Irina_Olsen
Årets Kvinder

Jeg har i mange år været udelukket af modebranchen. Normalt er det lige meget, men i år gik det mig på

4. november 2022
Fortalt til Stinne Kaasgaard
Foto: Mathilde Schmidt
Irina Olsen voksede op i Ukraine som kunstskøjteløber på eliteplan. Den disciplin og målrettethed, hun lærte her, har hun brugt, da hun senere skulle kæmpe sig ud af den danske realitybranches skygge og den diskrimination og udskamning, hun oplevede i den forbindelse. I dag lever hun af at være influencer og har skabt sit eget beautybrand.

Jeg er opvokset i Ukraine i tiden omkring Sovjetunionens fald. Begge mine forældre var læger, og jeg følte ikke, at vi manglede noget.

Vi sultede ikke. Men det var helt normalt, at der var flere måneder, hvor der ikke var varme, hvor der ikke var vand i vandhanerne, og hvor vi måtte stå i kø med madkuponer i butikkerne. Men fordi vi levede i det, føltes det normalt.

Min far tænkte meget på, om vi kunne flytte til et andet land, men det krævede mange penge, og vi talte kun russisk og ukrainsk, fordi vi ikke havde engelsk i skolen dengang.

Mine forældre overvejede Canada, hvor vi havde familie, men det endte med Danmark, fordi det var tættere på. Min far begyndte at tage engelsklektioner, hvor han tog mig med, så da vi flyttede til Danmark, da jeg var 10 år, talte jeg flydende engelsk.

Jeg begyndte på olympisk skøjteskole i Ukraine, da jeg var fire år. Det var virkelig en big deal at gå til kunstskøjteløb i Ukraine.

Jeg var vant til, at det gjorde så ondt at skøjte, at mine knogler blev helt sorte, og jeg måtte tage smertestillende hele tiden, fordi udvalget af skøjter til det niveau, jeg var på, ikke var tilgængelige i Ukraine.

En dag tog min far nogle nye skøjter med hjem fra en rejse, og for første gang oplevede jeg, at jeg ikke behøvede at have smerter.

Jeg elskede vores liv i Ukraine. Alle vores venner, familie og mit skøjteløb.

Jeg følte, jeg havde et drømmeliv, og tanken om at flytte permanent var forfærdelig for mig. Da vi tog til Danmark, fortalte mine forældre mig, at det kun var midlertidigt. De vidste godt, at jeg ville kæmpe imod, hvis jeg havde kendt sandheden.

Årets Kvinder 2022

Forfatter Tine Høeg, klimaaktivist Selma de Montgomery, politiker Margrethe Vestager og influencer Irina Olsen er alle fire kvinder, der arbejder med at skubbe til normer, love og regler, som strammer og gør det sværere at få lov til at være dem, vi er.

De udfordrer status quo og tør at tage de svære samtaler om, hvordan det føles, når livet er barsk, eller når verden og samfundet ikke er så sunde eller rummelige, som vi ønsker.

De er alle fire kåret som årets forbilleder 2022 sammen med mange flere kvinder, som sparker røv på hver deres måde. 

Vi flyttede til Aalborg i 1997. Slut-90’erne var ikke fede tider for indvandrerbørn i Aalborg. Jeg var hverken helt på de andres hold, fordi jeg var lyshudet, eller dansk, fordi jeg ikke så skandinavisk ud med mit meget mørke hår.

Jeg passede ikke helt ind og kunne ikke finde ud af, hvor jeg hørte til. Jeg følte mig ikke som en del af noget fællesskab. Derfor gik jeg all in på skøjteløb. Også selv om der slet ikke var den samme prestige forbundet med det i Danmark, som der var i Ukraine.

Jeg tror, at det var skøjteløb, der reddede mig som barn, fordi jeg havde noget at fokusere på. Alt andet, der tyngede mig, kom i baggrunden.

Jeg har altid været meget bevidst om, hvad jeg godt kan lide.

Vi havde ikke adgang til amerikansk eller anden udenlandsk kultur, men min mormor samlede på postkort med gamle Hollywood-skuespillerinder. Marilyn Monroe, Elizabeth Taylor, Jane Mansfield, Vivien Leigh. Min mormor havde også selv altid flot hår og makeup: Rød læbestift, kæmpestort blond hår og eyeliner.

Hun havde det flotteste makeupspejl, som jeg elskede at sidde foran. Som skøjteprinsesse elskede jeg i forvejen de flotte kjoler med pailletter og vilde farver, som jo var way too much i virkeligheden.

Da jeg blev ældre, elskede jeg at eksperimentere med makeuppen på isen, som skulle være vild som teatermakeup, så den kunne ses på lang afstand.

Irina_Olsen

Elizabeth Taylor i rollen som Kleopatra. Det var sådan, jeg forestillede mig selv, da jeg var lille.

Jeg kunne danse og optræde på en scene, og jeg var trænet i at håndtere mine nerver på en scene. Så jeg tænkte længe, at jeg skulle være skuespiller og gerne i Hollywood. Det var den eneste vej.

Det blev jeg ikke, men mange af de ting, jeg lærte dengang, bruger jeg i dag. Jeg har min disciplin fra skøjteløb og fra at gå i skole i Ukraine.

Vi blev testet konstant, og bestod du ikke, kunne du simpelthen ikke fortsætte. Den mentalitet har jeg taget med mig. ​At jeg altid sætter et niveau for mig selv, som jeg vil opretholde. Jeg har tidligt lært at holde fokus, forblive målrettet og ikke blive slået ud, hvis noget ikke går, som jeg håber.

Jeg stoppede med at skøjte, da jeg var 18-19 år. Det skyldes flere ting, som blev en kamp, der ikke længere var værd at kæmpe, og mit forhold til mine forældre var ødelagt

. Vi var i mellemtiden flyttet til Sjælland, og jeg havde intet netværk. Der var mange ting, der var gået galt, og jeg følte mig fuldstændig fortabt. Jeg tror, at mange elitesportsudøvere kan relatere til det: Jeg havde skøjtet næsten hele mit liv fra morgen til aften. Det var hele min identitet at være skøjteprinsesse. Hvad var jeg ud over det? Jeg mistede fuldstændig mig selv fra den ene dag til den anden og måtte kæmpe mig tilbage.

Jeg stødte på en casting til “Kongerne af Marienlyst”. Jeg elskede amerikansk reality som “Jersey Shore”, “The Hills” og “Laguna Beach”, men jeg forestillede mig slet ikke at være en del af det. Men et eller andet i mig sagde, at jeg måske skulle prøve det.

Måske kunne det være min vej ind i tv- og filmbranchen. Måske kunne det åbne nogle døre. Jeg gik samtidig til audition på programmet “Fristet”, som jeg endte med at være med i ​efter at have været meget i tvivl og også nå at hoppe fra et par gange undervejs.

Da jeg stoppede med at skøjte, blev en del af mig blev rebelsk. Jeg havde kun kysset én fyr og aldrig haft en kæreste. Jeg begyndte at bedøve mig selv med alkohol og forsøgte at indhente det, jeg ikke havde oplevet. Men jeg havde ingen, som guidede mig.

Ingen, der spurgte, om jeg var okay.

Jeg anede ikke, hvad det gule sygesikringskort betød, eller hvordan jeg søgte et job. Hele mit liv havde handlet om at træne, træne, træne. Det var et kæmpe chok at komme ud i den virkelige verden. Jeg havde ingen forståelse for det virkelige liv.

Jeg blev røvrendt af en en masse mennesker, efter jeg havde lavet mine første to realityprogrammer, men jeg var stadig supernaiv. Samtidig vidste jeg, at jeg kunne stå på en scene og foran et publikum.

Jeg gik til en del castings på musikvideoer og fik nogle af dem. Jeg følte, at jeg ville kunne noget foran et kamera. Jeg overvejede slet ikke reality i første omgang. Jeg havde altid været en stille og ret genert pige. Ikke så god til mange mennesker. Jeg tænkte simpelthen, at jeg var for kedelig.

Dengang handlede reality primært om at feste virkelig meget og sige forargende ting, og selv om jeg kunne lide at feste, faldt det mig ikke naturligt at være højtråbende og fylde meget.

Jeg kan ikke ret godt lide at tale om min tid i realitybranchen. Jeg fortæller bl.a. om den tid i min bog (“Jeg rejser mig hver gang”, red.), men det var traumatisk nok i sig selv at skrive den. Men jeg kan sige så meget, at det var nogle andre tider dengang, og jeg er glad for, at man ikke længere behandler realitydeltagere, som man gjorde dengang.

Medierne udskammer heller ikke kvinderne fuldstændig efterfølgende, som jeg oplevede. Dengang blev man en del af en maskine og fik hurtigt tildelt titler i medierne, når programmerne skulle promoveres.

Jeg var en østeuropæisk pige med en stor barm ​og sagde ikke fjollede ting folk, grinte af, hvilket var moderne dengang. Det betød, at de var nødt til at finde en anden rolle til mig, så jeg skulle være bitchen.

Det ødelagde mange år for mig ​og mange forretningsmuligheder. Det er først for nylig, at folk er begyndt at forstå, at jeg er helt anderledes, end de troede. I så mange år er alle blevet hjernevaskede til at tro, at jeg var et eller andet monster, som gik og svingede mine bryster i hovedet på folk.

Om Irina Olsen

Irina Olsen, født i 1987 i Ukraine, kom til Danmark som 10-årig. Tidligere kunstskøjteløber på eliteniveau.

Blev landskendt med realityprogrammer som “Fristet” og “Divaer i junglen” på TV3 og har siden medvirket i en række tv-programmer. Er i dag iværksætter og influencer med eget beautybrand og knap 250.000 følgere på Instagram.

Mor til Allessia på syv år og gift med dj’en Faustix.

Det er et traume, der ikke er helt forløst hos mig. Jeg bliver altid lidt vred igen, når jeg taler om det. Det var så nemt at ødelægge en ukrainsk kvinde. Ingen havde min ryg.

Det var især min krop, der blev udskammet, og når jeg ser i dag, hvordan kvinder har hinandens ryg i offentligheden, når de bliver udskammet, kan det undre mig, at ingen sagde noget dengang. Men realitydeltagere er bare nederst i fødekæden.

Jeg synes egentlig heller ikke, at jeg har noget at forsvare. Jeg har bidraget rigtig meget til kropsaktivisme, før der overhovedet var nogen, der talte om det i Danmark.

Jeg har arbejdet med sociale medier, siden de nærmest ikke eksisterende i Danmark. Jeg er nærmest dinosaur på det punkt.

I begyndelsen handlede det om blogs, hvor jeg måtte sætte mig ind i alt om, hvordan de fungerede, og hvor jeg lærte at være min egen fotograf og behandle billeder. Det betyder, at jeg i dag selv laver kampagner til mit brand.

Man kan være influent på mange måder. Det kommer an på ambitionsniveau og interesse, og der er ingen opskrift. I dag fylder Instagram, Tiktok og Youtube meget, og man må vælge, hvor man lægger sin energi.

Jeg har også lavet en hel del tv, og jeg har mit eget makeupbrand. Jeg kan godt lide at udfordre mig selv. Jeg er god til at se, hvor trends er på vej hen, og samtidig tilpasse min forretning til den verden, vi lever i.

Aarets_Kvinder

Måske ser de ud, som om det har været nemt for mig nogle gange. Det har det virkelig ikke været. Det har været utrolig drænende.

Det er gået ud over mit helbred, fysisk og psykisk. Jeg har døjet med angst i mange år, som blev udløst af min tid i realitybranchen. Det er også noget, jeg talte om, før mange andre gjorde det.

Jeg er blevet truet og har haft vagter og våben under hovedpuden. Min datter er blevet truet. Det har gjort en kæmpe forskel, at jeg i dag har råd til en advokat. Der er rigtig mange, der ikke kan fucke med dig, når du har råd til en advokat.

Starten på min karriere har været så hård, at jeg ikke vil ønske det for nogen. Jeg har været udsat for både diskrimination, ​offentlig udskamning, latterliggørelse, sexisme og grov mobning, bl.a. fordi jeg begyndte min karriere i reality.

Jeg har været så træt og ofte tænkt, at jeg skulle løbe 100 gange hurtigere end alle andre. Hvordan accepterer man det?

Det handler om at acceptere, at det er mine vilkår. Ja, jeg skal løbe hurtigere, og ja, jeg står fucking bagest i køen, men det er det, jeg har at arbejde med. Hvis jeg ikke havde min sportsbaggrund, tror jeg faktisk ikke, at jeg havde kunne gøre det.

Jeg har i mange år været udelukket af modebranchen. Selv om jeg er en af de første influenter, der talte om krops-diversitet, ​så er dørene bare lukket flere steder for sådan en som mig med min baggrund.

De samme brands, som altid har afvist mig, har i dag travlt med at brande sig selv som inkluderende, men fordi jeg har været i branchen i så mange år, kan jeg se alt åh, så tydeligt. De vil gerne høste point, fordi kropspositivisme er blevet en trend, men sådan har de langtfra altid været.

Det har ikke gået mig på i mange år, men lige i år gjorde det, fordi der ved den seneste modeuge var en ukrainsk vinkel.

Jeg kan godt leve med, at de fine modebrands ikke vil have noget med mig at gøre, men når der lige præcis er fokus på at støtte Ukraine, og alle viser blå og gule farver, kan jeg godt undre mig.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Problemet er ikke, at de afskriver mig som person, men at de afskriver mig som forbruger. For på den måde afskriver det også alle andre, der ligner mig, som forbruger.

Alle, der har en anden kropsbygning eller baggrund, alle der ikke kommer fra rige familier eller har blondt hår.

Det handler slet ikke om penge. Jeg skal nok tjene mine penge på en anden måde, men det handler om de kampe, der er taget i de her år, hvor mange stadig ikke mener det, når de siger, at de er inkluderende.

Jeg har muligvis gjort min vej lidt sværere for mig selv ved også at være aktivistisk. Men jeg så tidligt en respons fra folk, der læste og fulgte med, da jeg åbnede op om hverdagstanker og adskillige tabuiserede emner

. Det overbeviste mig om, at jeg kunne opbygge et fællesskab omkring disse ting. Alle de ting, jeg kæmper med, er der andre derude, som også kæmper med. Vi har ikke lyst til at føle os forkerte hele tiden, for det er vi ikke.

Min blog var en af Danmarks mest læste i over fem år, og jeg er så dybt taknemmelig for de mennesker, jeg har mødt gennem den, og de historier, de har fortalt mig. Det har givet mig et større overblik og forståelse for, hvad kvinder i Danmark går igennem.

Jeg ved, at jeg er normal, men af en grund har jeg virkelig skulle bevise det og overbevise alle på min vej. Det har krævet en del selvanalyse at stå fast, når man offentlig bliver omtalt som luder af prominente navne, uden at de får en konsekvens.

Men der kommer også et tidspunkt, som nu, hvor vi kvinder har hinandens rygge og ikke tillader, at man så nemt kan ekskludere os, tilsvine os og udskamme os, uden at vi siger imod

I så mange år er alle blevet hjernevaskede til at tro, at jeg var et eller andet monster, som gik og svingede mine bryster i hovedet på folk.