Tom Jensen og Isabella Hindkjær
Køn & identitet

Berlingskes chefredaktør med modsvar: Femina har gjort mig til en slags bøhmand

16. august 2022
Af Tom Jensen
Foto: Stine Heilmann/APPR/Ritzau Scanpix/Nikolaj Thanning Rentzmann
Feminas chefredaktør har gjort mig til, hvad der vel bedst kan beskrives som en slags bøhmand i debatten om Normstormerne, skriver Berlingskes chefredaktør Tom Jensen i et modsvar.

Berlingskes chefredaktør Tom Jensen har på Twitter flere gange ytret stor bekymring for ”hvad det kan gøre ved en flok børn at indpode dem intersektionel feministisk privilegie-gruppeideologi”, skrev feminas chefredaktør, Isabella Hindkjær i en kommentar om Normstormerne.  

Her er Tom Jensens modsvar, som også er bragt på hans facebook-profil. 

"Feminas chefredaktør Isabella Hindkjær gjorde forleden i sit medie mig til hvad der vel bedst kan beskrives som en slags bøhmand i debatten om Normstormerne, normkritik og ekstrem wokeisme.     Det er interessant. For med sin klumme placerer hun sit medie på en ekstrem, venstreorienteret identitetspolitisk yderfløjsposition, som næppe mere end nogle meget få procent af befolkningen kan relatere til.  

Den minder på mange måder om den munkemarxistiske strømning, der løb gennem særligt uddannelsessektoren og ikke mindst de højere læreanstalter i årtierne efter 68, men som aldrig blev noget, ret mange mennesker overhovedet kunne forbinde sig holdningsmæssigt til.     Ligesom de sekteriske marxister i 70erne er der særlige kendetegn for de ekstreme identitetspolitikere:   

  • Hvis man er uenig i deres yderligtgående holdninger, er det udtryk for at man befinder sig på et laverestående bevidsthedsniveau. Her udtrykt ved, at Isabella Hindkjær skriver, at “mænd ikke forstår, at kampen også er deres.” 
  • Både ekstreme marxister og wokeister påstår at repræsentere ‘fremtiden’ som en slags uundgåelig historisk nødvendighed, mens kritikere og andre, der måtte være uenige i deres yderligtgående synspunkter således repræsenterer fortiden. I Hindkjærs klumme formuleret som “frygten for forandring”. 
  • Den revolutionære tilgang hos både ekstreme marxister og wokeister fremkalder behovet for at etablere stærke fjendebilleder. Det vil sige, at mennesker der ikke køber ind på det yderligtgående revolutionære tankesæt, som kun få procent af befolkningen overhovedet kan støtte, påsættes stærke markører for at tydeliggøre, at det de mener repræsenterer en uacceptabel antirevolution, som vil blive blæst omkuld af den historiske uundgåelighed. I mit tilfælde, at jeg står for et “frygtsomt korstog mod alt, der ikke flugter med hans egen binære og heteronormative verdensopfattelse”, hører til de “reaktionære medietyper” og “mænd der er bange for fremtiden”. 
  • Individet er for både marxister og ekstreme wokeister underordnet en kollektiv gruppetænkning, der gennemsyrer alt. Mænd - og altså også folkeskoledrenge - har således “kollektive privilegier” de skal “konfronteres med”, skriver Hindkjær. Hvis man vil læse op på, hvordan den slags foregik blandt 70ernes marxister, så find det kapitel i Peter Øvig Knudsens bøger om Blekingegadebanden, der hedder ‘Kønnenes kamp’, og som skildrer hvordan mændene i KAK fra efteråret 1977 på en række ‘bønnemøder’ blev trukket igennem en kollektiv skylds- og erkendelsesproces, hvor de hver især skulle sone at mænd historisk var nogle svin.
  • For både 70ernes munkemarxister og nutidens identitetspolitiske ekstremister går vejen til revolutionen gennem at erobre institutionerne, særligt dannelsesinstitutionerne. Det skete som bekendt dengang, og det sker nu med Isabella Hindkjærs krav om, at normkritik og feminisme skal være faste fag på folkeskolens skemaer.  

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Heldigvis kom det aldrig til nogen marxistisk revolution i Danmark. I dag ser vi på den tid som en lærerig påmindelse om, hvor problematisk det er, hvis sekteriske revolutionære ideer får fodfæste, f.eks. i uddannelsessystemet. Om nogle årtier vil vi sikkert på samme måde se tilbage på den sekteriske, revolutionære identitetspolitik.“