Anna.Mejlhede
Brevkasse

Min chef har givet mig en helt fantastisk mulighed. Men så gav min mand mig et ultimatum

15. september 2023
Af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Han gav mig et ultimatum: Enten siger jeg nej til chefens karriereplan og skruer i øvrigt ned for ambitionerne, eller også må vi skilles." Læs denne uges brev til Anna Mejlhede.

Kære Anna

Jeg skriver, fordi jeg er i mit livs dilemma. Jeg har drøftet det med andre, men har læst din brevkasse af og til og har lyst til at få dit take på det også.

Jeg er 32 og gift på 10. år med en dejlig mand, som jeg har været kæreste med, siden vi begge var 14. Vi har to drenge på fem og syv år, som min mand tager sig mere af end jeg.

Sådan er det bare blevet. Min mand har aldrig været særlig optaget af sit arbejde, mens jeg lægger mange timer på jobbet og også tjener mere, end han gør.

For nylig præsenterede min chef en karriereplan for mig, som er vildt spændende, men også krævende og indbefatter flere ophold i udlandet.

Jeg kom glad hjem, for det er noget, jeg gerne vil, og var sikker på min mands opbakning. Men helt chokerende sagde han, at han havde fået nok. Nok af at hente og bringe og se mig sidde og arbejde altid.

Han gav mig et ultimatum: Enten siger jeg nej til chefens karriereplan og skruer i øvrigt ned for ambitionerne, eller også må vi skilles.

Min karriereplan skal først sættes i gang næste år, og min mand har givet mig tre måneder at tænke mig om i. Skriv ikke bare: ”Vælg din familie”. For så nemt er det ikke.

Hvad hvis min mand længes efter et ”ungdomsliv” uden mig? Hvis jeg fravælger min karriere, fravælger han måske alligevel mig. Det afviser han ganske vist.

Men jeg ved ikke længere, hvad jeg skal tro. Og heller ikke, hvad jeg skal gøre.

Med venlig hilsen

Nete

Kære Nete

Hør her, ”Vælg din familie”- automatsvaret hører vist mest af alt Brevkassen anno 1923 til. Heldigvis ikke 2023. De seneste 100 år har trods alt bragt en del mere ligestilling ind i vores samfund, end der var engang.

Alligevel oplever jeg jævnligt, at der stadigvæk er en skævvridning i synet på, hvad kvinder og mødre kan tillade sig rent karrieremæssigt – og hvad mænd kan.

Alt imens mænd har valgt karriere over mere tid derhjemme igennem hundredvis af år, glider det knapt så let ned, når kvinder træffer samme valg.

At stille hinanden kompromisløse ultimatummer har aldrig virket befordrende for den dybe forståelse. Hvorfor lufter din mand først sine frustrationer nu? Hvis han længe har skumlet over at være den, der tog sig mest af hjemmefronten, hvorfor så gå og putte med det igennem så mange år?

At din mand pludselig åbner for sluserne og vælter anklagerne ud over dig, behøver ikke være ensbetydende med, at han dermed har ret.

Hvilken kvinde er det i øvrigt, din mand har elsket igennem årene? Er det mon ikke hende, hvis glæde og overskud i høj grad ligger i at få lov til at folde karrierevingerne ud?

Er det en mulighed, at du forklarer din mand, i hvor høj en grad han ville stå tilbage med en halv kvinde, hvis han får sin vilje? En kvinde med stækkede vinger.

Hvis ikke den mand, som har kendt dig, lige siden I var børn, kan holde ud at leve sammen med dig som den, du er som voksen, hvad er der så nærmest tilbage?

Kærlig hilsen

Anna

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs også