligevel trist over dronning Elizabeths død?