
Da hun startede, kendte hun ingen kvinder i sporten. Nu kæmper hun selv for at få flere piger på banen

Alba Hurup Larsen blev for nylig som den første hædret med en ny, international særpris som 'Årets kvinde i motorsport'.
Foto: Imago/Ritzau Scanpix
Det er på nogle måder usædvanligt, at Alba Hurup Larsen nu træner sammen med nogle af verdens bedste inden for motorsport.
Først som 11-årig startede hun med at køre gokart – og det er altså sent, hvis man har planer om at gøre professionel karriere inden for den verden, forklarer hun.
Men allerede få år senere som 14-årig gjorde hun sig særligt bemærket på verdensplan, da hun vandt talentkonkurrencen ‘Girls On Track’. Siden har det taget fart, og hun er nu en del af det prestigefyldte Ferrari Driver Academy med store drømme om Formel 1.
– Da jeg vandt prisen som 14-årig, gik det op for mig, at det kunne lade sig gøre, siger Alba Hurup Larsen.
For da hun startede med at køre, var hun altid omringet af andre drenge, og stjernerne, hun så op til, var mænd.
Hun forestillede sig ikke, at det som kvinde overhovedet var realistisk at gå hele vejen, selvom hun elskede konkurrencen, farten og adrenalinsuset. Men det var det, og sideløbende med sin professionelle karriere arbejder hun nu for at udbrede netop det budskab:
At piger kan lige så vel som drenge blive racerkørere. Det bør ikke være usædvanligt.
For nylig blev hun som den første hædret med den nye særpris ‘FIA Woman in Motorsport’ – på dansk 'Årets kvinde i motorsport' – uddelt af det internationale motorsportsforbund FIA.
Prisen anerkender ‘enestående bidrag til opbygningen af et mere mangfoldigt, inkluderende og tilgængeligt økosystem i motorsport', skriver Ekstra Bladet.
Og det er nemlig netop det, Alba Hurup Larsen i flere år har arbejdet for med sit eget initiativ G.I.R.L (Girls International Racing Lab), der har til formål at få flere piger til at prøve sportsgrenen.
– Det betyder rigtig meget for mig at modtage den pris. Når man inviteres med til et så stort event, betyder det, at man er blandt de helt store navne. Det er virkelig fedt at blive anerkendt på den måde og at være med til at sætte fokus på det, det handler om: Nemlig at få flere piger ind i motorsport.

Vigtigt med rollemodeller
Sammen med sin søster var Alba Hurup Larsen en af de eneste piger på banen, da de startede med at køre gokart. Hun kunne godt fornemme, at det var lidt usædvanligt, men hun havde også et godt fællesskab med drengene, fortæller hun.
– Jeg startede også sammen med min søster, så jeg havde hende at læne mig op ad. Men for andre kan det være svært, og det er også derfor, jeg prøver at få piger til at starte sammen.
Derudover tror hun på, at hendes egen synlighed i den professionelle verden gør en forskel for andre.
– Det er supervigtigt at have rollemodeller og nogen at se op til, siger hun.
Heldigvis har hun selv kun positive oplevelser at se tilbage på. Og langt størstedelen af den opmærksomhed, hun får i dag, er også støttende, selvom der sommetider lander enkelte negative kommentarer på hendes sociale medier, hvor hun, udover at dele glimt fra sine træninger, også poserer i modeserier for blandt andre Tommy Hilfiger.
– Der har været nogle mænd på internettet, der har skrevet nogle ting om, at jeg burde køre noget mere i stedet for at tage billeder. Men det er jo folk, der ikke forstår sporten og hvor vigtige sponsorer er.
For nu er planen at gå efter topplaceringerne, når hun kører med Ferrari i F1 Academy, som er kvindernes svar på Formel 1 – og udenfor banen fortsætter hun arbejdet med at inspirere og opfordre andre piger til at kaste sig ud i motorsportens verden.
– Jeg glæder mig bare til at se, hvad der sker.



