De fandt et dødt spædbarn oven på et skab i Camillas naboejendom. Så gik hun i gang med at finde ud af, hvem moderen var

– Jeg gik lige her og var ved at følge min søn i skole, da jeg hørte om den første sag. Der stod nogle håndværkere på gaden og fortalte, at de havde fundet en lillebitte kasse på loftet, da de var i gang med at skifte taget. I kassen lå et barneskelet.

– Det var lige deroppe, siger Camilla Stockmann og peger på en ejendom på den anden side af gaden.

Vi står midt på Prinsesse Maries Allé – en rolig stikvej til Gammel Kongevej med store træer og gamle herskabsejendomme.

Camilla bor et stenkast herfra, og i løbet af formiddagen har vi drukket kaffe ved hendes rustikke spisebord og talt om hendes nye bog “Når du strammer garnet”.

Alle kvarterer har hemmeligheder, skriver Camilla Stockmann – og i bogen bliver en ufortalt kvindehistorie hvirvlet op af støvet, da Camilla finder ud af, at der er blevet fundet tre døde spædbørn inden for en radius af 100 meter fra hendes lejlighed.

– Her i nummer 15 blev der fundet et dødt spædbarn oven på et skab i opgangens stueetage, siger Camilla og peger på en opgang tæt på, hvor vi står.

– Der er også blevet fundet et barneskelet på græsset ved Søerne, tæt på min lejlighed. At bo i et kvarter, hvor tre spædbørn blev efterladt af deres mødre, har fået mig til at tænke rigtig meget over det at være mor. Hvor forskelligt det har været fra nu – til to skridt tilbage i vores historie.

Camilla Stockmann er mor til to drenge på 12 og 15 år. Hun arbejder som kulturjournalist på Politiken, og sammen med sin mand, Janus, har hun skrevet bogen “Bullshit”, der udkom i 2017 og indbragte parret den prestigefyldte Cavlingpris.

– At skrive “Bullshit” var virkelig hårdt arbejde, så jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke ville gå i gang med at skrive en ny bog så kort tid efter. Men det var som om, at denne her historie ville fortælles, siger Camilla.

Barneskeletter i nabolaget

I “Når du strammer garnet” fortæller Camilla Stockmann om de udfordringer, mange danske kvinder, især fra underklassen, stod i – i tiden før den fri abort.

Camilla og jeg er begge født i 1973 – et år, der lyser op i kvindehistorien. Retten til fri abort blev vores dåbsgave, og da vi mødes i Camillas lejlighed, bliver vi hurtigt enige om, at der på en eller anden måde ligger en tåge hen over tiden før den fri abort.

– Det er først nu, man begynder at gå tilbage til perioden før 1970’erne og forstå, hvor vigtigt det er at fortælle kvindehistorien fra den tid. Ikke mindst fordi vi har nogle rettigheder, som kan forsvinde igen – hvis vi ikke passer rigtig godt på dem, lyder det fra Camilla.

Det er tidlig formiddag, der er kaffe i kopperne, og en lille uldtot af en hund stikker hovedet frem under spisebordet og vil op på skødet og være med i vores samtale.

Camillas lejlighed har noget mondænt over sig. Der er højt til loftet og udsigt til Sankt Jørgens Sø – og til det sted, hvor et af de døde børn blev fundet.

Mange vil nok tænke, at det er lidt uhyggeligt med de barneskeletter, der dukker op i dit nabolag. Hvad var det, der fik dig til at tænke: Det her må jeg dykke ned i?

– Jeg har altid interesseret mig for arkæologi, for jeg tror, vi kan lære meget om os selv ved at kigge ind i fortiden, siger Camilla.

Hun smiler lidt for sig selv og fortæller videre:

– Da jeg var barn i 1980’erne, klunsede min far rigtig meget. Jeg kan huske, at jeg cyklede rundt med min far mellem containere, som han forsvandt ned i – for så at komme op igen, helt sort i hovedet og begejstret over et eller andet, han havde fundet.

– Dengang syntes jeg, det var lidt flovt, men i dag kan jeg godt se, at jeg er blevet som min far: Jeg leder også i fortiden, men jeg leder bare i Rigsarkivet i stedet for i containere. Jeg finder gamle historier og tager dem med hjem, kigger på dem og skriver om dem, smiler Camilla.

Fik aldrig farmors historie

Da det døde barn i 2018 blev fundet på loftet i Camilla Stockmanns nabogade, skrev hun om det i Politiken.

– Jeg tænkte egentlig: Så er det klaret – nu skal jeg skrive om noget andet. Men så fik jeg en e-mail fra en læser med et avisudklip fra 1941 om fundet af det andet barneskelet på Prinsesse Maries Allé.

– Samtidig var min farmor lige kommet på plejehjem. Vi havde et meget tæt forhold, og vi kunne tale om alt, men min farmor fik alzheimers, og hun fik også afasi, så hun mistede evnen til at tale. Jeg kan huske, at jeg sad på plejehjemmet og kiggede i familiealbummet – og pludselig gik det op for mig, at der var noget, jeg havde glemt at spørge min farmor om.

– Min oldemor var enlig mor på Vesterbro – de var virkelig underklasse, og jeg vidste godt, at min farmor og oldemor havde et dårligt forhold, fordi min farmor var uønsket. Men hvordan havde det været for min farmor at vokse op og vide, at hun ikke var ønsket?

Camilla begyndte at researche i Rigsarkivet, hvor hun læste om en masse kvinder, der var på samme alder som hendes farmor og også havde været unge i 1940’erne.

– Pludselig kunne jeg spejle min farmors ungdom i de kvinder, jeg “mødte” i Rigsarkivet – Jenny, Margrethe, Olga, Ellen – og på den måde kom jeg tilbage til kvinderne i det 20. århundrede. De kvinder, der har været med til at forme vores rettigheder og gøre os til dem, vi er i dag.

– Det at bevæge sig mellem nutid og fortid blev pludselig båret af en stor nysgerrighed og en lyst til at forstå de her kvinder og deres virkelighed, forklarer Camilla.

– Samtidig fik det mig til at tænke over mit eget moderskab. Det er klart, at det har været betydeligt lettere for mig at få børn på det helt rigtige tidspunkt, end det var for min oldemor, der blev enlig mor til et barn, hun overhovedet ikke ønskede – og som betød, at hun sank længere ned i fattigdom.

– I mit moderskab har jeg været meget optaget af: Har jeg nok øjenkontakt med mine børn, har jeg sagt nok gange, at jeg elsker dem, kan jeg sætte flueben ved alle de rigtige ting? Der er mange ting, man kan blive usikker på og skamme sig over som mor i dag – og der tror jeg, at det er rigtig sundt at løfte blikket og kigge ind i historien. Så vi kan sætte vores eget liv i perspektiv.

I sin bog fortæller Camilla Stockmann, at 1940’erne var det sidste mørke årti, når det handler om drab på nyfødte børn.

Mellem år 1900 og 1950 blev 614 danske kvinder dømt for barnedrab, og langt de fleste af dem var ugifte tjenestepiger. I byerne blev spædbørn gemt i skabe, skuffer, kufferter – og på landet blev de nyfødte børn smidt i en grøftekant eller en mergelgrav.

– Langtfra alle barnedrab blev opdaget, så man kan regne ud, at der er virkelig mange kvinder, der har båret rundt på en stor livshemmelighed, lyder det eftertænksomt fra Camilla Stockmann.

– Kvinderne har udført en voldsom, brutal handling – og så har de rejst sig op og er gået videre gennem livet. I begyndelsen var det et kæmpe mysterium for mig, at kvinderne kunne det. Man tænker jo, at de har gjort noget uhyrligt – at det er rendyrket ondskab at slå sit eget nyfødte barn ihjel. Men jeg tror ikke, at kvinder, der levede på den tid, var mere onde, end vi er i dag.

Men hvordan i alverden kan man finde på at slå sit eget spædbarn ihjel? Den gåde forsøger Camilla Stockmann at løse.

I “Når du strammer garnet” opruller hun historien om en af de kvinder, der har efterladt sit døde spædbarn i Camillas nabolag. Ellen hedder hun, og efter at have stået på hovedet i Rigsarkivets støvede dokumenter lykkes det Camilla at få et billede af Ellens livshistorie.

Hvorfor var det vigtigt for dig at grave Ellens historie frem?

– Fordi det er hende, der er hovedmistænkt i sagen om barnet, der blev lagt på skabet i opgangen på Prinsesse Maries Allé 15. Jeg ville finde ud af, hvem hun var – og Ellens livshistorie bliver på mange måder et spejl af underklassens kvinder i det tyvende århundrede, fortæller Camilla.

Opgivet som uopdragelig

Ved at researche i Rigsarkivet finder Camilla Stockmann ud af, at Ellen er født i 1910 og opvokset i Horsens under smalle kår.

– Ellen er dygtig i skolen, men samtidig er der noget lystfuldt over hende. Hun minder mig lidt om nogle af de teenagepiger, jeg kender nu – nogle af mine venners børn, som er glade og har appetit på livet, siger Camilla.

Hun tilføjer med et lille smil:

– Sådan husker jeg det også selv: Da jeg var 17 år, handlede det om: Udlever jeg mig selv nok, eller er der noget, jeg har misset? Jeg havde nærmest FOMO på min seksualitets vegne.

I Ellens ungdom er der ikke plads til at udleve seksualiteten. På grund af sit “sædelige fordærv” bliver Ellen som 17-årig tvangsanbragt på landets strengeste opdragelsesanstalt for piger, Vejstrup Pigehjem, der eksisterede fra 1908 til 1940.

Ellen bliver spærret inde på ubestemt tid – og i hendes journal kan Camilla læse, at Ellen har to flugtforsøg. Til sidst får Ellen at vide, at hun er uopdragelig, og med det prædikat klistret på sig, bliver hun lukket ud i friheden igen.

– På Vejstrup Pigehjem blev halvdelen af de unge piger anbragt med henvisning til deres seksualitet. Det samme skete på Sprogø. Bare det at have en seksualitet var dæmoniserende. Ikke for mænd – men for kvinder.

– Ellens veninde bliver sendt af sted til kvindehjemmet på Sprogø, og den eneste grund til, at Ellen bliver sluppet fri, er, at hun bliver opgivet af samfundet.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på: Hvordan har det været for hende at få at vide: Ellen, du er så slem en case, at der ikke er noget at arbejde med. Hvad har det betydet for en ung kvinde på 18 år?

I 1941 mistænkes Ellen for at føde en lille dreng og efterlade ham i opgangen på Prinsesse Maries Allé 15, indpakket i to lag karduspapir.

Ellen bliver aldrig dømt, og hun vogter over sine livshemmeligheder, mens hun går videre gennem livet. Ingen får noget at vide om den voldsomme fortid, der kortlægges i bogen.

Ellen bliver gift og får også en bonussøn, Lasse – og under arbejdet med bogen finder Camilla Stockmann frem til Lasse, der stadig er i live.

Lasse bliver meget overrasket over at høre, at Ellen har båret på så stor en livshemmelighed, fortæller Camilla.

– At tale med Lasse og involvere ham i Ellens historie var en vild ting – jeg skulle lige tage en dyb indånding, inden jeg ringede ham op første gang. Men det viste sig, at vi havde en god kemi – og at det også betød meget for ham at kende til sin stedmors historie.

Men hvorfor skal historierne om barnedrab frem i lyset?

– Fordi de også er en del af vores historie. De fleste af os kan rigtig godt lide at fortælle heltehistorierne – i min familie taler vi om moster Gertrud og moster Else, der flygtede fra Paris under 2. verdenskrig med nogle dyre silkestoffer.

– Det er de heroiske historier, vi trækker frem – men vi er ikke så gode til at dykke ned i traumerne, i mørket. Men det er jo lige så meget en del af os, og hvis vi begynder at åbne skabe og skuffer i vores kvarterer og i vores familiehistorier, kommer der ALT muligt ud. Det kan være smertefuldt, men jeg tror egentlig ikke, det er så farligt – så længe, vi ikke fordømmer de mennesker, der er kommet før os.

I klemme i tidens seksualmoral

I “Når du strammer garnet” bliver det tydeligt, at mange af de kvinder, der var unge samtidig med Ellen, kom i klemme mellem samfundets seksualmoral og virkeligheden.

Under sin research støder Camilla på en undersøgelse, der viser, at under to procent af de kvinder, der blev gift mellem 1944 og 1947, var jomfruer.

– De store lidenskaber var der også dengang, og det kom bag på mig, da jeg åbnede kasserne i Rigsarkivet. Mellem linjerne strømmede der masser af sex og begær – og det er tydeligt, at mange af kvinderne havde sex på eget initiativ, fortæller Camilla.

Hvordan var samfundets – og samtidens – blik på kvinderne?

– Det blev forventet, at kvinderne ventede med at have sex, til de var blevet gift – og at de sørgede for ikke at blive gravide. Men det er lidt svært, for det er jo manden, der skal trække sig ud. Så ansvaret lå hos kvinden, men handlekraften lå hos manden, og det er en ligning, der ikke går op, siger Camilla Stockmann.

“Hun er kommet i ulykke”, sagde man om en kvinde, der var blevet gravid uden at være gift.

– Det er meget sigende, for kvinden blev virkelig skubbet ud over kanten – og derudover blev hun også set som ulykken. Skammen blev placeret hos kvinden – det var hende, der var en ulykke i samfundets øjne.

Men hvordan går man fra at være “kommet i ulykke” til at efterlade et nyfødt spædbarn i en opgang, en kuffert, en grøftekant?

Under arbejdet med bogen finder Camilla Stockmann ud af, at barnedrab har været en del af menneskehedens historie, til alle tider og i alle kulturer. I jernalderen støbte man babylig ind i husmurene, og i Japan fandtes der et særligt ord for at slå nyfødte børn ihjel.

– Man kaldte det mabiki, som er det samme ord, man bruger om at luge stiklinger ud i rismarkerne. I Japan blev barnedrab brugt til at begrænse befolkningstilvæksten helt frem til slutningen af 1800-tallet, fortæller Camilla.

– At der har været så mange sager om barnedrab i Danmark peger også på, at det at slå vores nyfødte børn ihjel er noget, vi mennesker har i os.

Men det virker helt uforståeligt, at man kan det?

– Ja, og det er også et stort mysterium for mig – lige indtil jeg taler med min svigermor, der er pensioneret overlæge i psykiatri, fortæller Camilla.

– Min svigermor fortalte mig, at hun som ung læge var på arbejde på en skadestue, da en 15-årig pige kom ind med sine forældre, fordi hun havde ondt i maven. Det viste sig, at den unge pige var gravid – men det havde hun slet ikke opdaget, siger Camilla og fortsætter:

– Min svigermor begynder at fodre mig med forskningsartikler – hver gang, vi er til middag hos hende, lægger hun nye artikler ned i min taske, og pointen i disse artikler er netop, at hvis man fortrænger og fornægter sin graviditet, vil man opleve det, der kommer ud af én, som enormt skræmmende – nærmest som en svulst, som man skal skynde sig at skaffe sig af med.

– Så de kvinder, der har efterladt deres nyfødte børn, har måske ikke haft oplevelsen af, at det er et menneske, de har slået ihjel, understreger Camilla Stockmann.

Et mildere syn på kvinderne

I løbet af 1940’erne bliver i alt 59 kvinder dømt for barnedrab.

– Det er ikke alle de døde spædbørn, der bliver fundet, og kun halvdelen af sagerne om barnedrab bliver opklaret, fortæller Camilla.

– Mange af de kvinder, der bliver dømt, får lovens mildeste straf, som ikke handler om spædbarnsdrab, men om, at de har været “sløsede omkring deres barnefødsel”.

– De milde straffe tyder på, at samfundets syn på kvinderne er begyndt at ændre sig. Kvinderne står i forvejen i en kæmpe ulykke, så hvorfor straffe dem endnu mere? spørger Camilla Stockmann ud i stuen.

Hun fortæller videre:

– I løbet 1950’erne bliver det illegale abortmarked meget større og mere professionelt. Så kommer p-pillen i 1966, og Mødrehjælpen bliver også en stærkere organisation. Så kommer pessaret – i begyndelsen virker det virkelig dårligt, men det er alligevel et skridt på vejen for tidens kvinder. Ja, og så kommer den fri abort i 1973.

I år er det 50 år siden, at kvinder i Danmark fik ret til fri abort – og Camilla fortæller, at hun lige nu arbejder på en artikelserie for Politiken, hvor kvinder giver deres vidnesbyrd om at få en illegal abort før 1973.

– Vi har sat en annonce i avisen, og jeg er blevet kontaktet af nogle virkelig seje kvinder, der er klar til at fortælle deres personlige historie, siger Camilla.

Hvorfor tror du, at alle disse historier pibler frem lige nu?

– Jeg tror, det handler om, at vi er begyndt at tage kvindernes historie alvorligt. Der er skrevet hyldemeter af bøger om besættelsestiden.

– Vigtige bøger – for det er et vigtigt kapitel i danmarkshistorien. Men der er simpelthen noget, der ikke er blevet fortalt. Og jeg synes, at kvindehistorien fra det 20. århundrede er virkelig vigtig – fordi kvinderne stod midt i en kæmpe brydningstid, siger Camilla.

– Det er ikke mere end to generationer siden, og jeg er selv begyndt at tænke på: Kan det være, at jeg også er præget af den seksualmoral, som mine bedstemødre levede under? Bærer jeg i virkeligheden rundt på noget gammelt skam – uden at jeg ved det? Det er jeg begyndt at tænke over – og jeg er slet ikke færdig med at undersøge det.

Artiklen blev udgivet i femina uge 25, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: