Hjertet hamrede, og sveden piblede frem. Men da han mødte sine venner, sagde han intet
Foto: Privat
Hjertet hamrer i brystet, sveden pibler frem, og vejrtrækningen er svær at kontrollere.
21-årige Noah Thilemann er blevet ramt af et angstanfald.
Men da han dagen efter tager i skole, lader han som, alt er godt og fortæller ingen af sine kammerater om, hvordan han for blot få timer siden var helt ude af den. Han tør ikke, og han tror egentlig heller ikke, at de ville lytte. Ikke sådan for alvor.
For mænd skal være “stærke” og ikke vise følelser, ellers er de ikke “rigtige mænd” - sådan er den dominerende fortælling i samfundet, oplever Noah Thilemann, og det er han godt gammeldags træt af.
Derfor besluttede han sig for at skrive et debatindlæg til Politiken.
- Jeg havde et behov for at komme ud med mine tanker. Jeg synes, det er underligt, at jeg ikke turde åbne op overfor mine venner, og at de formentlig heller ikke ville lytte, siger han.
Og sådan har det været så længe, Noah Thilemann kan huske.
Uanset om det har været i folkeskolen, på efterskolen eller på HF, hvor han er nu, så har de drengegrupper, han har været en del af, altid haft en helt særlig jargon, som ikke har efterladt særlig meget plads til at tale om det, der er svært.
I stedet har snakken i højere grad handlet om fodbold eller andre ikke så “farlige” ting, og hvis man har bakset med noget, har der implicit været en opfattelse af, at: "jaja, det skal du nok klare, det behøver vi ikke snakke om, for du skal bare videre og fokusere på noget andet”, fortæller Noah Thilemann.
Det gør, at han ikke tør at åbne op overfor sine venner om, hvordan han reelt går og har det, eller vende de store spørgsmål og bekymringer, der fylder, når man er i start 20’erne, såsom hvad skal der ske i fremtiden? Vil jeg blive optaget på min drømmeuddannelse? Vil jeg nogensinde få en kæreste?
Kun når de samles til et pre-party inden byen, og der er kommet en smule alkohol indenbords, oplever han, at der kan blive skrabet lidt i overfladen.
Det er som om, at det i den situation er nemmere lige at sige: ”Jeg var squ lidt presset forleden på grund af afleveringen, eller jeg synes, det er lidt svært at score hende der, som jeg synes er fucking sød”, men samtalen varer ikke længe, fortæller Noah Thilemann.
- For så skal vi til at drikke igen, og så når man aldrig at blive færdig med samtalen, for så glemmer man den, og i stedet kommer det til at handle om, hvem der kan drikke flere shots, hvem der kan blive fuldest, og hvem der kan score ude på floor, siger han.
Morgenen efter ligger han i sengen, alene med alle de tanker og spørgsmål, som der blev åbnet op for kortvarigt aftenen før, men som han nu ikke kan få svar på. Det sjældne moment i drengegruppen er passeret, og det er ikke alle bekymringer, som han har lyst til at dele med sine forældre.
Og det er virkelig ærgerligt, for det er vigtigt at kunne tale med hinanden om det, der er svært, mener han.
Egentlig tror Noah Thilemann også, at de fleste mænd godt kunne tænke sig at kunne tale med drengegruppen om, hvad der rører sig inde i dem, men de tør ikke, fordi de er bange for, hvad de andre mon vil tænke.
For det bliver ikke set som særligt “mandigt” at åbne op for ens følelsesliv, oplever han. De mandlige idealer, for eksempel i musikbranchen, har også været præget af at skulle være “lidt seje og hårde”, og derfor synes han, at det er tiltrængt, at der kommer en kunstner som Tobias Rahim, der synger om, at mænd græder.
- Han er stadig ekstremt meget mand, men også ekstremt følsom, og det har i hvert fald åbnet min verden for, hvordan man også kan være mand - at man kan være begge dele og ikke behøver at være det ene eller det andet, siger Noah Thilemann.
Men hvis drenge skal lære at blive bedre til at tale med hinanden om deres følelser, kræver det en kulturændring, og der skal sættes ind allerede, når de er små, mener han.
Så havde han måske turde åbne op overfor drengene i skolen om sit angstanfald, og så havde det måske ikke kun været pigerne, der havde rost hans debatindlæg og drengene, der havde mødt det med larmende stilhed.