feministisk selvforsvar
Køn

Asta-Maja og Katinka har skrevet en bog, de ville ønske, de ikke behøvede

29. august 2022
Af Aja Nøhr Larsen
Foto: Emma Line Sejersen
I bogen "feministisk selvforsvar" kan man lære at sætte grænser, lave et knytnæveslag og sige NEJ. De to forfattere og feminister vil gerne tage samtalen om, hvorfor vi (stadig) har brug for den bog, som de håber, deres døtre ikke behøver at læse.

Katinka elsker at gå hjem ad mørke stier. Asta-Maja er angst for det. Men de er begge to trætte af at blive slået i røven.  

Det er også derfor, vi sidder på en bar og snakker om deres nye bog, der handler om at forsvare sig selv. Fordi det er her, i nattelivet, at mange kvinder oplever overgreb.

Men det er ikke kun det, Asta-Maja Njor Boisen og Katinka Klinge Albrectsen er trætte af. De vil nemlig gerne tale om vold som mere end spark og slag. At det kan være alt fra deling af nøgenbilleder og voldtægt til nedladende kommentarer og økonomisk kontrol.

– Det er jo noget nyt at skulle gentænkte vold, og det tvinger os også til at gentænke de ting vi har oplevet. Måske har man selv været udsat for eller udøvet vold, uden at være klar over det. Vi vil gerne analysere og identificere volden, for at komme den til livs, fortæller Asta-Maja.

Derfor har de skrevet en bog, som de ville ønske, at de selv havde haft, da de var 16 år. Dengang de blev råbt ad på gaden uden at sige fra og havde sex, hvor de havde ønsket, at de havde sagt nej.

feministisk selvforsvar

Hvordan adskiller feministisk selvforsvar sig fra det, man lærer nede i bokseklubben?

– Feministisk selvforsvar tager udgangspunkt i den kønsbaserede vold, som er den der oftest rammer kvinder og andre kønsminoriteter. Altså at noget bliver gjort mod nogen, på grund af deres køn eller kønsudtryk. Derudover taler vi netop om volden som en bredere ting, end de gør nede i bokseklubben, siger Katinka.

I bogen kan man læse, hvordan vold kan inddeles i nogle forskellige kasser:

Fysisk, psykisk, digitalt, seksuelt, materielt og økonomisk.

Og derfor er der også forskellige redskaber til at forsvare sig selv imod den. F.eks. gennem stemmetræning hvor man kan lære at bruge sin stemmes kraft til at sige NEJ. Det kan også være at vise sine følelser til et middagsselskab eller lave et hammerslag.

At kunne gøre noget selv 

Kan man sige, at man lægger et ansvar for at kunne forsvare sig selv over på kvinder?

– Det er vores største frygt, at bogen kan opfattes sådan. Et offer for vold har aldrig et ansvar. Punktum. Men det kan være rart at vide, at der er nogle ting, man selv kan gøre i situationer med vold. Både for sig selv, men også for at beskytte en veninde, søster, eller queer person.

Det fortæller Asta-Maja og Katinka tilføjer, at sidste gang hun gjorde brug af det feministiske selvforsvar netop var overfor en anden. Hun kom gående på Istedgade i København og overhørte en fuld mand råbe ad en kvinde, som tydeligvis synes det var ubehageligt. Hun råbte efter ham, at han skulle lade kvinden være.

– Det var fedt, at det netop ikke var min daværende kæreste, som jeg gik sammen med, der gjorde noget, bare fordi han er en mand.

Skal vi ikke hellere få folk til at stoppe med at overfalde?

– Vi kunne jo godt have sat os i et hjørne og vente på, at folk lærer at stoppe med at udøve vold, men det føltes bare som om, der var et behov for at tale om, hvordan vi sætter grænser, mener Katinka.

feministisk selvforsvar

– Vi håber da, at der ikke er nogen, der køber vores bog om ti år. Vi ville ønske, vi ikke havde behøvet at skrive den. For i det ideelle samfund ville vi jo ikke behøve lære selvforsvar. Det er desværre bare ikke det samfund vi lever i, siger Asta-Maja.

De mener også at selvforsvaret kan have en opdragende effekt, og derfor er noget, som kan være med til at forebygge vold.

– Jeg synes ikke det er vores ansvar at få alle til at stoppe med at udøve vold, men hvis man bliver slået i røven og spørger personen, hvad fanden de har gang i, så viser det jo, at vi ikke finder os i det længere, påpeger Katinka.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

I deres gymnasieår har Asta-Maja og Katinka begge stået foran Christiansborg i regnvejr til kvindernes kampdag og følt, at de har råbt, uden at nogen har hørt det. Det at begynde at dyrke selvforsvar var for Asta-Maja en måde at bruge de store ord til noget meget konkret, fortæller hun:

– Det er virkelig vigtigt, at vi bliver ved med at tale politisk om, hvordan vi stopper vold, men man kan godt både slå fra sig og debattere. Nu har vi også haft den snak i så mange år, og så kan det være ret fedt at gøre noget meget praktisk, som det er at stå i en have og øve sig i selvforsvar med sine veninder.

feministisk selvforsvar

Hvad er det vigtigste, I gerne vil sige med bogen?

– At man har retten til at forsvare sig selv og sine grænser, når de bliver overskredet. Man må gerne blive sur og råbe og sparke og slå. Det er ens juridiske ret, fortæller Katinka.

I bogen kan man læse mere om loven om nødværge og samtykkeloven.

Den feministiske arv

De to forfattere er inspireret af de gamle rødstrømpefeministers bøger om selvforsvar, men de synes, at det er vigtigt at have en version, som passer til nutiden. F.eks. er der beskrivelser om Metoo-bevægelsen og samtykkeloven. Og så er de ærgerlige over, at medierne har skabt en kamp mellem de forskellige feministiske bølger.

– Det bliver tit sat op som om fjerdebølge og førstebølge feministerne er uenige. Det er jo stort set det samme, man gerne vil opnå. Vi skal hylde de gamle 70'er feminister, ja alle dem der har kæmpet for de rettigheder, vi har i dag. Og så skal vi græde lidt over, at de selvforsvarsbøger som var nødvendige for halvtreds år siden, stadig er det i dag, siger Asta-Maja.

Men lige så meget som Asta-Maja og Katinka kigger tilbage på historien og deres 16-årige jeg, ligger deres motivation for bogen i høj grad i fremtiden. Det forklarer Asta-Maja og henviser til den feministiske arv:

– Jeg gik selv på et gymnasium med en rigtig dårlig festkultur. Det ville jeg selvfølgelig gerne have været foruden, men mest af alt vil jeg gerne have, at mine yngre søstre og min potentielle datter ikke skal have ubehagelige oplevelser til gymnasiefester eller på Roskilde Festival. Det behøver ikke være en fast del af et ungt kvindeliv.