Bondage
Køn & identitet

Redlily lærer nysgerrige om bondage, og hun ser særligt et problem hos hetero-par

30. september 2022
Af Johanna Kinnock
Foto: Emma Line Sejersen
Jeg tog til en queer bondage workshop på Østerbro. Her er, hvad jeg lærte om samtykke.

På Østerbro, ikke langt fra søerne, er der en gård med en lille trappe, der fører ned til et studie, fyldt med stearinlys og puder, hvor der hver mandag bliver undervist i bondage. Rummet har en afdæmpet belysning og gulvet er dækket med tæpper.  

Da jeg trådte ind i lokalet, blev det spillet Sade på en lille højtaler og cirka ti andre deltagere sad på gulvet, i par eller alene, og snakkede lavt med hinanden.  

Der var en rolig og forventningsfuld stemning i luften, så man let kunne komme til at tro, at det var en yogatime der skulle til at gå i gang. Hvis det da ikke havde været for det lille bord med et sortiment af reb i forskellige farver - og sakse, til hvis det nu skulle gå galt.  

Bondage er en flere hundrede år gammel praksis der opstod i Japan i 1600-tallet. Dengang var det en kunstform, der legede med sensualitet og hengivelse.

Begge parter (binderen og den bundede) havde meget at sige, og det handlede ikke decideret om sex, men da amerikanske tropper invaderede Japan under 2. verdenskrig og fandt de erotiske billeder af kvinder dinglende fra loftet, tog de dem med hjem og spredte dem som porno.  

Det er derfor, at når de fleste hører ordet ”bondage” nu om dage, forestiller de sig noget ret pornografisk – måske specifikt en hjælpeløs kvinde i kompromitterende positioner.  

Alt det fortæller italienske Beatrice Gigliuto (alias Redlily) - der underviser workshoppen – mig, mens vi sidder der på gulvet. Hun har knaldrød læbestift på og en bluse der hænger nede om skuldrene.

Hun er et af de mennesker, hvor man føler man sig som fortrolige med det samme.  

Hun har, siger hun, trænet med alverdens dygtigste bondage eksperter, og på hendes Instagram (hvor jeg fandt ud om denne workshop) laver hun smukke formationer med hendes krop og rebbene, der slynges om den.  

Beatrice rejser sig op. Vi skal til at i gang. Først tager vi en runde med navne og pronomener, og så er det tid til den første bindeteknik.  

Den går ud på at man låser underarmene sammen ved at sno rebet hele vejen fra håndled til albue. Redlily minder os om at der er vigtigt at spørge løbende, om det føles ok for vores partner.  

”Jeg spørger om lov hver gang jeg så meget som rør ved min partner” siger hun sagligt med et reb svingende fra hånden.  

Hun minder os også om at forsøge at være til stede; ikke at gå ind i vores egen verden, selv når bindeteknikken bliver udfordrende.  

Det resulterer i at mig og min partner (min roommate, der lyksaligt for mig er overbærende nok til at indgå i fikse idéer som denne) kigger komisk intenst på hinanden, alt imens vores klodsede knob falder fra hinanden.

Vi griner og starter forfra, ligesom parrene omkring os gør det.  

”Det kan godt gøre ondt, det her” siger Redlily mens hun viser os den næste teknik, der handler om at lave et kryds med rebet mellem brysterne og stramme til så man ”leger med vejrtrækningen”.  

Jeg lægger for første gang rigtigt mærke til, hvad det er jeg skal bindes med. Rebbene er otte meter lange, lidt tykke og meget ru (efter de har været på huden er der tydelige mærker).  

Bindingerne skal være relativt stramme hvis man skal undgå at de går op, så man kan faktisk ikke bevæge sig når man først er flettet ind.  

En ny alvor går op for os. Denne gang kommer vores knuder til at påvirke en andens vejrtrækning. Vi tjekker oftere og oftere ind med hinanden, som knobene bliver strammere.  

Efterfølgende spørger jeg en af deltagerne - Alex - hvorfor det er rart at blive bundet?  

Svaret kommer hurtigt og afklaret:  

”Så kan jeg endelig slappe af”.  

Hun fortsætter:  

”Jeg kan jo virkelig ikke bevæge mig, så jeg ligger ligesom skæbnen i min partners hænder. I det øjeblik kan jeg ikke andet end at være til stede”.  

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Alex’ partner til workshoppen er hendes kæreste Mo. Alex gav workshopbilletterne til Mo i fødselsdagsgave, efter at de har boet væk fra hinanden i nogle måneder.  

”Det har været fantastisk for vores forhold!” stråler Alex:  

”Vi har nærmest aldrig været så forbundne” (no pun intended).  

Den samtykkende tillidserklæring sætter mange ting i gang for Alex og Mo. 

For dem er det til tider enormt smukt og sårbart at dyrke bondage.  

”Det der med, at man skal tjekke ind konstant, gør at sex ikke bliver til sådan et mål i sig selv eller et ræs mod en orgasme. Vi bliver ligesom nødt til at blive i det, for man kan ikke tænke langt frem, eller gå på autopilot. Det er dejligt” siger Alex.  

Og det er ikke kun personen, der bindes, der skal hengive sig. 

Foto: Emma Line Sejersen

Alex fortæller at Mo, der plejer at være den der binder, nogle gange har ekstremt svært ved at modtage så stor tillid.  

”Det var svært for hende at tro på at en person virkelig ville give sig hen i så stor grad. Det får jeg lov til at overbevise hende om”.  

En anden deltager jeg snakker med, synes det er nemmere at binde end at blive bundet.  

Sasha, i en løs grå top og leggings, er en af de der mennesker der holder øjenkontakt så længe at man selv bliver lidt forlegen.  

”Jeg er en kæmpe top” (person der gerne vil være den dominerende under sex) siger hun.  

”Man skulle ikke tro det, vel?”, griner hun og kaster sit lange hår bag skulderen. Hun fortæller, at fordi hun ser ret feminin ud, har mange en forudindtaget idé om, at hun foretrækker at være den ”passive” under sex.  

Hun tilføjer, mere alvorligt:  

”Der er så mange roller i sex. Min oplevelse med bondage er, at man bliver nødt til at snakke om rollerne, i stedet for bare at antage dem”. 

Hvis der er en ting Redlily er træt af, er det forudindtagede sex roller.  

Da workshoppen er slut sætter vi os på to af de små puffer på gulvet, og hun deler ud af sine tanker.  

Hun mener, at rigide roller kan komme i vejen for samtykke på skadelig vis:  

Foto: Emma Line Sejersen

”Før i tiden underviste jeg mange hetero-par. Tit var deres samtykke ikke i orden, fordi de var så fokuserede på de her kønsroller”.  

Hun slår på italiensk vis ud med hånden, frustreret.  

”Hvis man er totalt fikserede på kønsroller, bliver samtalen om seksualitet sådan her: Jeg gør mit og du gør dit. Jeg behøves ikke at vide noget som helst om dig, eller hvordan du fungerer”.  

Det kan have ubehagelige konsekvenser.  

”For hvem?” spørger jeg, og hendes svar overrasker mig lidt:  

”Et af de største problemer, jeg ser med hetero-par, er antagelsen om, at manden har lyst til at dominere…” 

Hun uddyber:  

”Jeg bandt en mand for et par år siden, som sagde noget fascinerende til mig. Han sagde, at når han var sammen med sine venner og de så en kvinde, ville de sige ’damn – alle de ting jeg vil gøre ved hende!’. Inde i hans eget hoved tænkte han bare ’damn – alle de ting jeg vil have hende til at gøre ved mig!’”  

Redlily læner sig fremad og ser forundret på mig:  

”Men han kunne ikke sige det. Det er en fucking detalje! Men han kunne ikke sige det”.  

Tabuet omkring mænd der har lyst til at blive domineret resulterer ifølge Redlily i en masse ”service-tops”: Altså mænd der opfører sig dominerende under sex fordi samfundet og deres partner forventer det af dem.  

Redlily har et råd om samtykke, som hun synes alle par, hetero som homo, skal tage til sig.  

”De fleste finder kun ud af hvad samtykke er, når det går galt. Og ofte, når vi snakker om samtykke, er det der med at sige nej det eneste fokus, også i den politiske debat. Men vi bliver nødt til at snakke meget bredere end det” slår hun fast.  

Hun fortsætter:  

”For at introducere samtykke før det går galt, må folk begynde at snakke om hvad de kan lide. De må spørge sig selv: Hvad er mine ja’er? Hvad er mine nej’er? Allervigtigst… hvad er mine måske’er?”  

Redlily tager en lille pause, fortabt i egen tankestrøm.  

”Og stoler jeg nok på dig, til at prøve mine måske’er? Det er det vigtigste spørgsmål” afslutter Redlily.  

Et par dage efter workshoppen, med Redlilys ord stadig svirrende i hovedet, køber jeg en ny bog – Armia Srinivasans meget omtalte ”The Right to Sex”.  

I bogen argumenterer forfatteren netop for, at vores politiske debat om sex aldrig må slutte ved samtykke.  

Et citat fra bagsiden lyder: ”For at forstå sex i hele dets kompleksitet – dets dybe ambivalens, dets forhold til køn, klasse, race og magt – må vi bevæge os videre fra bare ’ja’ og ’nej’. Vi må gentænke sex som politisk fænomen.”  

Og hvilket fænomen er det? Det har ingen, heller ikke den kloge Srinivasan, tilsyneladende et fuldkomment svar på.  

Men en ting ved hun.  

Og det er: I en verden hvor hvem vi har lyst til, hvordan vi har sex, og hvordan vi snakker om sex, er så formet af normerne og samfundet omkring os; er begær allerbedst (og allermest politisk potent) når det ”bevæger sig imod hvad samfundet har valgt for os, og vælger for sig selv”.  

Måske – tænker jeg - er det der, i vores mange måske’er, at vi må lede. De lyster vi kender til, men endnu ikke tør forfølge, virker som et godt sted at starte, hvis vi skal finde ud af hvilken sex, vi sammen bør kæmpe for.  

Alle deltagere – med undtagelse af Redlily – har andre navne i virkeligheden. De er anonyme i artiklen, fordi de gerne vil værne om deres privatliv. Deres identitet er redaktionen bekendt.