mænd der græder
Køn og identitet

Det er 2021, og mændene græder. Men er det også tilladt uden for fodboldbanen?

af Signe Bertram 4. august 2021
Viktor Axelsen, der indser, at OL-guldet er hjemme. Pierre-Emile Højbjerg i græsset efter kvartfinale-sejren ved EM og en dybt rørt Kasper Hjulmand. Sportsmændene, som lader tårerne få frit løb, har trukket overskrifter og sat sig i os. Imens må andre mænd stadig tørre øjnene.

 Jeg kan slet ikke stoppe med at tude. Er det ikke okay?

Det var Viktor Axelsens første ord, da han få minutter efter OL-guldsejren skulle give en kommentar til seerne derhjemme. 

 Det er helt okay, lød det fra DR’s Kim Bildsøe, der ikke kunne færdiggøre interviewet med den overvældede badmintonstjerne.  

Tilbage i OL-studiet fik værten Tina Müller snøftet sig igennem ordene, og ja – på femina-redaktionen var mange øjenkroge også blevet lidt fugtige. For det var jo mere end okay, at Viktor Axelsens græd. Faktisk føltes det mest af alt befriende at se ham slippe tårerne løs, når nu de pressede sig på.  

Sport er et frirum for følelser

27-årige Axelsen er den seneste mand i rækken af sportsstjerner, som har grædt foran os alle sammen i år. Det virker næsten som om, vi så mandetårerne for første gang i sommeren 2021. 

Men selvom det kan virke som en ny tendens, minder Kenneth Reinicke, der er mandeforsker ved Roskilde Universitet, om, at sporten længe har været et helle for mænds store følelser. 

 Da badmintonspilleren Svend Pri vandt All England-mesterskabet i 1975, brød han sammen. Flemming Poulsen græd også som pisket ved EM i 92. Når det kommer til sport, kan vi godt forstå, at forløsningen på en spændende kamp kommer gennem tårekanalerne.

Og det stopper ikke ved tårerne. Kenneth Reinicke peger på, at sporten er et helt særligt rum, hvor den klassiske heteroseksuelle maskulinitet ikke så let bliver truet. 

 Mænd rører mere ved hinanden i sport, og ti spillere må gerne ligge oven på hinanden efter en scoring og kramme. Sådan gør jeg jo ikke med mine kolleger, hvis de har skrevet en god artikel. Så sport giver adgang til nogle adfærdsmønstre, som især mænd normalvis holder igen med.

Kvinderne skal også på banen 

Uden for fodboldbanen eller badmintonhallen gælder der andre regler for mændene. Og hvis de skal ændres, kræver det ifølge kønsforsker ved Roskilde Universitet Christian Groes, at kvinderne også bakker op. 

 Det betyder rigtig meget for muligheden for at slippe tårerne løs, om man mister sin status som mand. Så det er lige så interessant at se på det modsatte køns reaktion. Når kvinderne er åbne over for, at man ikke er svag, fordi man viser lidt sårbarhed, så tør mændene at give slip. Ligesom det kræver, at andre mænd omkring en også accepterer eller omfavner det.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Og han har lagt mærke til kvinder som Tina Müller og andre danske kvinder, der hepper på de følsomme sportsmænd. 

 Det har været mere tydeligt i år, at kvinder ofte finder større respekt for de mænd, der tør vise den side af sig selv.

Mændene, der ikke græder

For hvad med de mænd, der ikke lige har vundet deres livs sejr? Følelsen af sorg, lettelse eller udmattelse kan blive overvældende i mange af livets situationer og trænge sig på bag øjenlågene. 

Og Christian Groes tror ikke på, at alle mænds sårbarhed er sluppet fri efter sommerens sportsbegivenheder.  

 En tendens gælder aldrig for hele samfundet, og der vil stadig være steder, hvor det ikke afføder respekt at græde. I militæret kan jeg ikke forestille mig, at det ville være lige så acceptabelt at begynde at græde efter at have gennemført en hård øvelse og blive nr. 1.

 Nogle mænd får også at vide, at de skal tage sig sammen. Det kan være såkaldte ”tabermænd”, der er socialt udsatte eller har psykiske problemer. Det er også singlefædre, der taler højt om, hvor hårdt det kan være. Selvom mænd i mange sammenhænge har privilegier, som kvinder ikke har, kan de stadig have det svært, når det kommer til at få lov til at vise sårbarhed.

Hvis nogen skulle sidde et sted og holde tårerne tilbage af frygt for omverdenens reaktion, har Christian Groes alligevel et håb om, at sportsidolerne kan skubbe til forestillingen om rigtige mænd, der ikke græder. For Viktor Axelsen og Pierre-Emile Højbjerg har en særlig autoritet, når de toner frem på landets tv-skærme. 

 De der mænd bliver set som rigtige mænd og forbilleder. Derfor åbner det måske for, at gennemsnitsmanden også kan græde uden at miste status. Hvis børn og unge ser, det er i orden, at de græder, kan det være med til at bryde en arv, hvor man siger: Det gør vi ikke i vores familie eller der, hvor jeg kommer fra. 

Og så minder han om, at det jo ikke er nødvendigt for alle at græde – det skal bare være helt i orden, hvis man gør.  

 Det er ikke fordi, alle mænd partout skal græde, for mænd er jo forskellige og har forskellige følelsesregistre. Men det er en skam, hvis tårerne er forbeholdt de absolut stærkeste eller dem, der vinder guld.