"Da de to piger prikkede mig på skulderen, forventede jeg alt andet end dette"

Mina Knudsen er journalist på feminas norske søstermedie, KK. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

Klokken er lidt over otte fredag morgen. Jeg er på vej til arbejde, solen skinner, og det er snart weekend. I dag skal koncernen præsentere den reviderede strategi, og er der efterfølgende inviteret til fredagsbar, hvor det nye budgetår skal fejres. En ekstra undskyldning for at gøre lidt mere ud af sig selv, tænker jeg.

Makeuppen er lagt, håret er krøllet, og den nye efterårsfrakke får endelig lov at blive luftet.

Jeg går i min egen verden med musik i ørerne, da jeg hører et "undskyld". To piger i 20’erne går forbi, og de prikker mig på skulderen.

"Jeg ville bare sige, at du har et virkelig sejt outfit," siger den ene og smiler til mig, før hun går videre.

"Tak, det var virkelig pænt sagt!" råber jeg efter hende, før jeg sætter musikken på igen.

Det, hun måske ikke ved – hvis hun da ikke læser dette – er, hvor meget det faktisk betød for mig at høre det. For hvor dejligt er det ikke at få komplimenter? Det er lidt mærkeligt, men det føles jo godt.

Når nogen siger noget positivt om os, aktiveres hjernens belønningscentre, især dopaminsystemet. Det giver en følelse af glæde, tryghed og samhørighed. Vi bliver mindet om, at vi har værdi i andres øjne, og det styrker vores selvbillede.

På bussen sidder jeg med et smil på læben. Hvor rart var det ikke lige? Jeg strutter ind på arbejde, og starten på den sidste dag i ugen er en tand bedre, end den ellers ville have været. Kun fordi en pige gav mig et kompliment på vej til arbejde.

Så hvorfor komplimenterer vi ikke hinanden oftere?

Vi vil helst bare være i fred

På det her punkt er vi – mig selv inklusive – ikke gode nok. Og det er måske et interessant kulturelt træk. Vi er generelt ret tilbageholdende, når det kommer til at give (og modtage) komplimenter, og der er flere grunde til det.

Vi har en personlig zone og et privatliv, som vi værner meget om – både fysisk og mentalt. Når man får et kompliment fra en fremmed, kan det føles som en lille invasion, fordi man ikke er vant til, at folk “trænger sig på” med social kontakt på den måde. Du ved, vi sidder i vores egen boble i bussen og vil helst “bare være i fred”.

Janteloven spøger måske stadig hos nogle – den gamle sociale kode “du skal ikke tro, du er noget”. At give et kompliment kan måske føles som at bryde med idéen om, at alle skal være lige. Det kan endda føles lidt “akavet” eller kunstigt. I det øjeblik du tænker, at du vil sige, hvor flot en taske hende i bussen har, så lader du være – af frygt for, at det er pinligt, eller at du invaderer hendes space.

Derudover er vi ikke de mest direkte folk i Norden. Vi kommunikerer meget “mellem linjerne” og forventer, at folk forstår, at vi kan lide dem, uden at vi siger det direkte. Her kan mange sikkert genkende, at vi hellere viser anerkendelse gennem handlinger: hjælpe til, vise loyalitet, overholde aftaler – men ikke nødvendigvis med ord.

“You look amazing!”

Da jeg var i Los Angeles for første gang for mange år siden, lagde jeg tydeligt mærke til denne forskel. Bare man gik ud ad døren der, kom komplimenterne i en lind strøm. Det kunne være fra ham, der serverede dig kaffe på den lokale kaffebar, hende du gik forbi på vej til parken, eller fra et par, som bare pludselig måtte sige “You look amazing!”

I USA er komplimenter en naturlig del af smalltalk-kulturen, som også er helt anderledes end her. Mange i norden hader arrangementer, hvor de skal smalltalke med fremmede, mens det i USA er lige så almindeligt som at tale med kolleger.

Der er smalltalk en socialt lim – en måde at opbygge tillid, positiv energi og netværk på. Komplimentet er ikke nødvendigvis dybt ment, men det skaber god stemning og tilgængelighed.

Hvordan kan vi blive bedre til det?

I feminas norske søstermagasin KK har vi tidligere interviewet en kvinde, der hed Maria Dammyr, som kastede sig ud i det, vi kaldte en “måske lidt usædvanlig udfordring”.

Hun skulle give et kompliment hver dag til en fremmed i hele marts måned. Hun fortalte, at det koster så lidt at være venlig og give et kompliment.

– Det giver en så god følelse. Man ved aldrig, hvad folk går igennem, så at give et kompliment kan betyde mere, end man tror. Det kan virkelig redde nogens dag, fortalte hun dengang.

Jeg hylder og er så enig med Maria. Ofte har vi et mere kritisk billede af os selv, end andre har. Et kompliment kan derfor udfordre de negative tanker. Et ægte kompliment kan skabe tillid og nærhed.

Jeg er glad for, at jeg blev mindet om, hvor lidt der skal til for at få en anden til at smile. Hvor lidt der skal til for at glæde andre. Måske vi skal begynde at se op fra mobilen og turde sige noget pænt.

Det vil jeg i hvert fald.