Søren Rye
Partnerdrab

Når en mand slår sin kone, skal vi huske at spørge ham: "Hvordan har du det egentligt?"

10. januar 2022
af Signe Bertram
Foto: Marie Hald
Hvert år bliver 12 kvinder i gennemsnit slået ihjel i Danmark af deres partner eller ekspartner. Søren Rye har været ansat i politiet siden 1995, og han har undersøgt, hvordan vi kan forhindre partnerdrabene. Han mener, at vi kan gøre mere. Og faktisk vil han også bede dig om din hjælp.

Der findes to slags mænd, som slår deres kæreste, kone eller ekspartner ihjel.

Den ene er en mand, som har svært ved at få livet til at hænge sammen. Når han bliver forladt, falder hele hans verden fra hinanden, og så reagerer han i vrede og afmagt.

Den anden er ondskabsfuld og manipulerende. Han bruger fysisk og psykisk vold til at kontrollere sin partner, og en dag går det så vidt, at han dræber hende.

Sat på spidsen kunne de kaldes for "staklen" og "psykopaten".

Det er de ord, Søren Rye bruger om gerningsmændene, han er stødt på i sin undersøgelse af partnerdrab i Danmark.

Han kender dem fra afhøringer, mentalerklæringer og obduktionsrapporter. En finkæmning af sagerne fra start til slut. Hver gang, han er stødt på en ny detalje, er den blevet krydset af i et regneark så stort, at han løb tør for tomme felter.

Søren Rye

Til dagligt er Søren Rye vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi. Stemningen på hans kontor i Rødovre bliver for en kort stund lettere, da snakken falder på det enorme evighedsregneark. Ellers fremfører han sine pointer sikkert og koncentreret, på en måde der afspejler, at de handler om menneskeliv.

Undervejs kalder han ligheden mellem partnerdrab i Danmark og England for skæg, men så omformulerer han sig. For sammenfaldene mellem statistikkerne er ikke så skægge.

De peger på det samme, store problem: At selv om kurven for drab generelt er nedadgående, bliver der begået lige så mange partnerdrab år efter år.

– Der ligger et bånd af partnerdrab i bunden af statistikken, som man ikke har kunnet finde en løsning på at få stoppet, fortæller Søren Rye, imens han rører ved en stak papirer, hvor han har printet de vigtigste tal og grafer ud.

– Jeg håber, at nogle af de ting, jeg har fundet ud af, kan betyde, at man knækker bare en del af den kurve.

I gennemsnit bliver 12 kvinder i Danmark hvert år slået ihjel af en nuværende eller tidligere partner. Retsmediciner ved Aarhus Universitet Asser Thomsen har i en ph.d. kortlagt samtlige drab begået i Danmark mellem 1992 og 2016, og i den periode blev 298 kvinder og 79 mænd slået ihjel af en partner eller ekspartner.

Det er den største, enkeltstående drabstype, som bliver begået herhjemme. Partnerdrabet på en kvinde bliver derfor også kaldt ”det mest forudsigelige drab”, og målet med Søren Ryes undersøgelse er netop dét: At kortlægge drabene for at blive bedre til at forudsige dem. Og reagere, inden det er for sent.

– Hvis vi kan spore os ind på de par, hvor det kan gå helt galt, så kan vi også hjælpe dem i tide.

– Politiet kan selvfølgelig sørge for, at de bliver fysisk skilt fra hinanden, at der kommer et tilhold, og at vold og trusler bliver straffet. Men i behandlingssystemet og det sociale system kan man også hjælpe nogle par, som skal finde ud af at blive sammen på en anden måde, der ikke gør ondt.

Søren Rye

Har været ansat i politiet siden 1995 og har blandt andet været efterforsker og arbejdet for PET. I dag er han vicepolitiinspektør hos Københavns Vestegns Politi.

Han lavede sin undersøgelse af partnerdrab i Danmark som afsluttende opgave på en master i anvendt kriminologi og politiledelse på Cambridge University i England.

Ti ud af tolv danske politikredse gav ham lov til at gennemgå alle partnerdrabssager fra 2007 til 2017. Det blev til i alt 77 sager.

Hvordan har du det?

Engang blev politiet kaldt ud til "husspektakler", hvis naboen var bekymret for, hvad der foregik på den anden side af væggen. I dag kaldes det mere passende for "vold i nære relationer".

Siden 2015 har betjente haft et lille spørgeskema med, som de kan udfylde, når de har talt med parret. Spørgsmålene handler blandt andet om vold, trusler, psykisk sygdom og misbrug.

Hvis betjentene kan sætte hak ved mindst to, skal sagen videre til et særligt team, som vurderer risikoen for, at volden eskalerer, eller at det kan ende med et drab.

Vi skal opbygge en stikkerkultur. I hvert fald skal vi alle sammen blive bedre til at sige, at man kan angive nogen for at hjælpe dem.

En del af Søren Ryes undersøgelse gik ud på at sammenligne spørgsmålene med drabssagerne. Er der noget mere, betjentene kan spørge om, som ikke står på skemaet? Det er der.

I stakken af papirer finder Søren Rye et tal frem. 53 procent af de mandlige gerningsmænd i hans undersøgelse havde vist tegn på at have lyst til at tage sit eget liv. 68 procent, hvis man tæller dem med, som faktisk begik selvmord efter drabet.

– En af de ting, jeg har foreslået, er, at vi skal huske at spørge både forurettede og gerningsmand: Hvordan har du det egentlig? Synes du nogle gange, at det bliver for meget? Og har du overvejet, at dit liv skulle slutte?

– Man kan prøve at finde en måde at få spurgt til det på, hvis man som betjent har en dårlig mavefornemmelse, når man står ude hos et par.

Søren Rye

Søren Rye understreger, at når han har krydset boksen "selvmordstendens" af i excelarket, så er det ikke lige så præcist som en psykiatrisk diagnose.

– Det kan stå i mentalerklæringer eller lægeudtalelser, men det kan også være en pårørende, der i en afhøring har sagt: ”Han var igen og igen meget ked af det og sagde, at han bare havde lyst til at dø.”

Stikkerkultur

Det er afhøringer af familie og venner som den, der får Søren Rye til at komme med endnu en opfordring.

En, der kræver noget af os alle sammen: Vi skal blive bedre til at sige noget til nogen, når vi kender til vold i hjemmet eller har på fornemmelsen, at et parforhold er ved at køre helt af sporet.

– Jeg har sammenlignet det med spritkørsel. Før i tiden, når man sad på kroen og kørte hjem, så var der ikke nogen, der ringede til politiet. I dag er chancen for, at der er nogen, som ringer, meget større, fordi vi alle sammen har ændret kultur og holdning til spritkørsel.

– Meget populistisk har jeg skrevet, at vi skal opbygge en stikkerkultur. I hvert fald skal vi alle sammen blive bedre til at sige, at man kan angive nogen for at hjælpe dem. Det er ikke kun for at stikke dem i ryggen, og for at kommunen kommer og stikker næsen i deres private sager.

Det er en kun i en fjerdedel af partnerdrabssager, at politiet tidligere har haft kontakt til parret. Så selv om man optimerer myndighedernes spørgeskemaer og risikovurderinger, er det vigtigt, at alle, der ved noget, også får det sagt, før det er for sent.

– Selvfølgelig skal vi passe på, at vi ikke går rundt og angiver hinanden hele tiden, men vi skal turde at lytte mere til vores mavefornemmelse end den stemme, der siger: "Hvad nu, hvis jeg tager fejl".

"Staklen" og "psykopaten"

Søren Rye har selv prøvet at komme for sent.

I 2004 skød og dræbte en 42-årig mand sin 38-årige ekskæreste uden for hendes lejlighed i Brøndby. Derefter skød han også sig selv.

Søren Rye og hans kollega blev sendt ud for at overbringe beskeden til mandens 15-årige søn, som han havde fra et tidligere forhold. Drengens mor kørte med i bilen.

Da de kom frem til gerningsmandens hjem i Helsingør, var hun den første til at opdage, at inden manden havde skudt sin ekskæreste og sig selv, var han også gået op på sønnens værelse og havde skudt ham og hans hund.

Når man i halvdelen af sagerne kunne have haft chancen for at lave en risikovurdering, så burde der være flere sager, der endte med en løsning i stedet for et drab.

Når Søren Rye skal forklare, hvorfor han skrev sin opgave om lige netop partnerdrab, kalder han det for et tilfælde. Han faldt over et studie fra England og Wales, som ikke fandtes i en dansk version, og så kunne han genbruge de samme metoder.

Men når han taler om, hvordan man kan forebygge, at så mange bliver slået ihjel hvert eneste år, så lyder han som en mand med en sag. Den ene refleksion leder til den næste, og hans fyldte kaffekop står urørt ved siden af de velordnede dokumenter.

Det er mange år siden, at han selv har været på gaden. Oplevelsen i Helsingør er den eneste sag om partnerdrab, han er blevet sendt ud til. Men gennem tiden har han mødt mange af de mænd, som slår. Dem, han kalder "staklen" og "psykopaten".

Søren Rye

– Når jeg kigger tilbage, kan jeg godt huske dem. Når vi var ude til husspektakler, mødte jeg nogle mænd, som sad og græd og ikke kunne styre noget, og så var der nogle ubehagelige typer, hvor de også forsøgte sig med magtspillet over for os, når vi kom.

Søren Rye skynder sig at tilføje, at han hverken er psykolog eller psykiater. Det er nogle mønstre, han har observeret i sagsmapperne, og så har han givet dem de navne for at tegne et billede.

– "Staklen" er ham, der har svært ved at interagere med andre mennesker. Han har måske ikke noget arbejde og ovenikøbet et misbrug. I Jylland kaldte vi ham for en "træmand". Han er ikke nogen uskyldig stakkel, men han reagerer bare helt uhensigtsmæssigt, hvis konen eller kæresten for eksempel går fra ham.

– Ham tror jeg, at man kan behandle med terapi, vredeshåndtering eller psykiatrisk behandling, som får ham trukket ud af det her røde område.

– Så er der "psykopaten", som er løgnagtig, bruger psykisk og fysisk vold til at dominere og styre kvinden. Det er de historier, man hører igen og igen om, at forholdet går lynhurtigt. Lige pludselig flytter han ind, og så må hun ikke se sine veninder, og hun må ikke se på sin telefon.

– Han vågner altså ikke op en dag og indser, at han er selvoptaget og ondskabsfuld, så der handler det mere om at få hende et sikkert sted hen.

Der findes også en tredje type, der begår partnerdrab, nemlig kvinderne. Deres sager har Søren Rye også undersøgt, og selv om "staklen" og "psykopaten" findes blandt kvinder, så er det et andet mønster, der tegner sig.

– En stor del af de kvindelige gerningsmænd er kendt i sager, hvor de har været ofre for vold. Flere af dem har en historik, hvor de er blevet misbrugt som barn eller ung, der også gør, at de kan overreagere i visse situationer.

– Mange af sagerne har lidt karakter af selvforsvar, men enkelte af dem er velplanlagte. Og de slår oftest ihjel med en kniv, men kun et enkelt knivstik. Mænd har tendens til at stikke mange gange.

Hvad så nu?

Med al sin viden har Søren Rye et sidste forslag til, hvordan man kan forhindre, at vold og konflikter ender som et partnerdrab.

Det er nemlig ikke kun du og jeg, familiemedlemmet og naboen, som skal blive bedre til at sige bekymringerne højt. Det skal myndighederne også.

Søren Rye

Ligesom med SSP-samarbejdet, som står for skole, socialforvaltning og politi, ville samarbejde på tværs af myndigheder kunne danne et mere fintmasket net. Sundhedsvæsenet og kommunen kan vide noget om et par, som politiet ikke gør, og omvendt.

– Hvis man frygter, at der sker et drab i morgen, så har man ret og pligt til i alle myndigheder at alarmere nogen.

– Men hvis man i én myndighed har lavet en intern risikovurdering, som boner ud, men ikke er akut, så kan man være begrænset af persondataloven, sundhedsloven, serviceloven og retsplejeloven. Nogen ved måske ikke præcist, hvad de må dele, og så holder de igen.

I lige over halvdelen af sagerne har Søren Rye fundet indikationer, som skulle have fået alarmklokkerne til at ringe. Vold, trusler, selvmordstendens.

I en fjerdedel ved politiet noget, i en fjerdedel ved pårørende noget, og i en fjerdedel ved andre myndigheder noget. Nogle af sagerne er de samme, og så når man samlet set op på halvdelen.

Søren Ryes regneark kommer ikke til at gøre en forskel for de mennesker, hvis sagsmapper han har undersøgt. Men hans håb er, at hans forslag kan gøre en forskel for ofrene i fremtiden.

– Når man i halvdelen af sagerne kunne have haft chancen for at lave en risikovurdering, så burde der være flere sager, der endte med en løsning i stedet for et drab.

Her kan du få hjælp

Er du udsat for vold? Ring til Lev Uden Volds nationale hotline på 1888.

Du kan ringe anonymt døgnet rundt og tale med en rådgiver, som også kan henvise dig til et krisecenter.

Har du tanker om selvmord, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201.

Du kan også skrive til deres chatrådgivning på livslinien.dk