Alle kan være Pussy Riot: "Hvis kvinder begynder at gøre oprør, vil det hele kollapse"

– Jeg oplever ikke denne tid som at leve.

Maria Alyokhina kigger på mig, lader blikket hvile længe.

Det er snart halvandet år siden, hun forlod Rusland. Forklædt som et cykelbud krydsede hun grænsen til nabolandet Belarus, hvorfra hun brugte over en uge på at komme ind i Litauen.

Nu sidder hun midt i en solskinsplet med Louisiana som bagtæppe og udsigt over Nivå Bugt, der glimter fløjlsblødt i horisonten.

Anledningen for hendes besøg er udstillingen Velvet Terrorism, der netop er åbnet på Louisiana. Den præsenterer mere end ti års performanceaktioner udført af det feministiske kunstnerkollektiv Pussy Riot, som Maria Alyokhina har været en central del af, siden gruppen blev etableret i Moskva i 2011.

Maria Alyokhinas besøg i det nordsjællandske er ikke gået ubemærket hen. Alle vil have en del af den feministiske rebel, for hvordan tør hun og de andre at trodse og håne Vladimir Putins diktatur?

– Hvad nytter det at være bange? spørger hun retorisk, da det halve pressedanmark, fodret med kaffe og croissanter, sidder klar til at nedfælde hendes budskaber under pressemødet.

Det kan godt være, hun ikke ‘lever’. Det kan godt være, hun aldrig kan vende hjem til Rusland igen. Men i det mindste kæmper hun, og “hvis du er fri i hjertet, er det lige meget, hvor du er,” som hun tidligere har udtalt til The New York Times.

Jeg spørger, om hun ikke bliver udmattet af kampen. Om det ikke føles tomt, at danske museumsgæster nu stolt kommer til at hænge plakater op med Pussy Riot-tryk derhjemme, mens hun som den eneste rent faktisk risikerer noget?

Hun kigger lidt undrende på mig.

– Vi er født under forskellige omstændigheder, siger hun tørt.

– Men jeg synes da også, at I burde købe nogle elefanthuer og klippe huller i dem. At I burde kæmpe. Det er faktisk vores mission med den her udstilling, at vise at alle kan protestere, at alle kan være Pussy Riot.

Sendt i straffekoloni

Pussy Riot blev grundlagt i oktober 2011. Vladimir Putin, der på det tidspunkt var premierminister, havde netop annonceret, at han igen stilede efter præsidentposten, når russerne snart efter skulle til valg.

Den beslutning var Maria Alyokhina ikke begejstret for, så sammen med omkring 10 andre kvinder formede hun Pussy Riot.

Under et halvt år senere var de verdensberømte.

Med deres aktion Punk Prayer blev Pussy Riot Vestens darlings over night, en flok feministiske frihedsikoner, som gjorde det, ingen andre turde. De satte sig selv på spil, skabte forargelse og fortørnelse og blev med deres regimekritiske praksis og fokus på ytringsfrihed og menneskerettigheder en international sensation.

Punk Prayer foregik i Frelserkirken i Moskva, en af Ruslands absolut mest hellige institutioner. Iført balaklavas, kjoler og strømpebukser i muntre farver stormede Pussy Riot-medlemmerne ind i kirken og op på alteret, hvor de nåede at performe i 40 sekunder, inden de blev smidt væk.

Maria Alyokhina var iført en blå balaklava, en kirsebærfarvet kjole og grønne strømpebukser. Efter aktionen tog hun direkte hen i sin søns institution. Næste dag kom politiet. Hun forlod sin søn foran fjernsynet.

– Jeg er straks tilbage, sagde hun, men der skulle gå 23 måneder.

Sammen med to andre Pussy Riot-medlemmer blev Maria Alyokhina først fængslet og sidenhen sendt til en straffekoloni i Uralbjergene, hvor hun blev indlagt til tvangsarbejde. I lejren, der var en tidligere saltmine, boede de flere hundrede kvinder, men havde kun to toiletter. Maria Alyokhinas dage gik med at vaske trapper og sy politiuniformer, 12 til 14 timer om dagen.

Den voldsomme strafferamme for den forholdsvist uskyldige aktion mødte international fordømmelse, men de russiske myndigheder stod fast, og stemplede kvinderne som ‘fremmede agenter’ og siden landsforrædere og nazister.

Jeg spørger Maria Alyokhina, hvorfor hun tror, de russiske myndigheder overhovedet går op i gruppens aktioner. Hvorfor ikke blot neddrosle fokus på en flok ikkevoldelige kvinder med hætter i kulørte farver?

– De hader lyset, svarer hun.

– De forsøger at skjule deres forbrydelser, og derfor hader de alle, der taler åbent om, hvad de foretager sig.

Tror du det betyder noget, at I er kvinder?

– Helt sikkert, ja! Jeg tror, at vores protester har påvirket staten, fordi de ikke forventede, at kvinder kunne gøre oprør.

Maria Alyokhina forstummer et øjeblik, inden hun siger:

– Og så tror jeg, de forstår, at hvis kvinder begynder at gøre oprør, så vil det hele kollapse! Der er flere kvinder end mænd i Rusland, så det at undertrykke kvinder er også deres basis for stabilitet, deres basis for magten. Putin har selv sagt, at kvinder hører til i køkkenet, til trods for, at vi lever i det 21. århundrede, og at Rusland var et af de første lande, der gav kvinder stemmeret. Jeg er født i et land uden kvindelige rollemodeller i politik.

Ønsker I selv at være de rollemodeller?

– Vi ønsker at folk får muligheden for at vælge selv. Vores mission er at forklare befolkningen, at disse tyve, mordere og hyklere ikke gør noget bedre, at de ikke skaber fred.

– Vladimir Putin er den største hykler i verden, siger Maria Alyokhina, rystende på hovedet.

Pis på Putin

Maria Alyokhina var en af de sidste Pussy Riot-medlemmer til at forlade Rusland efter invasionen af Ukraine. I tiden op til havde hun været fængslet seks gange, og nu fik hun at vide, at hendes daværende husarrest ville blive konverteret til 21 dage i en arbejdskoloni.

– Jeg besluttede mig for at forlade Rusland for at gøre opmærksom på, hvad der sker i landet. Selv hvis man ser på hvilket helvede, det har været de sidste mange år med undertrykkelse, politiske mord og forgiftninger, så var vi alle chokerede, da krigen brød ud.

– Jeg tror virkelig på, at verden bliver nødt til at stå sammen og beskytte Ukraine, og jeg tror, at feministiske oprør er vigtige i den forbindelse, siger Maria Alyokhina.

Når man vandrer gennem udstillingen, er der ingen tvivl om, at Maria Alyokhina har ret. Den er en sanseeksplosion uden lige udformet i et næsten barnligt sprog, så alle kan være med, så alle kan forstå alvoren.

I indgangen får man hurtigt forklaret budskabet, som håndskrevet står trykt på væggen, og så er man ligesom i gang. Titlen Velvet Terrorism er skrevet med glitterbogstaver som indgangshilsen, og er derudover en reference til Putins åndelige rådgiver, biskop Tikhon Shevkunov, der efter gruppens opførelse af Punk Prayer døbte dem fløjlsterrorister.

Men der er intet fløjl over gruppens aktioner og performances. Udstillingen er et bombardement af indtryk, en kakofonisk plamage af skrigende farver, hyperklippede videoer og slagkraftige statements.

Det første videoværk viser et Pussy Riot-medlem, der står på en stol iført en lang, sort kjole og rød balaklava. Under hende står et fotografi af Putin. Kvinden tager en stor slurk vand, hvorefter hun trækker op i kjolen og begynder at pisse på Putin. Et vandfald af pis vælter ned over hans forstenede ansigt. Et slet skjult smil passerer hendes ansigt.

Hver gang Maria Alyokhina er blevet anholdt, har hun også smilet. At smile til det styre, der med al sin kraft prøver at undertrykke dig, er på mange måder den ultimative provokation. Pussy Riot-medlemmerne har styr på deres pr, de er mestre udi opmærksomhed.

Fair price

Under Maria Alyokhinas gennemgang af udstillingen dukker tre andre af gruppens medlemmer pludselig op.

– Masha, kalder de, Maria Alyohkinas kaldenavn, lad os blive fotograferet herovre!

Med stålfaste blikke stiller de sig op foran et ukrainsk flag, der er blevet klistret op på væggen med blå og gul malertape.

– I skal få vores budskaber med, siger de og genner de alt for mange fotografer hen imod sig.

Tre krav står skrevet på væggen. Det sidste er en opfordring til at retsforfølge Vladimir Putin og ansatte i det russiske statsapparat ved en international domstol for folkedrabet på den ukrainske nation.

Da jeg spørger Maria Alyokhina, hvad hun drømmer om, nævner hun det.

– Det ville være fedt at kunne performe under en international retssag mod Putin og hans krigshandlinger!

– Det ville være ret cool, siger hun grinende.

Frihed eksisterer kun, hvis du kæmper for den hver dag, skriver Maria Alyokhina i sin bog Riot Days. I mere end et årti har hun og resten af Pussy Riot-kollektivet kæmpet. Det sidste halvandet år har Maria boet i en kuffert. Hun og de andre har ofret alt, sat alt på spil, og alligevel ser situationen i Rusland nu værre ud, end da de begyndte at gøre oprør mod regimet.

Alligevel er Maria Alyokhina ikke i tvivl om, at det har været det værd.

– Prisen er, hvad den er, siger hun.

– Jeg mener fair price, hvis det har rykket noget i folk, hvis det har gjort situationen mere synlig, og det tror jeg, vi har. Man kan ikke bare sidde derhjemme bag bløde vægge. Hvis samfundet skal rykke sig fremad, er man nødt til at risikere noget.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: