Cecilie sagde sit faste job op. Hun ville noget andet med sit liv. Men nu er hun tvunget til at gentænke sit valg

Hvem har ikke prøvet at være høj på drinks en fredag aften, gribe telefonen og sende en svada afsted, der brændte en bro eller to?

Det føltes tilfredsstillende, nærmest euforisk i øjeblikket, men næste morgen ramte de berømte tømmermænd, og ja, fortrydelsen.

Det er i store træk den bevægelse, arbejdsstyrken har været igennem siden coronanedlukningerne.

Først kom The Great Resignation, hvor ansatte på stribe, som følge af nedlukningernes pauseperiode og den efterfølgende mangel på arbejdskraft/overflod af arbejdstilbud, sagde op i hobetal.

I nogle tilfælde var der nærmest tale om en opsigelseseufori, hvor de, der sagde op, lagde videoer på TikTok og YouTube med den ene spektakulære opsigelsessvada efter den anden.

Nu har tømmermændene imidlertid indfundet sig, og man taler i USA i stedet om en ny trend: The Great Regret (dansk: Den store fortrydelse).

Måske var det alligevel ikke drømmen at flytte på landet og dyrke sine egne grøntsager eller udskifte den ellers udmærkede og kendte arbejdsplads med en anden? Måske er usikkerheden i den globale økonomi noget, man frygter, får indflydelse på ens eget liv.

I hvert fald er der færre, der siger op og flere, der søger tilbage i jobs, de ellers havde forladt. Men betyder det, at de erfaringer, vi gjorde os under pandemien, er skyllet ud med badevandet?

Erhvervspsykolog Stine Reintoft mener bestemt, at de tanker, vi gjorde os under pandemien, stadig kommer til at få indflydelse på arbejdslivet fremadrettet – også i Danmark.

– Meget er tilbage til normalen, men samtidig er der et stigende behov for fleksibilitet og for at føle en dybere værdiforankring i sit liv blive sat på dagsordenen. Mange har stillet sig store, nærmest filosofiske spørgsmål under pandemien, og man har forholdt sig mere kritisk til, hvad arbejdslivet tilbyder i forhold til mening og tilhør og i forhold til naturen og bæredygtighed. Det gælder også for ledere, der stiller sig selv de samme spørgsmål.

Et forandret jobmarked

I 2021 så man en masseudvandring på det amerikanske arbejdsmarked. I det år alene sagde små 50 millioner amerikanere deres job op (den amerikanske befolkning er på cirka 332 millioner).

Aldrig havde så stor en mængde arbejdere sagt deres job op på så kort tid.

Årsagerne var blandede. De lavtlønnede sagde op, fordi de syntes, at de var for lavtlønnede. På et arbejdsmarked med mangel på arbejdere kunne de enten skifte deres dårlige job ud med ét, der var lidt bedre, eller de kunne leve af den coronagodtgørelse, der blev udbetalt.

I den kreative klasse gentænkte mange deres liv på et mere overordnet plan. Her ville flere gerne have mere kvalitetstid med familien og videreføre det tætte familieliv, som de havde haft under coronanedlukningerne.

Alt i alt skred folk i hobetal fra hamsterhjulet. Og selv om trenden var svagere at aflæse på det danske arbejdsmarked, var der bestemt også her mennesker, der valgte at lægge liv, vaner og økonomi om efter coronapausen.

Resultatet var et forandret jobmarked, hvor arbejderne for første gang måske nogensinde havde magten til at forandre præmisserne for deres arbejdsliv.

På et jobmarked, hvor arbejdskraften mangler, kan de, der ønsker at arbejde, stille krav til arbejdsgiveren og dermed udstikke rammerne for f.eks. løn, tillæg, arbejdstider og mulighederne for at arbejde hjemmefra. Det var et hidtil uset drømmescenarie for mange.

Men måske er det slut.

Den store fortrydelse

Så hvad har ændret sig? En amerikansk undersøgelse foretaget af søgeportalen Joblist har vist, at cirka en fjerdedel af alle de, der valgte friheden fremfor den faste løncheck, nu har fortrudt.

De to overvejende årsager til følelsen af bondeanger er på den ene side den stigende inflation (leveomkostningerne er blevet dyrere og angsten for en decideret økonomisk recession er reel), og på den anden side, at det nye job (for dem der ikke forlod arbejdsmarkedet, men skiftede job) ikke er levet op til forventningerne.

Nogle af årsagerne til det sidste er, at folk enten savner deres gode gamle kolleger, eller at arbejdskulturen på deres nye arbejdsplads har vist sig at være ringere end i deres gamle job, selv om lønnen måske er en anelse bedre.

Stine Reintoft gør opmærksom på, at især de mange nye fleksible arbejdsløsninger, hvor mange er fortsat med at arbejde hjemmefra i et eller andet omfang, kan gøre det svært at falde til på en ny arbejdsplads.

Mange – især dem, der i forvejen lever alene – kan i værste fald ende med at føle sig ensomme.

– Ensomhed er et generelt problem i Danmark, hvor hver syvende føler sig ensom. At have et arbejde er en beskyttende faktor. Ensomhed handler ikke alene om at være fysisk sammen med kollegerne, det handler i høj grad om kvaliteten af de kollegiale relationer. Føler jeg mig anerkendt som en del af gruppen? Føler jeg mig lyttet til og forstået? Er det et trygt og kollegialt miljø at være i?

Mister man sammenhængskraften og det kollegiale tilhørsforhold, zapper man hurtigt videre som nyansat, pointerer hun.

En tendens, der især har gjort sig gældende for dem, der blev ansat i coronatiden, og som aldrig fik skabt en følelse af tilknytning til arbejdspladsen.

Vi vil have fleksibilitet

Cecilie von Haffner er grafisk designer, og da coronanedlukningerne ramte, havde hun et fast job. Men tiden under nedlukningen, hvor hun for første gang længe havde tid til nærvær og lange ture i skoven med sine to sønner, fik hende til at gentænke, hvad hun egentlig vil med sit liv.

Travle morgner, lange arbejdsdage og hverdagsstress eller fleksibilitet og nærvær? Valget var slet ikke svært, da hun først så det som et valg.

Hun sagde det faste job op, startede selvstændig virksomhed, der gjorde det muligt selv at være i kontrol over arbejdstider og -mængde, og hun skruede ned for forbruget, så økonomien kunne bære omlægningen.

Men hvor er hun nu godt et år efter? Er hun en del af fortrydelsesbølgen? Både ja og nej.

– Jeg arbejder stadig freelance og har god tid med mine børn om eftermiddagen. Jeg fortryder på ingen måde det valg, jeg traf. Jeg nyder at have ro og luft, fortæller hun.

Alligevel er der sket et skift i økonomien, der gør, at hun måske bliver nødt til at gentænke sit valg. Ikke fordi hun har fortrudt, men fordi den overordnede økonomiske usikkerhed også kan mærkes i hendes freelancevirksomhed.

– Jeg har overvejet, om jeg skal se mig om efter en fastansættelse. Ikke fordi det er den måde, jeg helst vil arbejde på, men fordi jeg kan se, at der kommer færre opgaver. Mine kunder skal spare, og jeg oplever, at opgaver bliver aflyst. Det bekymrer mig helt vildt, især fordi jeg er enlig forsørger.

Cecilie er dog ikke i tvivl om, hvilket liv, hun ville vælge, hvis der var frie muligheder, og fleksibilitet bliver et klart nøgleord for hende, hvis og når hun skal ud og søge fast job igen.

Stine Reintoft genkender, at ønsket om fleksibilitet er blevet større hos dem, der søger nye ansættelser.

– Fleksibilitet er blevet det nye buzzword på linje med, hvordan vi i mange år brugte ordet anerkendelse. Det kan være fleksibilitet i tid, rum eller begge dele. Det opfattes af mange som den moderne måde at arbejde på.

Begrænset jobindsats

Udtrykket The Great Resignation blev opfundet af management professor Anthony Klotz i foråret 2021, da bølgen af opsigelser begyndte at manifestere sig, og der var mangel på arbejdskraft alle steder, ikke mindst i serviceindustrien.

Det var et udtryk, der hurtigt kom i cirkulation.

Men selv Klotz ser nu opsigelsestrenden værende på retur. I et interview i finansmagasinet Fortune, forudså han i starten af i år, at opsigelsestrenden vil flade ud her i 2023.

Anthony Klotz ser nu andre og nye postpandemi-tendenser på arbejdspladsen, f.eks. quiet quitting, hvor man i stedet for at sige op, begrænser sin indsats på arbejdspladsen til et absolut minimum.

Det vil sige, at man udfører sine opgaver, men så heller ikke mere. Man melder sig ikke til at arrangere julefrokosten eller stiller op til møder, der ligger uden for arbejdstiden.

Quiet quitting er en mere diskret udgave at den store opsigelsesbølge. En quiet quitter bliver rent fysisk i jobbet, men er ikke til stede i sjælen. Og det dræber ikke så mærkeligt hele arbejdspladsens sjæl henad vejen.

Så selv om arbejdsgiverne ikke nødvendigvis skal arbejde helt så hårdt for at fastholde deres ansatte som for et år siden, så skal de stadig være opmærksomme på, om de tilbyder en arbejdsplads, der er værd at engagere sig i.

Det kræver med andre ord en opmærksom og værdiengageret ledelse, hvis arbejdspladsen ikke bare skal være et sted, hvor de ansatte slår tiden ihjel frem til fyraften.

Quiet quitting kan lyde som en virkelig kedelig måde at være til stede på arbejdspladsen på, men Stine Reintoft synes ikke nødvendigvis, at quiet quitting altid er en dårlig løsning – i hvert fald ikke i en periode.

– Quiet quitting kan på den ene side være en sund bevægelse for en arbejder, der har haft en tendens til at overengagere sig i sit arbejde. Vi har gennem nogle år set en – for mig – bekymrende inderliggørelse af arbejdslivet.

– Der har siddet mange i min samtalestol med heftige stresssymptomer, og for dem kan det være sundhedsfremmende at nedtone deres (over)engagement på arbejdet. Det kan være en måde at balancere arbejdslivet på, at jeg ikke kun ”er mit arbejde”. At jeg har en identitet som andet end min arbejdsfunktion, og at jeg er god nok uden hele tiden at (over)præstere?

Samtidig siger hun:

– Det er selvfølgelig en bekymrende tendens, hvis nogle vælger at forblive passive på arbejdet som en protest mod en oplevelse af upassende eller for høje krav og forventninger. Et passende engagement i den faglige opgave er både givende for samfundet og den enkelte.

Stine Reintoft er enig med Anthony Klotz i, at selv om arbejderne ikke har den magt til at diktere forholdene på arbejdspladsen, som det så ud til, at de ville få, så kræver det post-pandemiske arbejdsmarked alligevel en gentænkning af ledelse. De fleste vil nemlig gerne have et arbejde, der giver faglig tilfredsstillelse og er meningsskabende.

– Det er min egen tese, at der i de her år sker noget med vores forventninger til at blive ledet. Der kaldes på en indirekte facon på nye former for ledelse, hvor den enkelte inddrages og gives indflydelse på en anden måde end tidligere, siger hun.

Hvor skal vi hen?

At være eller ikke være på arbejdsmarkedet? Godt tre år efter vi (næsten) alle sammen blev sendt hjem fra arbejde, er både vi selv og arbejdsmarkedet stadig i gang med at finde ud af, hvad vi vil med hinanden. Selv om det virkede frigørende at sige op, har vi brug for rammerne.

Men hvordan skal de rammer se ud? Hvordan beholder vi friheden og sikkerheden på én og samme gang?

Stine Reintoft advarer om, at selv om det kan virke tillokkende at tilvælge et fleksibelt arbejdsliv, fordi det kan give indtryk af, at man får det bedste fra to verdener, er det ikke nødvendigvis den løsning, der vil være den mest bæredygtige for arbejdslivet på den lange og kollektive bane.

– Når det handler om individet kontra fællesskabet, så tror jeg, at der ligger nogle fælder og lurer. Mennesket i vores tid har en tendens til at tro, at friheden findes uden for fællesskaberne, men jeg vil hellere pege på, at friheden i højere grad findes i de af og til besværlige relationer. Fællesskabet er indimellem krævende, men det er også her kimen til trivsel, læring, udvikling og menneskelig næring i dybere forstand ligger gemt.

Denne artikel blev udgivet i Femina Uge 32.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: