Hvis du så en 35-årig kvinde hulke på Fisketorvet, var det bare mig, der forsøgte at gøre min søn virkelig

For nogle uger siden travede jeg rundt på Fisketorvet i København.

Det er, for de fleste mennesker i hovedstaden, ikke nogen såkaldt big deal, men for mig var det et plaster, der skulle rives af.

Noget jeg måtte tvinge mig selv til at gøre.

Ikke fordi selve Fisketorvet for mig er specielt skræmmende, men fordi børneafdelingen i diverse tøjbutikker for mig har været lukket land, siden jeg mistede Vilma.

Sådan er det, når alt det babytøj, min datter skulle have haft på, i stedet blev lagt ned i kasser og gemt væk i kælderen.

Jeg har ikke kigget på det siden. Det har jeg ikke haft overskud til, for det gør så ondt, at hun aldrig fik alt det tøj på, jeg nøje havde udvalgt til hende.

I næsten et år har jeg undgået alt, hvad der hedder børneafdelinger.

Jeg er nærmest løbet forbi børnetøjet, når jeg har handlet i supermarkedet og jeg har kigget væk, når andre mødre er kommet gående med barnevogn.

Alt det her ved min jordemoder godt, og hun har gudskelov hele tiden kigget kærligt på mig og sagt, at det er helt normalt.

Men for et par uger siden sagde hun noget, der fik mig til at tænke.

“Du er nødt til at give dig selv lov til at lave en pusleplads til ham”, lød det, mens hun kiggede med varme øjne på mig.

"Men det tør jeg bare ikke", udbrød jeg opgivende.

Noget af det, der gjorde så ondt, da jeg mistede Vilma, var alle de planer, jeg havde lagt, som aldrig blev til noget.

Hvordan jeg skulle skifte hendes første ble, jeg skulle give hende sit første sæt tøj på, og hvordan jeg skulle lægge hende ned i babyliften.

I stedet endte min mand og jeg med at arrangere hendes bisættelse, alt imens vores forældre pakkede hendes ting ned.

Derfor har jeg ikke turdet købe noget til lillebror i maven, for så bliver han virkelig, men min jordemoder rykkede noget i mig.

Også fordi min veninde havde skubbet på i forvejen.

Hun havde nemlig spurgt, om jeg ikke skulle købe bare en enkelt body til ham, og hun ved trods alt, hvad hun taler om, for hun mistede selv sin søn for seks år siden.

Det havde jeg gået rundt og luret lidt på i nogle uger.

Da min jordemoder så også kærligt skubbede på, tog jeg på Fisketorvet den lørdag. Jeg trak vejret dybt et utal af gange på vej derhen og sagde til mig selv, at hvis det blev for meget, så kunne jeg bare tage hjem.

Bevæbnet med musik i ørerne og visheden om, at jeg bare kunne vende om, trådte jeg ind på Fisketorvet.

Jeg gik lidt rundt og kredsede mig tættere og tættere på det, som det handlede om: Babytøjafdelingen i en tøjbutik.

Det føltes som et maraton, og jeg fandt mig selv stoppe op foran indgangen og brød sammen så voldsomt, at en vagt kom hen for at spørge mig, om jeg var ok.

Jeg forvissede ham om, at det var jeg, samtidig med at jeg var taknemmelig for hans næstekærlighed.

Hulkende ringede jeg til min mor, som langsomt fik talt med mig, og jeg bevægede mig ind i butikken med hende i ørerne.

Det var så surrealistisk at stå der, midt i den samme afdeling, jeg stod i for et år siden, inden mit liv ramlede, og så købte jeg noget tøj til min søn.

Jeg købte noget tøj til den søn, jeg får.

Derudover fik jeg også købt et par hylder til hans pusleplads, så hvis du så en 35-årig kvinde komme hulkende igennem Fisketorvet, med favnen fuld af hylder, var det bare mig, der forsøgte at gøre min søn virkelig.

Jeg er så stolt af mig selv over, at jeg tog skridtet den dag, i øvrigt med vilje helt alene, fordi jeg vidste, at det havde jeg brug for.

I går, præcis to uger efter, vaskede jeg tøjet, så nu kan jeg ikke returnere det igen.

Jeg hang det op på tørrestativet på vores altan, hvorefter jeg lagde det ned i den skuffe, hvor hans storesøsters tøj også lå for et år siden.

Det var grænseoverskridende, men også en proces, jeg havde brug for, og jeg er taknemmelig for at have mennesker i mit liv, der kærligt skubbede mig i den retning på det helt rigtige tidspunkt.

Nu er det her, tøjet altså. Det er hans.

Det ligger i skuffen og hylderne er klar til at blive hængt op.

For han kommer, og han fortjener, at jeg tror på ham. Han er min søn.