Karina Lorentzen
Partnerdrab

Bred politisk opbakning til handleplan mod kvindedrab: ”Man kan vel ikke være uenig i at ville stoppe partnerdrab”

1. februar 2022
af Signe Bertram
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix
En rundspørge blandt partiernes retsordførere viser, at der er bred opbakning til at lave en handleplan mod kvindedrab. Socialdemokratiet har endnu ikke forholdt sig til det konkrete beslutningsforslag: "Det er en postgang for tidligt at sige, at vi bakker op om det konkrete indhold af forslaget, siger partiets retsordfører.

SF, Enhedslisten og Radikale Venstre fremsætter nu et forslag om at lave en national handlingsplan mod partnerdrab på kvinder.

femina har lavet en rundspørge blandt partiernes retsordførere, som viser, at der er bred opbakning til forslaget. Hvad den konkrete handlingsplan skal indeholde, er der dog uenighed om.

Forslaget kommer efter den seneste måneds sager om kvindedrab herhjemme.

Regeringens støttepartier vil med handlingsplanen have en større indsats for at forebygge partnerdrab, som er den største enkeltstående type af drab, der bliver begået herhjemme.

I gennemsnit bliver 12 kvinder årligt slået ihjel af deres nuværende eller tidligere partner i Danmark.

Den 3. januar blev en 24-årig kvinde fundet død i en nedsunket bil ved Amager Strandpark. Hendes kæreste blev sigtet for at have kvalt og dræbt hende.

Den 21. januar faldt en 33-årig kvinde ned fra 1. sal i en ejendom i Silkeborg og blev indlagt i kritisk tilstand. Hendes samlever blev sigtet for forsøg på manddrab.

Den 22. januar blev en 50-årig kvinde dræbt med kniv i Ebeltoft. Hendes samlever blev sigtet for drabet.

Den 29. januar blev en 27-årig kvinde slået ihjel med knivstik på et asylcenter i Løgumkloster. En 32-årig mand med en familiemæssig relation til offeret er sigtet for drabet. Politiet har ikke oplyst, hvilken relation der er tale om.

En ambitiøs plan

Retsordfører for SF, Karina Lorentzen, har taget initiativet til at samle regeringens støttepartier om forslaget.

De ønsker, at regeringen får udarbejdet nogle konkrete tiltag inden udgangen af 2022.

– Vi stiller forslaget, fordi vi ikke længere vil diskutere, om der skal gøres noget. Nu skal vi komme i gang og få det gennemført.

– Jeg har været retsordfører siden 2008, og dengang følte jeg sådan en afmagt over for de her sager, fordi det føltes som om, at man ikke kunne stille noget op. Men sidenhen er der heldigvis kommet forskning, som peger på, hvad man kan gøre for at forebygge partnerdrab.

Karina Lorentzen håber, at der er opbakning blandt de andre partier til at lave en ambitiøs plan.

– Man kan vel ikke være uenig i at ville stoppe partnerdrab, men der skal også være en villighed til at finde pengene til det.

Regeringen ser positivt på forslaget

I forslaget lægger støttepartierne op til, at man inddrager forskere og relevante organisationer i arbejdet med handlingsplanen.

En af de organisationer er Danner, som i fredags afleverede 60.000 underskrifter til justitsminister Nick Hækkerup for at forpligte myndighederne til at gøre alt for at forebygge partnerdrab.

Danner har selv lavet et udspil til en handlingsplan med otte punkter, som de mener, man som minimum bør have med.

I beslutningsforslaget indgår fem af Danners punkter, som stillerne anbefaler, at partierne arbejder videre med:

  • Sikre at myndighederne har viden nok om voldens karakter, samt undervisning af professionelle, der er i kontakt med voldsofre.
  • Sikre at myndigheder og andre aktører opsporer volden tidligere.
  • Forpligte myndighederne til samarbejde på tværs. Myndigheder skal dele viden med hinanden, så volden ikke går under radaren.
  • Sætte faste rammer og forpligtelser, som myndigheder skal opfylde for at forebygge partnerdrab. Der skal samles op og sikres, at den udsatte får tilbud om den nødvendige hjælp.
  • Sikre indsatser, der stopper volden tidligere. Hvis vi skal forebygge partnerdrab og kvindedrab, skal vi forebygge vold i nære relationer.

Kilde: ft.dk

Socialdemokratiets retsordfører, Bjørn Brandenborg, siger, at regeringen ser positivt på forslaget om at lave en handlingsplan. Han har dog endnu ikke haft mulighed for at læse det præcise indhold af støttepartiernes forslag.

– Det er en postgang for tidligt at sige, at vi bakker op om det konkrete indhold af forslaget, men det betyder ikke det modsatte.

– Vi har allerede i regeringen sammen med de andre partier sat gang i en række initiativer på det her område, og det er jo et problem, som vi fra vores side tager dybt alvorligt.

Bjørn Brandenborg nævner blandt andet, at der i det seneste politiforlig blev oprettet specialiserede teams, der skal hjælpe ofre for vold i nære relationer.

D. 1. januar trådte også en ny lov i kraft, der kriminaliserer stalking.

Opbakning fra Frie Grønne og Konservative

En af dem, der bakker forslaget ubetinget op, er retsordfører for Frie Grønne, Sikandar Siddique.

– Jeg er utrolig glad for, at støttepartierne endelig er kommet frem til, at de vil lave en handleplan. Jeg har både i sidste og forrige folketingsår haft forslag i folketingssalen og holdt en konference i folketinget sammen med Danner om netop kvindedrab og krævet handling.

Også retsordfører for De Konservative, Britt Bager, er positiv over for forslaget.

– Vi er meget på den dagsorden, og vi vil helt sikkert bakke op om at lave en handlingsplan. Nu skal jeg lige læse det og se, om de har finansieret det, men hele intentionen omkring det bakker vi op om.

Britt Bager mener desuden, at vi bør kigge mod Norge, som har haft gode erfaringer med at lave en handlingsplan mod partnervold og -drab.

I Norge behandler man blandt andet dobbelt så mange voldsudøvere om året, end vi gør i Danmark, til trods for, at der er færre indbyggere.

Oppositionen ønsker hårdere straffe

Nye Borgerliges retsordfører, Pernille Vermund, vil også gerne være med til at løse problemet.

– Vi kommer til at bakke op om en handlingsplan, men det kræver, at vi rent faktisk gør noget og ikke bare spilder borgernes penge på at lave rapporter.

– Problemet med handlingsplaner er, at det ofte ender som noget skrivebordsarbejde.

Morten Dahlin, der er retsordfører for Venstre, stiller sig positivt over for idéen om at lave en handlingsplan.

– Punkt et er selvfølgelig at forhindre, at de her forfærdelige forbrydelser finder sted. Men der bliver også nødt til at være et punkt to, som er, at når der så desværre sker forbrydelser mod kvinder om end det er drab, vold eller voldtægt, så bliver vi også nødt til at lade hammeren falde med nogle hårdere og mere konsekvente straffe, end der er i dag. Det er jeg lidt ked af, at de røde partier ofte glemmer.

Hos Dansk Folkeparti kalder retsordfører Peter Skaarup forslaget om en handlingsplan ”fremragende”.

– Vi har jo selv været med til at fjerne den rabat, der var på partnerdrab tilbage i 2009. Der er god grund til at lave sådan en handlingsplan, for der er en række områder, hvor det halter.

Ligesom Venstre ønsker Dansk Folkeparti også at højere straffe indgår som en del af planen.

– Straffene er generelt for lave, og jeg synes, det er vigtigt, at politi og myndigheder tager det her meget alvorligt, og at der bliver givet hårdere ubetingede straffe for hustruvold og partnerdrab.

– Hvis man tidligere havde grebet ind og givet nogle følelige straffe for vold, så havde man måske undgået et drab. Og så tror jeg også, det er vigtigt, at vi får et bedre samarbejde mellem myndighederne, så man netop kan opdage situationer, hvor man kan risikere drab, siger han.

Der er endnu ikke sat dato for, hvornår beslutningsforslaget skal behandles i Folketinget.

Læs også