Årets Kvinder

Hun har altid vidst, at hun ville være mor. Men for Tine Høeg blev det et "sønderrivende" projekt, der flåede alt med sig

7. november 2022
Fortalt til Nina Ettrup
Foto: Mathilde Schmidt
Tine Høeg har altid vidst, hun ville være mor. Og hun var også parat til at blive det alene. Men så mødte hun Mads – og han ville gerne have et barn med hende. Lykke og eufori! Indtil parret begyndte i fertilitetsbehandling, hvor det at lave en baby blev til et “sønderrivende” projekt.

Længslen efter at blive mor har jeg altid haft. Det er den stærkeste trang til noget, jeg nogensinde har følt. Det har været det eneste i mit liv, der var indiskutabelt.

Jeg vidste, at det skulle jeg. Det har været et begær, en nærmest frådende dyrisk drift efter det. Som jo også er det, der gør, at man kaster sig ud i alt det her med fertilitetsbehandling.

Der er noget destruktivt over det, en ødelæggelse af noget i en selv, som man gladeligt gør, fordi det, der skal komme ud af det, er så meningsfuldt.

Noget af det mest flænsende ved at være i behandling er, at man bliver nødt til at affinde sig med uvisheden. Nogle gange siger folk “ah, men det skal nok lykkes”, og det kan være en provokation, for det ved de jo ikke. Det ved lægerne ikke, og det ved jeg ikke selv.

Den måde, jeg har set mig selv på, har altid været en, der havde børn. Så det med, at det potentielt aldrig skulle lykkes, har føltes eksistenstruende.

Jeg har gerne villet give den her erfaring et sprog, fordi det sprog mangler. Og det er noget, jeg selv har længtes efter.

At skrive blev for mig en måde at skabe det rum for andre. Give stemme til noget, jeg har haft en fornemmelse af ikke kun er min erfaring, men berører ufatteligt mange mennesker. Selv om jeg tager udgangspunkt i en meget personlig erfaring, er det også alle mulige andre mennesker, jeg skriver om. Der er noget alment i det.

Årets Kvinder 2022

Forfatter Tine Høeg, klimaaktivist Selma de Montgomery, politiker Margrethe Vestager og influencer Irina Olsen er alle fire kvinder, der arbejder med at skubbe til normer, love og regler, som strammer og gør det sværere at få lov til at være dem, vi er.

De udfordrer status quo og tør at tage de svære samtaler om, hvordan det føles, når livet er barsk, eller når verden og samfundet ikke er så sunde eller rummelige, som vi ønsker.

De er alle fire kåret som årets forbilleder 2022 sammen med mange flere kvinder, som sparker røv på hver deres måde. 

Den drift, der ikke bliver forløst, bliver til noget enormt destruktivt og helt vildt mørkt. Det har også været voldsomt for mig at opleve, hvad det er for nogle kræfter, der bliver frisat: Al den kontrol, man har i sin hverdag, bliver sat ud af spil. Det, der raserer i en, flår alt med sig.

Det har været vigtigt for mig i bogen at give plads til jalousien og vreden og hadet og alt det grimme. Jeg tror, det hører med, også de meget mørke tanker og  jalousifølelser mod dem, man elsker – mod venner, der er gravide, mod hele verden næsten.

Jeg har følt et had undervejs, som jeg har skammet mig over, for “hvem er jeg, der pludselig føler alt det her?!” Også over for min kæreste, som har to børn i forvejen. Det blev ham, der skulle bære meget af min vrede. Det var virkelig svært, for han var jo også den, der var tættest på, og skulle være min støtte. Og han bar også sin egen sorg og frustration.

Jeg har også tætte veninder, som jeg i perioder måtte melde afbud til, fordi det var for hårdt at være sammen med dem, fordi alle sammen har små børn eller var gravide i den periode, vi var i behandling. Jeg var nødt til at trække mig, så det har også store omkostninger socialt.

Selv om det, vi har været igennem, har været hårdt, er det jo stadig rimelig begrænset tid, vi har været i behandling i forhold til, at nogle er det i seks og syv år. Og for nogle slutter det aldrig.

Jeg har så stor omsorg og respekt for de mennesker – jeg begriber ikke, hvordan man ikke går fuldstændig i stykker … men det gør man måske også.

Jeg havde besluttet mig for at få et barn selv, når jeg blev 35.

Jeg havde også været på fertilitetsklinik og blive undersøgt, da jeg var 30. Der havde jeg indstillet mig på, at hvis jeg fik at vide, at der ikke var særlig mange æg, så kører vi bare fuld smadder nu. Men der var alt godt, så der lagde jeg en plan med dem om, at jeg skulle komme igen, når jeg var 35.

Det var ret frisættende at vide, at det var sådan, jeg ville gøre, og så måtte det med kærligheden komme på et andet tidspunkt. Det gjorde mig ikke så meget, at rækkefølgen måske blev anderledes, end den er for de fleste.

Men så skete der jo det, at jeg mødte Mads, da jeg var 33, og så var der jo pludselig en, som potentielt kunne være far. Og det snakkede vi også om ret tidligt i vores forhold.

Jeg spurgte ham, om han havde det sådan, at han aldrig kunne forestille sig at få flere børn, og det var meget bevidst, at det var dét, jeg sagde, og ikke “vil du have et barn med mig?”

Jeg tror, det var lettere for ham at tage stilling til det, end om han ville have et barn med mig, efter vi havde kendt hinanden i to en halv måned. Men han var jo nødt til at vide, at jeg gerne ville være mor.

Et stykke tid efter bragte han det selv op igen og sagde, at han rigtig gerne ville have et barn med mig.

Det var på vores første rejse sammen, der var appelsintræer i baggrunden, det var meget smukt, faktisk. Og erotisk – for så er der også det der med, at de næste gange, man er sammen, er der pludselig dét i spil.

Der er en meget stor kontrast til det, man ender ud i, når det så ikke lykkes. Man bærer jo også den sorg over, at det ikke bliver på den måde, man gerne har villet. At det ikke bare sker ved, at man er sammen.

Og det gør det jo ikke for rigtig mange, men det hører vi bare ikke så meget om. Det bliver gemt væk, men det er så almindeligt. Alligevel har vi mest det billede af, at det er noget, der sker uproblematisk.

Da vi startede i behandling, håbede vi jo også, at vi ikke skulle være det i så lang tid. At det ville lykkes efter et par måneder, og så var det bare noget, vi vidste.

Da vi fortalte vores venner og familie, at vi var i behandling, fordi det blev for svært at lade være, var der en forløsning i det, men også en sorg, fordi vi mistede muligheden for, at det bare kunne være “vores”.

Det er der noget sårbart i og noget skamfuldhed, som jeg ønsker, vi kan slippe af med, men som jeg selv har følt. Hvorfor er det skamfuldt at tale om?

Der er nogle meget indgroede forestillinger om det med kroppen – hvad den skal kunne. Det kan være svært at være i, at der er noget, man ikke lykkes med.

Det er meget sent, man er begyndt at forske i mænds i sædkvalitet. Skylden for infertilitet har historisk været placeret hos kvinden, og det er stadig sådan, at kvinden bliver set som patient og manden som pårørende.

Der ligger et ansvar systemisk for at skabe en anden fordeling. For jo, det er kvindens krop, der skal behandles uanset hvad, men der er ingen mening i, at man ikke begge bliver indkaldt til samtaler og scanninger, eller at det er kvinden, der modtager prøvesvar på manden sædprøve!

Min kæreste kunne ikke bippe sit sygesikringsbevis ind, da han skulle aflevere en sædprøve, for systemet kan ikke registrere mænd.

Det taler jo ind i fortællingen om, at kvinden er den primære, når det kommer til børn. Ansvaret ligger dér – det er hende, der “er den”.

De kommer ud i venteværelset og råber “Tine Høeg!” og “nå, ja tag du bare din mand med”. Så kan han gå dér bagved, med frakkerne eller sædprøven i en kop.

Det har føltes ensomt, for os begge to. Som kvinde føler man sig som den, der skal bære ansvaret, og det kan være isolerende og ensomt, og det er det også for ham, der ikke bliver “lukket ind” i det.

I forvejen er det belastende som par at være i, og der hjælper det bare ikke, at der ikke bliver gjort mere for, at man bliver set som en enhed.

Om Trine Høeg

Tine Høeg, 36 år.

Prisbelønnet forfatter, senest har hun udgivet romanen “Sult”.

Bor på Amager med Mads, Mads’ to børn og datteren Lulu, som kom til verden i september.

De seneste fem år er det væltet frem med værker om forældreskab, fødsel og moderskab i dansk litteratur, hvor vi får til at se skyggesiderne også.

Barnløshed er en del af det opgør med glansbilledet af moderskab, tror jeg. Det er sindssygt vigtigt, at vi får gjort op med myterne. Der skal være plads til det flossede og sårbare. Overfladen skal kradses væk.

Jeg tror ikke, jeg ville være i stand til at skrive følelserne i “Sult” frem, nu hvor det er lykkedes at blive gravid. Bogens nerve og drive kommer af, at den er skrevet så tæt på begivenhederne, og den er skrevet med kroppen, idet tingene sker.

Jeg ville lade teksten skrige. Det at skrive har jo været  en måde at forsøge at forstå mine følelser på. Når jeg bladrer i bogen, tænker jeg: “Nå ja, så mørkt var det”. Jeg bærer erfaringen med mig, men jeg kan ikke mærke smerten mere. Jeg kan godt selv blive overrasket over, at det var så voldsomt.

Der var en periode, som var meget mørk for mig, hvor jeg havde en tvivl på, om jeg kunne klare det som menneske.

Jeg var bange for at ryge ned i et sort hul, jeg ikke kunne komme op af. Der havde jeg aldrig været før i mit liv – jeg følte, jeg stod på grænsen af, hvad jeg kunne magte.

Jeg tog en positiv test, en uge efter jeg skrev den sidste tekst i bogen. Det var lige før nytår.

Vi tænkte, om vi skulle vente, så nytårsaften ikke blev ødelagt. Men det kan man jo ikke.

Jeg har udviklet en teknik, hvor jeg ikke rigtig kigger på testen, men bare kigger lidt ud ad øjenkrogen. Det er min kæreste, der skal holde øje. Sådan var det også den morgen.

Jeg tænkte: “Der kommer jo ikke til at være noget.” Men så kunne jeg bare se ud ad øjenkrogen, at der var en skygge, der begyndte at komme frem, og så gik jeg fuldstændig i panik, råbte og skreg til min kæreste “tænd lyset! Kig på den! Er der noget?”

Og så stod vi begge to og stirrede, og så blev den helt tydelig, der var ikke noget at være i tvivl om – to meget mørke streger.

Jeg havde været helt sikker på, at jeg ville begynde at græde, men jeg begyndte at grine. Jeg grinede og grinede og grinede og grinede.

Hver gang jeg kiggede på den test, fortsatte det bare. Min kæreste grinede af mig, og det må have været helt absurd at se på. Det var en meget euforisk morgen.

Bagefter var der nogen, der sagde til mig, at vi var så mærkelige til den nytårsfest, vi var til. “Vi kunne ikke finde ud af, om I var uvenner, eller om I lige havde knaldet. I var helt i jeres egen verden.” Det fyldte jo bare alting, vi kunne slet ikke være til stede. Det var en heftig afslutning på et heftigt år.

Man bærer jo også den sorg over, at det ikke bliver på den måde, man gerne har villet. At det ikke bare sker ved, at man er sammen. Og det gør det jo ikke for rigtig mange, men det hører vi bare ikke så meget om.

Min kæreste og jeg er kommet styrkede ud af det. Vi havde jo ikke været kærester så længe, da det her gik i gang. Vi kom ret hurtigt til et punkt, hvor vi så hinandens yderpunkter.

Vi har set hinanden i de vanvidsøjeblikke, hvor man ikke kan bunde. Men vi har været gode til at tale om, hvad vi skulle gøre for, at det ikke ødelagde os, og hvordan vi kunne blive ved med at prio-ritere hinanden. 

Så det ikke kun er det dårlige – det, der ikke lykkes – som fylder.

Den erfaring tænker jeg faktisk er god, når vi har et barn sammen – noget, der jo også udfordrer os, fylder det hele og er meget hårdt i perioder. Vi har øvet os i at passe på hinanden og det, vi har sammen.

Interviewet med Tine Høeg er lavet i sommer – før hun gik på barsel. I september blev hun mor til en lille pige.