https://imgix.femina.dk/media/6b711a68446c47a8860ac01f81736bf3.jpg
Træning og kost

Sådan laver du mad til én

16. september 2011
af Mia Qvist Scheelsbeck, Alive.dk
Foto: Colourbox
Er du alene og laver mad til dig selv? FEMINAs madskribent Louisa Lorang giver dig tips til at gøre det let og billigt.

Når du bor alene og kommer hjem fra en travl arbejdsdag, er det måske lettest at åbne en dåse makrel eller hente en pizza hos det lokale pizzeria på vej hjem.

Men med lidt planlægning behøver aftensmaden til dig selv hverken bestå af fastfood eller dåsemad.

Louisa Lorang, der er kok og madskribent på FEMINA, forklarer, at man for det første ikke skal have for høje forventninger til sig selv.

- Det er bedre at snyde lidt end slet ikke at lave mad. Det er bedre at købe en færdig pizzadej hos det lokale pizzeria end at købe en færdiglavet pizza. Det er okay at snyde. Og synes man, at det er lettere med de frosne grøntsager, så er det okay, for det er vigtigt at få grøntsager. Så det handler om, at man siger til sig selv, at det er okay at springe over, hvor gærdet er lavest, siger Louisa Lorang.

Læs også: Spis dig til flad mave

Her er Louisa Lorangs 5 gode råd til dem, der hver dag skal lave mad til sig selv:

- Det er smart at "bakke op". Altså, når du køber et kilo gulerødder, så kan det være svært at få dem brugt, når man er alene. For man orker måske ikke lige at skrælle to gulerødder, når man skal bruge dem. Så er det bedre at skrælle dem alle på én gang og lægge dem i vand i en beholder i køleskabet. På den måde er det mere tilgængeligt og lettere at få brugt. Det samme gælder løg, som du også kan opbevare i en boks i køleskabet, siger Louisa Lorang.

- Planlæg ugens retter. Når du har købt selleri, kan du klargøre den og dele den op i forhold til, hvad du skal bruge i de forskellige retter i løbet af ugen. På den måde bliver sellerien brugt op, og du får ikke serveret selleri på samme måde hver aften. Du kan sagtens lade dig inspirere af nogle af de madplaner, der findes på internettet og i forskellige blade.

- Lav altid en hel pakke hakket oksekød eller begge kyllingebryster, når du har købt ind. Fryser du det ikke ned, har det ikke for godt af at stå for længe i køleskabet. Og du kan sagtens få det brugt. Laver du eksempelvis spaghetti med kødsauce en dag, kan du den næste dag lave lasagne. Har du lavet chili con carne, kan det næste dag bruges til enchiladas, og kylling, der den første dag steges med lidt grøntsager til, kan næste dag bruges i en ceasarsalat. Tomatsaucen til pasta kan bruges på en pizza dagen efter, og den ene af de to hakkebøffer, du steger en aften, kan efterfølgende bruges i en burger. Maden kan også sagtens holde i et par dage, hvis du har lyst til at lave en helt anden ret i stedet, siger Louisa Lorang.

- Frys gerne maden ned. Det kan enten være en færdiglavet ret, som du hurtigt kan tage op en anden dag, hvor du ikke har tid til at lave mad. Det kan også være noget fersk kød, som du ikke får brugt. En halv dåse kokosmælk kan eksempelvis også fryses ned.

- Meget frugt og grønt kan i dag købes stykvis - det kan også hjælpe i forhold til at mindske madspildet.

Få ugens madplan her

Læs Louisa Lorangs madblog

Læs også