Drikke

3 gode alternativer til gin & tonic

En hyggeaften med vennerne er guld værd. Især når ganen forkæles med lækre hjemmelavede cocktails. Kirsten Holm, der er ejer af den stemningsfulde cocktailbar K-bar i København, har lagt kærlighed i sine bud på cocktails, der nemt kan laves hjemme i køkkenet.

3 LÆKRE COCKTAILS 

MIDAS TOUCH
isterninger
3 cl orange vodka
3 cl blåbærlikør
2 cl ingefærlikør
1½ cl friskpresset citronjuice
evt. lidt spiseligt bladguld
 
Hæld isterninger i et glas, så glasset kan køle ned. Bland orange vodka i en shaker. Orange vodka kan evt. laves ved at rive lidt usprøjtet appelsinskal ned i en vodka (når vodkaen har trukket nogle timer med appelsinskal i, er den klar). Vodkaen blandes med blåbærlikør, ingefærlikør og friskpresset citronjuice. Det hele shakes eller røres. Hæld isterningerne ud af glasset, og hæld væsken op i det afkølede glas. Drys evt. lidt bladguld på toppen, eller riv lidt usprøjtet appelsinskal over.
 
 
DISKO DASKO
isterninger
4 cl Aperol
1 cl hvid chokoladesirup
2 cl friskpresset citronjuice
champagne (eller tør mousserende vin)
agurk
 
Hæld isterninger i et afkølet champagneglas. Aperol, hvid chokoladesirup og friskpresset citronjuice shakes (eller røres sammen) i en shaker. Hæld isterningerne ud af glasset, og cocktailen i det afkølede champagneglas. Cocktailen toppes med champagne og pyntes med agurkeskiver.
 
 
FLORAL CUCUMBER MARTINI
isterninger
agurk
5 cl gin
1 cl hyldeblomstlikør (St. Germain eller Marie Brizard)
 
Hæld isterninger i et glas, så glasset kan køle ned. Knus 6 skiver agurk i en morter, så agurkerne afgiver agurkesaft. Gin, hyldeblomst og isterninger hældes i agurkesaften og shakes (eller røres).
Hæld isterningerne ud af glasset. Når væsken med agurkesaft, gin og hyldeblomstlikør er rigtig kold, hældes den op i det afkølede glas igennem en double strainer (eller evt. en si).
 

Læs mere om: