Skovbørnehave
Agenda

Kommunen vil sløje flere udflytterbørnehaver, nu siger forældrene stop

24. maj 2024
Af Heidi Kirkeby Mogensen
Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Københavns Kommune har planer om at lukke flere udflytterbørnehaver og fjerne busserne dertil. Det får familierne til at overveje, om de har en fremtid i byen.

Tidligere i denne måned meldte Københavns Kommunes borgmester, Jakob Næsager, ud, at kommunen enten lukker eller fjerner pladser fra 33 daginstitutioner på baggrund af, at der bliver færre børn i hovedstaden. Det skriver Ritzau.

Et af de dagtilbud der står til at få fjernet deres udflyttertilbud er Røde Ko. Dagtilbuddet ligger på stenbroen i indre by, men har en grund i Skodsborg, som risikerer at blive taget fra dem.

– Hvis man siger til os, at vi bare skal finde et nyt dagtilbud, så vil jeg sige: Så skal vi nok finde et andet sted at bo, så vi kan få noget natur ind i vores børns liv, siger Josefine Ørskov ifølge en pressemeddelelse fra paraplyorganisationen FOBU.

FOBU er en sammenslutning af 150 selvejende og private daginstitutioner i Danmark.

Josefine bor i København og er mor til tre, hvor den yngste går i den integrerede vuggestue og børnehave Røde Ko.

Hun er en af de forældre, der har valgt at blive boende i København, netop fordi der findes dagtilbud med udflyttermuligheder.

En af grundene til at hende og familien har valgt børnehaven, er fordi det er den eneste mulighed hendes børn har for at få ‘jord under neglene’. Hun mener, at ‘naturen er medicin’, og påpeger at børnene helt lavpraktisk er mindre syge, når de er ude i den friske luft hver dag.

Hvis udflyttertilbuddet bliver sløjfet, overvejer hun, at flytte fra København. Og hun er ikke den eneste.

Anne Larsen, der er mor til tre børn og bor på Nørrebro, er også bekymret. Hendes familie benytter sig af Guldberg-Hudegårdens udflytterbørnehave, og det har været afgørende for, at familien er blevet boende i byen.

Både hende og hendes mand er vokset op uden for København og ved, hvor vigtigt det er, at bruge tid i naturen.

– Vi er flere familier i institutionen, som er blevet boende i vores små Nørrebro-lejligheder lidt på trods og i kraft af, at vores børn har en dagligdag i en mindre institution, hvor udeliv og naturoplevelser er en kerneværdi. Det er så værdifuldt, at det er et lille sted. Det er ikke bare tom snak, når folk siger: Vi må overveje vores boligsituation: Hvis vores børn ikke kan være et lille sted og i en udflytterbørnehave, så må vi flytte. Vi er én af de familier, der rykker, hvis de lukker det her sted, siger Anne Larsen ifølge pressemeddelelsen.

Også Thomas Andersen, institutionsleder i den lukningstruede udflytterbørnehave Spindegården i Valby, er bekymret for konsekvenserne.

Høj himmel og rummelig skov er godt for mange børn – især dem i udsatte positioner, siger han.

– I de kommende år forventer Børne- og Ungeforvaltningen i kommunen endda, at almenområdet skal rumme flere børn med særlige behov. Derfor har vi brug for nogle pædagogiske rammer, der gør det muligt, siger Thomas Andersen.

Grethe Kragh-Müller, lektor i pædagogisk psykologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, mener, at kommunen ‘bør besinde sig’, når de overvejer at lukke institutioner af god kvalitet.

Hun påpeger, at vi i dag i Danmark ikke har mange institutioner med en god pædagogisk kvalitet.

Lukningen af ovenstående tre institutioner bekymrer også FOBUs direktør Claus Thykjær.

Claus Thykjær mener, at man mister en kultur og værdi ved at lukke disse niche-dagtilbud, som generelt har en høj faglig kvalitet.

– Det tager mange år at skabe en god pædagogisk kultur. Og hvis det er et spørgsmål om kroner og ører hvor man gerne vil spare udgifterne til en bus, skulle man så ikke prøve at gå andre veje for at få pengene til at gå op, end at lukke skønne og populære dagtilbud for byens børn? siger han.

Læs også