Christine arbejder på et hospice: "Døden er tabu. Vi må helst ikke dø længere"

Svanevig Hospice ligger smukt med udsigt over marker og Smålandshavet ved Lolland. I de lave, moderne bygninger er der 14 lejligheder til alvorligt syge patienter. 12 af dem er i brug denne dag.

For få timer siden var Christine Wede Lohse med til at sende en patient derfra i kiste.

- Patienten blev fulgt ud af sin familie og os fra personalet, mens en af de frivillige her på hospice spillede en smuk, stille melodi på klaver. Det var så fint og stemningsfuldt, og det var rigtig rørende.

- Når en patient dør, tænder vi også et levende lys, og det puster vi ud, når kisten bliver kørt væk. Det betyder meget at have de her små ritualer, som vi bruger til at markere, at et liv er slut, fortæller hun.

På hospice forsøger man ikke at helbrede, men at lindre og give den bedst mulige livsafslutning. Det er især mennesker med uhelbredelig kræft, men også KOL og nervesygdommen ALS, der bliver indlagt på Svanevig Hospice.

De fleste dør der. Nogle gange går der kun få dage. Andre er indlagt i flere uger.

- Men hospice er ikke kun et sted, du kommer for at dø. De fleste forestiller sig, at det er sidste stop – endestationen.

- Men 20 procent af patienterne kommer for at få den rigtige smertelindring eller en anden form for behandling, der betyder, at de kan komme hjem igen. Nogle kommer måske tilbage efter et stykke tid, mens andre dør derhjemme.

Det er knap et år siden, at Christine blev ansat som sygeplejerske på hospice. Det er et job, som hun har drømt om siden sin studietid.

- Det er måske lidt usædvanligt, for der er en del fordomme i faget om at arbejde på et hospice. Men jeg blev hurtigt fanget af det palliative arbejde – plejen af døende – da vi arbejdede med det på skolen.

- Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Men det handler om meget mere end at holde den døende i hånden. Her på stedet arbejder vi med ret komplekse behandlinger, der kan sørge for, at den sidste tid bliver så god og rolig som overhovedet muligt.

Ønsket om at arbejde med døende blev forstærket, da Christine i de første fire år som færdiguddannet arbejdede på neurologisk afdeling på Bispebjerg Hospital. Her mødte hun ALS-patienter i den sidste fase af livet. Men det blev der sjældent snakket højt om. Døden blev mere set som noget, der skulle behandles og bekæmpes.

- Jeg oplevede en tendens til, at døden er tabu, selv i forhold til terminale patienter. Vi må helst ikke dø længere. Det er en fiasko, hvis det mislykkes at redde patienter.

- Derfor mener jeg, man bliver ved med at behandle for længe. Jeg synes, det er mere ærligt at snakke med patienten og de pårørende om det uundgåelige.

Det er på en måde at fratage folk muligheden for at forholde sig til den tid, der er tilbage. Her på hospice taler vi naturligt om døden med patienterne og deres familier, og jeg synes, det er befriende at få lov til bruge min faglighed til at give dem en værdig afsked.

En oase med overskud

Christine lægger ikke skjul på, at i starten var det en udfordring som ung sygeplejerske at skulle tage den svære samtale med dem, der ser døden i øjnene. Nogle er afklarede. Andre er dybt fortvivlede.

- Jeg snakker både med den døende og de pårørende, som jeg også skal prøve at gribe og støtte i deres sorg. Det kan være sindssygt krævende, for der er jo ikke nogen fast opskrift på, hvordan jeg skal gøre det.

- Jeg har stået i situationer, hvor der bare ikke findes de rigtige ord. Men min opgave er også mærke efter, lytte, trøste og bare være til stede, når der er brug for det.

- Jeg tror faktisk ikke, jeg nogensinde kan blive færdiguddannet i den del, uanset hvor mange år, jeg kommer til at arbejde med døende.

Patienterne på hospicet bliver aldrig bare et CPR-nummer for Christine. De gør indtryk og efterlader aftryk hos hende.

- Det er intenst at blive inviteret ind i andre menneskers liv i den fase. Jeg får indblik i de store følelser, der kan være på spil hos den døende og de pårørende – fra konflikter til kærlighed.

- Jeg får en tæt relation til mine patienter på kort tid, og det bevæger mig, når de dør. Men selvfølgelig påvirker det mig mere, når det er en ung mor med tre børn, end når det er en kvinde på 90 med langt liv bag sig.

- Men det nytter jo ikke noget, at jeg bryder helt sammen. Men efter sådan en dag har jeg virkelig brug for at snakke med mine kollegaer og cleare hovedet, inden jeg kører hjem.

- Der sker også noget, når jeg tager min uniform af og trækker i mit eget tøj. Det er en slags skjold mellem mine to verdener.

Men selv om der er tunge dage, er det ikke sådan, at Christine går fra død til død. Der er også liv og glade dage på Svanevig Hospice.

- Jeg bliver tit spurgt, om det ikke er for trist og hårdt at arbejde med døende mennesker. Men det er helt misforstået, hvis man tror, det kun er gråd og sorg. Det er faktisk noget af det mest livsbekræftende, jeg har prøvet.

- Det er en oase med en helt særlig fred og ro, og der er ingen, der stresser rundt. Vi har tid til at grine, snakke og hygge os sammen med patienterne og de pårørende. Der er sang, musik og små udflugter med dem, der har overskud til det.

- Mit arbejde har helt sikkert smittet af på mit privatliv på en positiv måde. Når jeg kommer lige fra en døende patient, kan jeg ikke blive sur over, at tøjet er glemt i vaskemaskinen eller andre ligegyldige småting.

- Så bliver jeg bevidst om at nyde livet sammen med min mand og lille datter i stedet for at brokke mig.