Rasmus Hald Møller
Kommentar

Ordet blev et våben, der blev brugt, når jeg ikke levede op til, hvordan man skulle være dreng

4. oktober 2022
Rasmus Hald Møller
Foto: ABEL
Kommentar: Tudeprins er et af de ord, der allerbedst reflekterer den kultur, hvor vi fra en tidlig alder lærer drenge at pakke deres følelser væk, skriver Rasmus Hald Møller.

Rasmus Hald Møller er debattør og bachelor i sociologi. Kommentaren er udtryk for skribentens egen mening.  

Tudeprins.  

Det er et ord, som skærer i mig, hver gang jeg hører det.

I alt for mange af mine mest sårbare og formative år, blev det ord brugt imod mig, hver gang jeg begik den synd, det var som dreng at græde. 

Det var et våben, der blev brugt mod mig, når jeg ikke makkede ret og levede op til, hvordan samfundet syntes, jeg skulle være, fordi jeg var dreng. 

Når jeg var ked af det, også udenpå, kom de andre drenge mig ikke til undsætning med trøst og omsorg.

I stedet sparkede de til mig, når jeg allerede lå ned. 

For drenge må ikke græde. Og mænd må slet ikke.

Tudeprins er et ord, der angriber drenge og mænd på deres køn.

Når det bruges mod os, fortæller man os, at vi ikke skal græde. ”Sådan er man ikke en mand”. ”Rigtige mænd græder ikke”. 

Når det offentligt bruges mod andre mænd, fortæller man ikke kun dem, at de er forkerte.

Man fortæller også alle dem, der ser med, at de heller ikke må græde. 

Tudeprins er et af de ord, der allerbedst reflekterer den kultur, hvor vi fra en tidlig alder lærer drenge at pakke deres følelser væk.

Hvis de ikke gør, går de på kompromis med deres køn – med en af de mest fundamentale dele af deres identitet. 

Som dreng og mand har man to muligheder, man kan vælge imellem: Du kan lade dig selv være følsom og sårbar og lade dig føle de følelser, der unægteligt hører til det at være menneske, eller også kan du leve op til idealet for, hvordan du skal være en rigtig mand.

Du kan ikke få begge. Er du mand eller menneske? 

Det at være mand er i høj grad en identitetsmarkør, der er negativt bestemt.

Det betyder, at mandighed i høj grad er afgjort af alle de ting, vi ikke er. Og den første og største ting, vi som mænd lærer, er, at en mand i hvert fald ikke er sårbar. 

Man fødes ikke som mand, man bliver det. Og en af de måder, man bliver mand, er ved at være den usårlige. 

Den her form for hjernevask, har jeg mærket på min egen krop alt for længe, og jeg tror stadig ikke, jeg har anerkendt det traume, det har været. Alt for længe har jeg fået de her skadelige regler banket ind i mit hoved, og jeg arbejder stadig på at aflære det. 

Mine bedste og mest sårbare kammerater arbejder også stadig på at aflære det.

Alt for mange mænd, tror jeg, er slet ikke nået til den erkendelse, at der måske er noget at aflære.

For hvor skulle de få den erkendelse fra? Sådan noget snakker en mand jo ikke om. 

Der er jo ikke noget sår, et problem, en skrøbelighed, en smerte når man er mand. Man mander sig bare op og tager tingene i stiv arm. 

De seneste par år har der været en højnet og enormt tiltrængt opmærksomhed på mænds problemer.

Problemer som vi kan se, er samfundsmæssige problemer. Mænds problemer og dårlige trivsel går ikke kun ud over os selv, men også dem omkring os. Det ved vi. 

Dét, vi mænd først og fremmest har tilfælles, er de forventninger vi er blevet mødt med fra barnsben. Forventningen om, at vi ikke skal være sårbare. 

Kunne det tænkes, at de triste og gigantiske statistiske skævheder, vi ser for mænds adfærd og trivsel sammenlignet med kvinders, kommer fra denne socialisering, vi som mænd har tilfælles?

Jeg tror det. 

Jeg bliver vred og ja, ked af det, når jeg ser debattører kaste ordet ’tudeprins’ omkring sig.

Især når det kommer fra folk, som jeg ved også er nysgerrige på, hvorfor vi mænd gør, som vi gør, og hvorfor vi har det, som vi har det. 

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

De bruger ordet, fordi det er mod de kongelige.

Jeg er også republikaner. Stod det til mig var kongehuset nedlagt i går.

Jeg har en brændende indignation mod den klasseskævhed, vi har også i vores samfund. 

Men når man bruger ’tudeprins’ sparker man ikke opad, for de kongelige læser ikke med. Man sparker kun nedad.

Man sparker til alle mænd og fortæller dem, at de ikke skal tude. Man sparker til alle i forvejen sårbare mænd og fortæller dem, at de er forkerte. 

Man sparker til drengen i skolegården, der allerede ligger ned. Jeg beder, vil I ikke godt være søde at lade være med det?