Severine er Juleven: Hvor der er hjerterum, er der husrum
28. november 2016Ingen bør sidde alene juleaften, med mindre de selv ønsker det. For juleaften må da være den mest ensomme aften at være ensom i.
Sådan tænker 44-årige Severine fra København. Og mange er tydeligvis enige med hende.
Rundt om i landet skorter det i hvert fald ikke på initiativer, der forsøger at komme ensomheden til livs juleaften. Både organisationer og private står bag en lang række juleaftensarrangementer og julekomsammener, hvor folk, der ikke har nogen at fejre juleaften sammen med eller ikke har noget at fejre juleaften for, bydes indenfor. Nogle steder slår folk sig sammen og holder storjuleaften i fællesskab. Andre steder åbner folk døren til deres private hjem.
Tre kvinder om: Den jul jeg aldrig glemmer
Juleven og en udstrakt hånd
Severine Barselajsen har prøvet begge dele. Hun har som Juleven været med i Røde Kors' særlige julekontakttjeneste Projekt Julevenner, hvor Røde Kors matcher mennesker, der har plads til gæster juleaften, med mennesker, der ikke har et sted at være på den store aften. Men Severine har også bare som privatperson strakt en hånd ud og sagt: "Du er velkommen hos os", når hun i omgangskredsen har hørt om nogen, der kendte nogen, der var kede af at skulle sidde alene juleaften.
Hos Severine og hendes tre sønner, der er 10, 18 og 20 år, er det altså blevet lidt af en tradition, at der er plads til et menneske eller to ekstra rundt om julebordet og juletræet juleaften.
Hvem kommer så i år?!
Severine bor ikke kæmpestort, og økonomien giver heller ikke altid mulighed for de store armbevægelser, men alligevel har hun igennem flere år fundet husrum og råderum til at åbne sit hjem for andre juleaften. For som det gamle ordsprog siger: Hvor der er hjerterum, er der husrum...
Og som Severine selv siger: –Mine børn er simpelthen vokset op med, at sådan er julen hos os. De synes ikke engang, det er mærkeligt mere, at der kommer nogen, de ikke kender. Det er efterhånden mere holdningen: Hvem kommer så i år?!
Juleven - sådan begyndte det
Første gang Severine læste om Røde Kors’ Projekt Julevenner, slog hun til. Tanken faldt hende bare helt naturlig: Det gør vi da!
Andre år har hun som nævnt arrangeret det på egen hånd. Og det var også sådan, det hele begyndte i sin tid.
Det begyndte den første jul, hun skulle holde jul alene med sin yngste søn og uden de to ældste drenge, der skulle fejre jul hos deres far. Igennem en kollega hørte hun om kollegaens veninde, der havde nogle konflikter i familien og trængte til et sted at holde jul, og så var det, at Severine ganske enkelt foreslog: "Hvorfor kommer hun ikke bare hjem til mig juleaften?"
De kendte ikke hinanden, de to, men kollegaens veninde kom, og der blev holdt jul, og det gik godt. Så godt, åbenbart, at det gav mod på mere.
Er det ikke akavet?
Er det ikke akavet sådan at sidde dér en juleaften sammen med et menneske eller måske en lille familie, man ikke kender i forvejen? Sådan et spørgsmål kan folk godt finde på at stille Severine.
Men nej, det synes hun ikke. Slet ikke, faktisk.
– Det er ikke altid, det går, som man regner med, siger hun, - og vi har da også prøvet at stå her og tro, at vi skulle holde jul sammen med en 19-årig pige, som så aflyste i sidste øjeblik, fordi det alligevel blev for sårbart og for svært for hende. Og det eneste, jeg kunne gøre, var at sige: »Hvis du fortryder, så kommer du bare, lige meget hvad klokken er!«
Søs Fenger om julen: Det var ren Astrid Lindgren-idyl
Skal føle sig hjemme
Når Røde Kors’ Julevenner er med inde i billedet, mødes man gerne, vært og gæst, inden juleaften og får en lille snak, fortæller Severine også.
– På den måde kender man lidt til det menneske, der kommer, og baggrunden for, at hun eller han er alene. Det er ikke altid, jeg fortæller det videre til mine børn. Men sjovt nok har de heller aldrig spurgt. Det er, som om det er nok for dem at vide, at vi får en gæst, og den gæst skal vi sørge for føler sig hjemme.
– Der er ikke noget bestemt, vi skal juleaftensdag, når gæsten er kommet, fortæller hun videre, - men jeg tror heller ikke, at man dur til at have fremmede gæster, hvis man er typen, der hænger sig i tidspunkter og ting, der skal gøres og nås. Vi har ikke andre forventninger til hinanden, end at vi skal have en hyggelig dag og juleaften.
Gaver går vi ikke op i
– Gaver går vi heller ikke højt op i. Men vi spiller pakkeleg, tilføjer hun.
- Da kan jeg huske, at vores gæst forrige år, en 60-årig dame, forsigtigt spurgte, om hun skulle have noget med, for hun havde ingen penge. Og nej, det skulle hun i hvert fald ikke. Men hvis nu hun kunne finde et par ting, som hun ikke brugte længere, en bog måske eller en dåse tun, og pakkede det ind, var det fint. Og det var virkelig nogle gode ting, hun kom med, som der blev spillet om med liv og lyst. Jeg tror også, hun hyggede sig. Hun havde sagt på forhånd, at hun nok ville gå efter risalamanden, men hun blev her da næsten til midnat.
Får altid noget tilbage
Og som Severine fastslår til sidst:
– Man skal ikke glemme, at man altid får noget tilbage, når man selv giver. Det er måske ikke altid lige dem, man giver, man får noget tilbage af. Og sådan skal det heller ikke være. Men der kommer noget tilbage ad en eller anden vej – og på et eller andet tidspunkt.
Projekt Julevenner
Røde Kors’ Projekt Julevenner så dagens lys i 2012 og er en landsdækkende aktivitet.
Her kan du se, hvor mange juleaftensfester, der er blevet matchet imellem nye julevenner indtil videre:
Julen 2012: 138 julefester
Julen 2013: 176 julefester
Julen 2014: 295 Julefester
Julen 2015: 308 julefester