Hun lå på sygehuset mellem sin mor og sin dødfødte datter. Så startede hendes opgør

Souha Al-Mersal tænkte ikke, det var veer. Hun havde mærket de begyndende smerter, men med flere måneder til termin slog hun det hen og fortsatte sin reportage fra Bazar Vest i Aarhus.

Journalistdrømmen havde boet i hende, siden hun som barn efterlignede reporterne på Al Jazeera i sine forældres stue. Nu stod hun der endelig: 23 år gammel, lige begyndt på journalisthøjskolen og velforberedt til sin opgave. Hun var stolt og ville vise, at hun var ambitiøs på studiet, selvom hun var gravid og snart skulle tage sig af en familie.

Men smerterne fortsatte. Reportageturen endte akut på Skejby Sygehus, hvor Souha fødte alt for tidligt. Hendes datter levede ikke længere.

Det har taget lang tid for Souha at blive klar til at tale om det kapitel i sit liv. Det er stadig svært nu, 11 år senere, for i mange år forbød hun sig selv at tale om det. Sorgen har været som en vulkan, der ventede på at gå i udbrud, beskriver hun.

Allerede få dage efter fødslen blev hun bedt om at holde op med at græde af sine nærmeste, og da hun kom hjem fra sygehuset, var det næsten som om, hendes datter aldrig havde eksisteret. Men selvom Souha pakkede sine følelser væk, så var der stadig én, der forfulgte hende: Skammen.

– Jeg tænkte, at jeg selv var ude om det, fordi jeg havde været egoistisk fortæller Souha, da hun sætter ord på, hvor skammen kom fra.

Hun bebrejdede sig selv for at have forfulgt sine drømme, selvom hendes daværende mand ikke bakkede op om valget af Journalisthøjskolen. Oveni kom skammen over ikke at kunne gøre det, som så mange kvinder havde gjort i generationer før hende. Og skammen over at være lettet.

– Jeg var overhovedet ikke klar til at få børn på det tidspunkt, men da jeg opdagede, at jeg var gravid, tændte det en stærk moderlig følelse.

– Jeg begyndte at føle, at jeg havde et ansvar, ikke kun for mit eget liv, men også for at skabe en bedre fremtid for min datter. Bagefter skammede jeg mig over, at det føltes lettere ikke at skulle bære det ansvar.

Som et fængsel

Fortællingen, om at det var hendes skyld, forfulgte Souha i mange år, også efter hun blev skilt og rejste ud i verden som journalist. Først da hun begyndte at spejle sig i andre kvinders fortællinger, stoppede hun op.

I en sorggruppe kom hun i kontakt med kvinder, der havde mistet børn for over 20 år siden og stadig bearbejdede sorgen. Det blev starten på hendes egen sorgproces.

– Det fik mig til at indse, at min sorg er legitim, selvom det var svært at overbevise den stemme, der sagde, at jeg ikke kunne tillade mig at sørge over et dødfødt barn efter så mange år, fortæller Souha.

Hun begyndte at skrive breve til sit yngre jeg og til sin datter. Hun fik skrevet de ting, som hun ikke kunne sætte ord på, dengang sygehuset udleverede pen og papir til et afskedsbrev. Brevene var kun til hende selv, men de satte gang i skriveprocessen til hendes bog “Min datter var gnisten” med undertitlen “til kvindekamp mod udskamning og ulighed”.

Skammen var nemlig ikke fremmed for Souha, da hun mistede sin datter. Den har fulgt hende hele livet som barn af flygtningeforældre og som kvinde med ben i to kulturer.

Hendes far har palæstinensiske rødder og kæmpede i den libanesiske borgerkrig. Hendes mor er vokset op i en palæstinensisk flygtningelejr. Moren kom til Danmark sammen med Souha i 1990, og faren og hendes lillesøster blev familiesammenført med dem to år efter.

Som datter i familien har Souha mærket, at hun skulle leve op til et sæt snævre, uskrevne regler for, hvordan hun skulle opføre sig.

– I den arabiske kultur kan ens køn føles som et fængsel, fordi det sætter en masse begrænsninger. Jeg skal ofre mig for andre og være hende, der er ikonet for hele familiens ære, fortæller hun.

Siden hun blev gift som 19-årig havde alle presset på for, at hun skulle have børn og udfylde rollen som arabisk mor og hustru. Souha følte sig fanget i et limbo.

Hun kunne ikke leve op til de forventninger. Samtidig kunne hun ikke spejle sig i nogen, der både lignede hende og delte hendes drømme. Hun ville gerne rejse og rapportere fra krigszoner, have et spændende liv uden for hjemmet.

Splittelsen var konstant og allestedsnærværende, men den blev først helt tydelig for hende, den nat hun vågnede op på hospitalsstuen i Skejby.

Billedet har brændt sig fast i Souhas bevidsthed. På den ene side af sengen lå hendes mor med det lange ar, hun havde fået i flygtningelejren, hvor hun voksede op i skyggen af en krig. Hendes mor, som selv havde fået syv børn og givet dem et bedre liv.

På den anden side lå hendes dødfødte datter, indhyllet i et hvidt klæde og med mørke rande om øjnene, der lignede sort, arabisk kohl.

– Det var ligesom et kald, fortæller Souha.

– På den ene side var alle forventningerne fra min mor, som jeg jo også elskede. Og jeg kunne se på hende, at hun havde grædt, og at hun var knust.

– På den anden side var min datter, som lå der og lignede en engel. Jeg havde lyst til at give hende min kærlighed og være stærk for hende. Men hvis jeg skulle det, så kunne jeg ikke leve op til min mors forventninger. Jeg følte mig så splittet, og i det øjeblik indså jeg, at jeg blev nødt til at vælge.

– Jeg kunne mærke, at jeg gerne ville handle for min datters skyld, selvom det var for sent. Hun tændte en styrke i mig. Jeg indså i fødesengen, at kvinder kan meget mere, end vi bliver fortalt. Jeg har en urkraft, og jeg kan føde et barn. Vi giver liv, og vi har noget at skulle have sagt. Jeg fik bare nok af at please, tilgodese andre og at reproducere alt. Selv smerte.

Den arabiske jantelov

Gnisten var tændt til Souha Al-Mersals opgør med forventningerne. Hun var klar til at bryde de uskrevne regler, som hun havde levet efter i så mange år. I sin bog kalder hun dem for “Den arabiske jantelov”.

Hun har selv nedskrevet loven som ti paragraffer, for hun mener, det er vigtigt at have ord for det moralkodeks, arabiske kvinder måles op imod. Hvis man skriver dem ned, kan man lettere tale om det.

For eksempel:

§ 2. Du skal ikke tro, du er noget værd som single. Uden en ring på din finger, uden en vielsesattest, uden en mand er du værdiløs.

Souha blev skilt, flyttede hjem til sine forældre og afviste de bejlere, hun blev præsenteret for. Hun var ikke interesseret i at redde sin ære ved at finde en ny mand, selvom familien pressede på.

§. 6 Du skal ikke tro, at du kan rejse solo som kvinde uden at blive ramt af sladder. Hvis du rejser væk, og folk ikke kan holde øje med dig, bliver du stemplet som en slut.

Souha havde altid drømt om at rejse til verdens brændpunkter. Som en del af sin uddannelse tog hun på feltarbejde i Jordan og arbejdede for Dansk Flygtningehjælp. Det var et drømmejob, som skulle vise sig at blive livsomvæltende for hende på flere måder.

Her mødte hun første gang kvindelige journalister og aktivister, som kæmpede en kamp, der lignede hendes. Nogen hun kunne spejle sig i. De brugte alle sammen ordet nasawiyah – feminisme på arabisk.

– Jeg lærte, at der også har været en brun kvindekamp, hvor kvinder har kæmpet fra et mellemøstligt udgangspunkt. Indtil da havde jeg lært, at Mellemøsten er kvindeundertrykkende, og feminisme er vestligt.

– For hundrede år siden smed Huda Sharawi (egyptisk kvinderettighedsaktivist, red.) sit tørklæde på en togstation i Cairo – 50 år før rødstrømpebevægelsen marcherede på strøget. Jeg ville da så gerne have lært om hende. Men jeg har ikke lært om hende fra min mor, for hun voksede op i en flygtningelejr og gik kun i skole indtil 6. klasse, siger Souha.

Hendes kvindekamp havde fundet hjem hos nasawiyah.

Og i Jordan mødte hun også en mandlig journalist, som var erklæret feminist. Ham er hun i dag gift med på sjette år.

Herhjemme har Souha taget et offentligt opgør med skammen og inviteret minoritetskvinder til at deltage i debatten om skamkultur og brun kvindekamp. Det har hun blandt andet gjort i sin podcast “Skamløs” og med hashtagget #deldinskam.

Ingen ejer feminismen

Som modvægt til “Den arabiske jantelov” har Souha Al-Mersal i sin bog skrevet “Den feministiske antijantelov” – en fuckfinger til reglerne, et nyt kodeks at leve efter.

Hun har også fyldt bogen med digte, inspiration til mere læsning om brun kvindekamp og små afsnit, hun kalder “noter til søstre”.

Hvem er dine søstre? spørger jeg Souha efter hendes overvejelser om brun og vestlig feminisme.

– Det er alle minoritetskvinderne, som kæmper med flere lag af modstand. Vi provokerer alle på en gang: patriarkerne, sexisterne, racisterne og islamofoberne.

– Kvinder som os bliver ikke kun begrænset i vores kultur, men også i det danske samfund. Vores etnicitet er et fængsel for vores stemmer, fordi vi er genstand for en ophedet værdidebat. Når man taler fra min position, skal man passe enormt meget på, hvad man siger, fordi medier og meningsdannere altid vil lede efter konflikter. Det er som en lus mellem to negle siger hun og uddyber:

– Men derfor er søstrene også kvinder fra majoritetskulturen. Jeg synes, det er vigtigt, at kvinder fra forskellige udgangspunkter bliver bedre til at kæmpe sammen, selvom vores historier er vidt forskellige. Jeg tror på, at feminisme er en bevægelse, hvor vi skubber til hinanden. Der er ikke nogen, der ejer den.

Skriveprocessen har også skubbet til noget i Souha. Den gav hende anledning til at have nye samtaler med sin mor om tabet af sin datter.

– Som 23-årig tænkte jeg, at hun var skuffet over mig. Det var hun slet ikke, men jeg tænkte over, at jeg ikke engang kunne gøre det, som hun har gjort så mange gange.

– Så fortalte hun mig, at min bedstemor også havde aborteret, og at nogle af hendes børn døde som helt små efter flugten til teltlejren i Libanon. Det snakkede min bedstemor heller aldrig om. Men det er det, min mor kommer fra: Man lever stille og kommer videre. Det er et generationstraume, som er givet videre til mig gennem modermælken.

Nu har Souha sendt sin bog ud i verden, hvor hun håber den vil skubbe til andre og tænde en gnist i kvinder, der ligesom hende har skammet sig og pakket sin sorg væk. Og i alle andre, tilføjer hun:

– Man behøver ikke at gå igennem så meget, som jeg har gjort, for at indse at man vil leve sit liv anderledes.