Kommentar

Tre ting, vi kan glæde os over i ligestillingsdebatten

af Dorthe Kandi 23. august 2021
Foto: Nellie Møberg
KOMMENTAR: Der er masser af debatter, initiativer og mennesker på de sociale medier. Mediechef Dorthe Kandi har valgt tre ud, hun har følt glæde ved de sidste par uger.

Hvis man lige tager en runde i debattråde på de sociale medier, så kan man godt få brug for en meget stor sjus og 6 eller 37 dybe indåndinger – for debatten kan være nedladende, uforsonlig og direkte truende.

MEN – for jeg mener, der heldigvis er et men – selvom der er masser at grave sig ned over, så er der også udviklinger, man kan glæde sig over.

Debatter, initiativer og mennesker, der gør en forskel. Jeg har valgt tre ud, som jeg har følt håb og glæde ved de seneste uger.

1: #dajegsagdefra

Kristine Holst tog initiativ til #dajegsagdefra på Twitter, hvor over tusind primært kvinder under hashtagget fortalte om konsekvenserne af at sige fra overfor seksuelle tilnærmelser og/eller vold. 

Initiativet fik imponerende og gribende nuanceret en ofte noget ensidig debat.

#dajegsagdefra beretningerne var hjerteskærende og nedslående – og jeg græd mig gennem flere.

Men det håbefulde er at disse beretninger kom frem, at de blev delt og at måske bare et øjeblik følte de, der sårbart delte, sig mindre alene. Måske følte de sig også set og forstået.

For det har manglet, at vi ser, forstår og rummer, at det ikke handler om, hvad kvinden gjorde eller burde have gjort.

Det handler om overgriberen/krænkeren/voldsmanden.

Og om samfundet og strukturer, der desværre har betydet, at vi ikke tidligere har lyttet godt nok – hverken når der blev sagt fra eller råbt op.

Det at beretningerne deles så massivt, og at så mange lytter er blandt de første skridt til at ændre kulturen.

2. Mænd, der græder

Selvom det heldigvis er blevet meget umoderne at opdrage sine børn til at "drenge græder ikke" så er det stadig meget mere almindeligt at se en kvinde græde offentligt – men heldigvis sker der noget.

Blandt andet under sommerens sportsbegivenheder, hvor Kasper Hjulmann, Victor Axelsen og andre viste følelser, sårbarhed og glæde. Jeg er vild med det – og nej, jeg har det ikke som en vis præst, at det er udtryk for "mindre maskulinitet" – maskulinitet er (også) fuld af nuancer.

Min ældste søn blev gift i sommer – og undervejs græd han, hans lillebror, hans far, hans svigerfar og ja jeg kunne blive ved. Det var smukt, rørende og sundt.

Ja, sundt – det at mærke og vise sine følelser er sundt. Og det gælder selvfølgelig ikke kun tårer af glæde.

Og nej, det betyder ikke, at man ikke "kan styre sig" – det betyder at man(d) ved, at åbenhed om følelser er noget af det stærkeste, vi kan give hinanden.

3. Mere ligeløn mindre sexisme

For nylig hørte jeg Anette Borchorst, professor på Aalborg Universitet med speciale i ligestilling, sige, at det vi ser nu omkring #MeToo, ligeløn og kønsroller, minder om det, der skete i 70’erne – hvor der også skete væsentlige forandringer i vores samfund og kultur.

Problematikkerne omkring sexisme på arbejdspladsen er ikke i mål – men vi har flyttet os.

Som professoren også sagde i Orientering på P1, så har hun arbejdet med seksuel chikane også før #MeToo, men ingen ville før 2017 overhovedet anerkende, at det var et problem og Borchorst tilføjede: ”Sexisme har mange steder bare været accepteret, indtil vi fik denne debat.”

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Uligeløn og uligestilling præger stadig væsentlige dele af arbejdsmarkedet, og jeg frygter, at det vil hænge ved i mange år, men som Borchhorst sagde i august:

”Politisk har ligestilling rangeret meget lavt og arbejdsmarkedsmodellen er absolut ikke god til ligestilling, men i 2019 så vi DI, Nationalbankdirektøren, Dansk Erhverv og Bjarne Corydon sige, at nu vil vi gerne have flere kvindelige ledere, derfor skal vi have mere øremærket barsel til mænd, så på en eller anden led er der nogle ting, der har forplantet sig på en måde, som jeg tror ikke bare dør ud.”