Stine følte, at hun ikke var voksen på den "rigtige måde" i andres øjne: "Det er vildt at skulle forsvare"

Hun har tegnet teenageliv og kærestesorger, ensomhed og store drømme, og hun er kendt for med sine sjove og tankevækkende striber at spidde hverdagen og den måde, vi lever i den.

Nu har Stine Spedsbjerg sendt endnu en samling striber på gaden, men denne gang har hun ruget længere og tungere på dem og overvejet, om hun overhovedet kunne udgive dem.

For de spejler, hvordan hun selv er voksen – og det er noget, mange har meget stærke holdninger til. Stine Spedsbjerg er 42 år, har ingen børn og har aldrig haft lyst til at blive mor.

– Jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det rigtige for mig. Men jeg kan huske, at når jeg som barn sagde det, altid fik at vide: “Du bliver klogere!” eller “du kommer til at skifte mening”, “det er den største lykke”.

– Jeg tror aldrig, jeg har haft en alder, hvor jeg ikke har fået at vide, at det er en forkert måde at have sit voksenliv på.

– Alle de kærester, jeg har haft, siden jeg var 24 år, har bare gerne villet have børn, jo hurtigere, jo bedre, siger Stine Spedsbjerg.

På det seneste er vi begyndt at tale om, at der kan være mange måder at leve sit liv på, og at der også skal være plads til forskellighed, tilføjer hun.

Men samtidig hører man stadig folk sidde til familiefester sige, at “de aldrig har hørt noget så egoistisk” eller “hvor er det dumt at ødelægge sit liv på den måde”, konstaterer hun.

– Der er jo mange, der synes, at det her er det mest forkerte i hele verden. Jeg har ikke været i tvivl om, at min følelse var rigtig, men samtidig har jeg nok troet lidt på, hvad SÅ mange mennesker siger, og tænkt, at nu skal jeg ikke gå ud og gøre noget dumt og blive steriliseret. At den der overvældende trang nok kommer lige pludselig, for sådan er alle mennesker og dermed basta.

– Så på en måde har jeg troet på det, men følelsesmæssigt har jeg aldrig tvivlet på, at det her var rigtigt for mig, siger Stine Spedsbjerg.

I 2020 udkom “Det bliver et langt liv” og i 2021 “Forklædt som voksen”. Det er en række tegnede fortællinger om at blive voksen.

Den første handler om at komme i puberteten og stå på tærsklen til voksenlivet, og den næste om at flytte hjemmefra og for alvor træde ind i voksenverdenen. Men hvad er så næste skridt, hvis det skal være en serie af livsfaser, spurgte Stine Spedsbjerg sig selv, da de første bøger var udgivet.

– Når man ser på det store hele, så er det jo at få børn, konstaterer hun.

Hendes første tanke var, at så kunne hun ikke lave flere bøger, når hun ikke selv har børn. Siden overvejede hun at få en forfatter på. En, som selv er mor, og som kunne sætte ord på denne fase af livet.

Men det føltes kunstigt, for de andre bøger er fortalt indefra og i høj grad baseret på egne oplevelser. I lang tid lå den tredje bog derfor brak.

Indtil Stine Spedsbjerg luftede tankerne for sin redaktør og satte ord på den følelse, hun længe havde haft, nemlig at hun i andres øjne ikke var voksen på den “rigtige” måde.

Reaktionen fra hendes redaktør var klar: “Tror du ikke, det faktisk er det det, du skal lave en bog om?” lød det.

Mange “kræver” en forklaring

Der findes masser af historier om mænd, der er eventyrlystne og “action-spændende” og derfor har valgt børn fra, og som nærmest bliver hyldet for det, påpeger Stine Spedsbjerg, men historierne om kvinder, der bare stille og roligt har sagt “nej tak” til børn er svære at få øje på, synes hun.

– Der er Samantha fra “Sex and the City”, men hvor mange andre er vi egentlig vokset op med?

– Jeg er vokset op med en forudsætning om, at kvinder vil have børn, og mænd “skal lokkes” til det, tilføjer hun og blinker overdrevet med det ene øje for at mime den særlige kvinde til kvinde-jargon om håbløse mænd, der hersker i mange kvindefællesskaber.

– Men det med, at de skal lokkes, har jeg ikke oplevet. Måske fordi jeg selv har det sådan med børn, at mændene har været nødt til at sige, at det ville de faktisk gerne.

– Men det har været en svær diskussion at have, fordi det er meget svært at forklare, hvorfor noget ikke er der. Hvorfor man ikke føler sig draget af noget og ikke vil det. Det er jo ikke sådan, at børnehave-Stine satte sig ned helt rationelt og tænkte, at det kan blive udmattende med børn eller være tærende for både økonomi og overskud, så lad os vælge det fra. Det er bare noget, der aldrig nogensinde er dukket op inden i mig.

– Derfor har det også været nogle svære diskussioner. For når man har et synspunkt, der skiller sig ud, føler folk også, at de har krav på en forklaring, siger hun og tilføjer:

– Mange har spurgt, om det er, fordi jeg er bange for, at jeg ikke har kærlighed nok. Det må alligevel være de færreste, der ser sig selv indefra og tænker: “Der er ikke noget – der er bare tomt. Jeg har et stenhjerte.” Sådan er det jo ikke.

– Jeg har stor kærlighed, og jeg kender mange børn, som jeg er rigtig glad for. Det er bare ret vildt hele tiden at skulle forsvare, at jeg ikke vil have nogen selv.

For Stine Spedsbjerg føles det, som om der de seneste år er kommet en lidt større forståelse for andre måder at leve sit liv, end det “alle andre” gør.

Eller også, tilføjer hun med et grin, handler det i virkeligheden om, at hun nu har nået en alder, hvor det er tvivlsomt, om hun overhovedet kan blive gravid, og derfor vil folk ikke tilskynde det.

– Det er svært at vide, men jeg tror, at det er mere nuanceret i dag. Mange af mine venner har nu så store børn, at de også har oplevet både det gode og det dårlige, og det er også lidt nyt, at det faktisk er okay at sige, at det sgu ikke har været lige sjovt hele vejen.

– Der er kommet lidt mere ærlighed om den slags, som måske også påvirker folk og giver dem mere lyst til at forstå.

Da Stine Spedsbjerg forrige forår fik en kæreste, var der alligevel flere, der sagde, at så var det bare med at komme i gang, for de havde travlt, hvis de skulle nå det, med hendes alder.

Det var mennesker, hun gennem årene havde delt sine tanker med, og som havde virket forstående over for hendes beslutning.

– Da der kom en mulighed, var de alligevel sådan: “Gør det. Løb!” siger hun og grine-sukker af, at det kan blive ved med at optage andre, at hun har valgt børn fra.

En ond undertone

Stine Spedsbjerg har tegnet og fortalt stribehistorier med udgangspunkt i sit eget liv gennem 15 år. Først som det, hun kaldte “illustreret navlebeskuelse” på sin blog, siden på Instagram og i bøger.

Hun har altid taget udgangspunkt i egne oplevelser og erfaringer, men med denne bog føles det anderledes.

– De andre fortællinger har været mere almene. Ikke fordi alle går i puberteten eller flyver fra reden på samme måde, og det hele er jo også set ud fra et meget heteroseksuelt synspunkt – der er kampe, som nogen mennesker har, som jeg absolut ikke har haft.

– Denne her bog er tættere på og “mere nu” for mig, og jeg er nervøs for, hvordan den bliver taget imod. Om der er plads til at lave sjov med det her. Der er mange, der ikke kan får børn, som måske bliver berørte, når andre bare vælger, at de ikke vil det, forklarer Stine Spedsbjerg.

I det hele taget oplever hun, at alt, der handler om moderskab, hurtigt kan antænde en ond undertone.

Især i kommentarsporene på sociale medier, påpeger hun og opridser eksempler på, hvordan man her kan blive kaldt “en klam, gammel mor”, hvis man bliver gravid som 46-årig, og “uansvarlig”, hvis man får et barn som 20-årig, eller få at vide, hvis man er mor til fem, at det er synd for børnene, og tarveligt, at vi andre skal finansiere så store børneflokke med vores skattekroner.

– Det er godt nok en meget smal sti, man må gå på som kvinde, når det gælder moderskab. Det virker det i hvert fald til. Så helt at sige “nej tak”, gør mig usikker på, om folk bliver vrede, om de ikke ser det som et gyldigt synspunkt, eller om de faktisk gider være nysgerrige og måske også tage op til revision, hvordan de selv snakker om det her.

– Jeg har nok selv været lidt ked af den der tone af, at jeg er forkert, og at alle har villet rette på mine følelser. Og overordnet set er det måske bare usmart at blande sig så meget i andres liv, siger Stine Spedsbjerg.

Myten om “det rigtige” voksenliv

I sin vanlige stil går Stine Spedsbjerg humoristisk til værks med sine striber, når hun viser, hvordan det også kan opleves at være voksen kvinde i dagens virkelighed.

At have spist noget, så man hæver lidt på maven og derefter står til en fest, hvor alle stirrer og sender sigende blikke mod ens let bulende mave.

Eller de optimistisk løftede øjenbryn og “u-uuh”-bemærkninger, man bliver mødt med, hvis man takker nej til en øl.

Men den er også fuld af andre betragtninger om at være voksen – om at spotte de begyndende rynker i spejlet, om dating og singleliv i 30’erne og 40’erne, om at føle sig af utilstrækkelig, men også om at nå en alder, hvor man måske begynder at acceptere sig selv.

Ligesom med andre faser i livet har mange af os nok haft en idé om, hvordan “det rigtige” voksenliv ville være. At vi en dag ville træde over den usynlige tærskel og vupti, være sådan nogle, der bare har styr på livet.

At man som 40-årig ikke længere får overtræk på kontoen eller glemmer at købe toiletpapir og kan holde liv i sine potteplanter. For Stine Spedsbjerg har forestillingen om voksenlivet handlet om en indre ro.

– Jeg havde forestillet mig, at der ville være meget mindre tvivl. Nærmest som om der ville være en skæringsdato, hvor der ville komme en fe og sige: “Di-diii! Nu har du et stabilt liv. Nu tvivler du ikke mere!” siger Stine Spedsbjerg og svirper grinende ud i luften med sin usynlige tryllestav og tilføjer så, hvordan hun også har set frem til at få det som alle dem i bladene, der gladelig fortæller, hvordan de pludselig føler sig både mere sikre og mere lækre. Selv føler hun sig stadig forvirret.

– Jeg har haft en lidt mytisk forestilling om “det rigtige voksenliv”, som jo nok slet ikke findes.

– Jeg tror, vi er mange, især fra min generation, der har haft det der med, at “40’erne – der har vi lagt skinnerne, ikke? Så kører vi!” Måske fordi vores forældre på en eller anden måde havde et lidt enklere liv.

– Mine forældre har da nok skiftet job, men de har ikke skiftet branche. De lagde nogle byggesten tidligt, og så sad de på dem og fik på et tidspunkt også råd til at købe et hus.

– Det er meget anderledes med vores generation. Vi forholder os meget mere løbende til det hele og skifter retning, hvis vi ikke har lyst til det, vi laver, og samtidig har vi et mere usikkert boligmarked, konstaterer hun.

Nu står du midt i voksenlivet – hvordan er det?

– Ja, hvordan er det? Jeg er 42, og det er mit lykketal, og min “skæringsdato” har faktisk været 42. Da jeg så var 41, fik jeg en stribe i Politiken. Det var det store job.

– Jeg boede i verdens mindste etværelseslejlighed, så jeg tænkte, at nu ville jeg have et hus og en lille have. Og jeg havde min virkelig søde kæreste.

– Jeg havde faktisk råd til et hus, men så fyrede Politiken mig, boligmarkedet gik fuldstændig bananas, og alt gik galt. Lige som jeg havde tænkt, at “nu er jeg der fandeme”, siger hun.

I foråret solgte Stine Spedsbjerg alligevel sin lejlighed og flyttede i stedet i en billig andel. Her har hun råd og plads til at fordybe sig i de bøger, hun elsker at lave, men som er svære at leve af.

Derfor har hun denne sommer også forladt Gorilla Galleri på Vesterbro i København, som hun de seneste to år har drevet med makkeren Kamilla Wichmann.

I foråret vandt hun den danske tegneseriepris Ping-prisen for den stribe i Politiken, som hun kort forinden var blevet opsagt fra.

– Så lige nu har jeg det sådan: “Yay, voksenliv! Men havde du spurgt mig for halvanden måned siden, havde jeg sagt, at det er hårdere, end du tror.

– Så i virkeligheden er det nok lige så turbulent, som livet altid er, eller som da man var yngre og tænkte, at det bliver bedre, eller det bliver anderledes.

Nyt voksenterræn at udforske

Ideen til næste fase af voksenlivet i bogform er klar, selv om den – vistnok – ligger et stykke ude i fremtiden for Stine Spedsbjerg.

– Næste bog skal nok handle om at gå i overgangsalderen. Det er gået op for mig, at jeg intet ved om den. Hvornår den starter, og hvordan man ved, at den er startet eller sluttet igen. Er det ligesom at være i puberteten, bliver ens hormoner mærkelige? spørger hun.

Ligesom livet uden børn er overgangsalderen noget, Stine Spedsbjerg oplever som en livsfase, der er gemt godt væk i både bøger og film.

– Det er virkelig mærkeligt, for det er noget, der sker for alle kvinder, men det er bare ikke beskrevet. Hvordan er det blevet sådan, at det snakker vi ikke om, når det er noget, alle kvinder skal igennem?

– Lad os vende det om – for hvor folk er klar til at gå hen og spørge en person, om man er gravid, så tror jeg ikke, at man kan spørge, om nogen er i overgangsalderen? Det tror jeg ikke, man “må”. Og det tror jeg heller ikke, at folk gør. Måske fordi vi synes, det er lidt pinligt. Måske fordi, der jo ikke kommer noget ud af det.

– Der kommer jo ikke et barn ud i den anden ende. Det er snarere en slutning på noget – i stedet for en begyndelse. Det afføder mange spørgsmål.

– Jeg føler mig virkelig kaldet til at lave en bog om det, så det er noget af det næste, jeg har sat mig for at finde ud af, siger Stine Spedsbjerg.

Artiklen blev udgivet i femina uge 36, 2023.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: