Sandies barn levede i 55 minutter. Annes døde mens han lå i maven: Vi ville ønske, personalet havde guidet os mere
Foto: Privat
Sidste år mistede Sandie Westh sin fuldbårne datter Vilma. Nu er hun gravid igen. Vilma levede i 55 minutter – og i feminas podcastserie "I Sorg med Sandie Westh", fortæller Sandie Westh om, hvordan man lever med sorgen.
For hvordan er man mor til et levende barn i maven og et i graven?
I første afsnit har hun besøg af Anne Roust, som også har mistet et barn. Hun var 30 uger henne, da hun ikke længere kunne mærke Buster sparke.
– Jeg var gravid med en dreng, og det var faktisk en ret fin graviditet. Vi glædede os helt vildt og var ved at gøre klar til, at han skulle hjem til os. Det var vores første barn. Så døde han inde i maven på mig, fortæller Anne Roust.
Du kan høre hele podcasten "I sorg med Sandie Westh på Itunes eller Spotify.
Om natten føder Anne Buster. Og allerede næste formiddag forlader hun hospitalet. Det var alt, alt for tidligt, husker hun.
– Han ligger ligesom i sådan en plexiglasvugge. Og så er jeg bare sådan: Nu skal jeg huske at sige alt, hvad jeg skal sige til dig for et helt liv, fortæller Anne Roust.
Da parret forlader hospitalet, bliver de stoppet af en sygeplejerske. Anne Roust husker stadig hendes ansigtsudtryk, da de fortæller, at de er på vej hjem.
– Jeg kan bare se, at hun tænker: “Det er en dårlig idé”. Jeg ville ønske, at hun havde sagt, at det var en dårlig idé, fortæller Anne Roust.
Den oplevelse kan Sandie Westh genkende fra sit forløb. Hun efterlyser, at sundhedspersonalet bliver langt bedre til at guide en.
– Man har brug for, at nogen tager dig i hånden og siger, at nu skal du gøre det her. Vi har brug for, at der er sundhedspersonale, der går ind – og ikke trumfer en – men siger: “Vi har erfaring med, at det her, det er rigtig godt.”
Hvis du så en 35-årig kvinde hulke på Fisketorvet, var det bare mig, der forsøgte at gøre min søn virkelig
– Vi var super-modtagelige over for hvad som helst, fortæller Anne Roust og fortsætter:
– Men vi havde ikke nogen forudsætninger for at vide, hvad der var det rigtige at gøre.
Hør hele podcasten i artiklen eller på Itunes eller Spotify, hvor Sandie Westh også taler med Anne Roust om, hvor mærkeligt det er at begrave sit barn det ene sekund og sidde i sommerhuset med sine venner det næste sekund.
Du kan også finde I Sorg med Sandie Westh, der hvor du normalt finder dine podcasts.