Janne_Aagaard
Selvudvikling

Pludselig fik hun en hovedpine, hun aldrig havde oplevet før. Da hun fik diagnosen, ændrede hun sit liv radikalt

18. april 2024
Af Tine Bendixen
Foto: Mew
Hun tænkte, hvad venter jeg på? Så solgte hun sin lejlighed og rejste til Lissabon. Her viste det sig, at et nyt liv ventede på hende.

En kvinde går ind på en bar. Hun er på det tidspunkt midt i fyrrerne og i et vadested i sit liv. Kærestemæssigt. Boligmæssigt. Tilmed er hun muligvis ved at blive blind på højre øje. Hun er dansk. Baren ligger i Lissabon. Bag disken står en mand. Det er ham, der ejer baren.

Og hvis du bliver hængende, får du resten af historien.

Så spænd sikkerhedsselen. Og tag med til Himmerland, Australien og Portugal sammen med Janne Aagaard, som ikke er helt almindelig og aldrig har været det. Hun siger selv, at hun falder udenfor normalitetsbegrebet.

Hvis du ikke allerede har hørt om Janne, har du måske alligevel allerede hørt hende. Hun laver True Crime podcasts i eget selskab, Meow Production: ”Mord i nord”, ”Kvindelige spioner”, ”Dobbeliv og løgne” …

Hun er uddannet journalist, har arbejdet som krimireporter på Ekstra Bladet, taget en Master i journalistik med kriminologi som bifag i Australien, arbejdet med sundhedsstof for Dagens Medicin, skabt det prisvindende fagblad ”Politi” for Rigspolitiet, været kommunikationschef for Fyns Politi, drevet kursusvirksomhed …

Hun har også forsøgt sig som vineksportør – en af de få ting, der gik mindre godt, hun solgte NUL flasker. Og så har hun for nylig skrevet bogen ”Gudrun og det hvide snit” – historien om det hvide snit og om hendes mors moster, Gudrun, der fik det som 34-årig i 1951 – med livsødelæggende konsekvenser. Janne er i gang med en ny, hemmelig, bog. Har vi glemt noget? Sikkert.

– Jeg plejer at sige, at jeg har haft tre karrierer.

Det lyder næsten som en underdrivelse.

Aura

For sådan cirka syv år siden havde Janne godt gang i sit kursusfirma og lidt mindre godt gang i kærligheden, da hun en aften kørte hjem til sin lejlighed på Frederiksberg efter at have besøgt en veninde.

– Pludselig fik jeg hovedpine med aura. Jeg havde aldrig oplevet det før. Man ser sådan nogle flimrende ting for sig, og jeg troede, at jeg enten var ved at blive skør – det kan man faktisk godt tænke, når det er mig – eller havde fået nethindeløsning, for det har min mor haft engang.

– Jeg ringede til vagtlægen og lang historie kort fik jeg konstateret en meget mærkelig sygdom, Mactel 1, i mit højre øje, hvilket betød, at synscellerne i øjet døde ganske langsomt. Hvis man havde Mactel 2 var det på begge øjne.

– På nettet læste jeg, at sygdommen kun var noget, mænd fik, men jeg havde den altså, og prognosen var, at jeg ville blive blind indenfor en årrække.

Janne_Aagaard

– Så dér sad jeg og tænkte: Hvad venter jeg på? Hvis jeg skal til at blive blind, skal jeg da ikke sidde i den her lejlighed, det er fuldstændig sindssygt.

– Det var rigtig hårdt at få diagnosen, min daværende kæreste og jeg var gået fra hinanden, og jeg var virkelig ude at skide for at sige det, som det var. Så jeg blev enig med mig selv om at sælge lejligheden. Frederiksberg. Smallegade. Lækker lejlighed. Jeg havde selv købt den, det var min allerførste rigtige lejlighed, jeg havde haft den i mange år, så jeg tjente boksen.

Janne sagde til sin gode veninde: ”Jeg rejser pengene op, for inden jeg bliver blind, skal jeg bare ud at se hele verden”.

Veninden mente, det måske ville være en god idé først at købe en eller anden bolig at komme hjem til. Janne syntes, det var noget pjat, men endte alligevel med at købe en lillebitte kommende lejlighed i Carlsbergbyen. Et ufærdigt projektbyggeri. Skæbnen ville, at projektet var forsinket.

– Og byggefirmaet sagde: ”For hver måned lejligheden er forsinket, giver vi dig 25.000 kr.”. Det var helt vanvittigt! Men jeg kunne jo altid starte med at tage til Lissabon, hvor jeg alligevel kom hvert andet år bare for at hygge mig. Og min veninde var blevet fyret. ”Skal du ikke med til Lissabon?”, spurgte jeg. Det skulle hun.

– Normalt ville jeg aldrig gå ud om aftenen dernede, for det er jeg slet ikke til, men hun trak mig med ud. Vi gik ind på en bar, og dér stod Joaquim og sagde ”Hej”. Og jeg sagde ”Hej” og kiggede på hans hånd. Der var ikke nogen ring. Hmmm, tænkte jeg. Han var bare så sød, han havde sådan en god varm udstråling.

– Og undskyld men jeg kan altså godt lide en ferieflirt, jeg er ikke karrig, vel? Skal man på ferie, kan man da godt lige møde … en dykkerinstruktør eller whatever ikke? What happens in Lisbon, stays in Lisbon. Jeg havde jo ikke nogen kæreste.

– Men han fortalte, at det var ham og hans partner, der havde baren, så jeg tænkte, ej, hvor ærgerligt han har en kæreste. Og partneren hed Pedro. Ej, han er bøsse, tænkte jeg. Men vi havde det kongesjovt.

– Han holdt baren åben i fire timer, jeg kastede næsten op i taxien hjem, så fuld var jeg af den hvide portvin. Han sagde, ”Nå, men kom da igen i morgen”. Nu ved jeg så, det er noget, han siger til alle … ha, ha. Men vi kom igen.

Kysset

Det viste sig, at Pedro var Joaquims businesspartner.

– Og TREDJE gang vi var der, lavede min veninde et trick, mens jeg var på toilettet. Hun sagde til Joaquim: ”Jeg skal rejse nu, så Janne er HELT ALENE i weekenden, hvor ER det synd.” Så inviterede han mig endelig ud. Jeg skulle tage mit varmeste tøj på, det var november. Han hentede mig på sin scooter.

Så kørte de. Igennem Lissabon, over 25. april broen og over til i Lissabons søsterby Almada. Ned igennem en fiskerihavn og ud på en mole til en lillebitte restaurant. De var de eneste mennesker, der var der, og middagen var ”fantastisk”.

– Da vi skal til at køre hjem, siger han: ”Må jeg kysse dig?”. Og jeg siger: ”Jeg troede aldrig, du ville spørge”. Det var lørdag aften. Jeg skulle hjem om mandagen.

– Planen var, at jeg skulle i fitnessfængsel på La Santa Sport for alle de der penge, jeg fik, fordi lejligheden ikke var færdig. Men jeg kunne da lige stoppe i Lissabon på vejen til La Santa … Så det gjorde jeg. Og 4. januar 2018 flyttede jeg en måneds tid til Lissabon. På prøve.

Syv år senere … har de boet i fem forskellige bydele i Lissabon, skabt podcast-produktionsfirmaet Meow og har nu købt en grund udenfor Lissabon, hvor de er ved at bygge et hus. Og Janne ser stadig med begge øjne.

– Jeg skulle igennem nogle forfærdelige behandlinger, hvor man bliver stukket direkte ind i øjet med et stof, der gør, at blodkarrene trækker sig sammen og ikke brister i øjet. Det mente de ville hjælpe, og det skulle jeg gøre hver femte uge. Det er fuldstændig tænderskærende rædselsfuldt.

– Jeg holdt sygdommen hemmelig, for jeg tænkte, at hvis nogen vidste, hvordan det stod til med mig, ville de aldrig hyre mig igen. Men behandlingen holdt det ligesom nede.

– Da jeg så flyttede til Lissabon, overtog de behandlingen af mig, og de gik lidt mere aggressivt til værks. De gav mig en lidt højere dosis hver fjerde uge. Så stabiliserede det sig.

Kort om Janne Aagaard

Janne Aagaard, 51 år, Bor i Portugal sammen med Joaquim Branco.

Har firmaet, Meow Production, der producerer True Crime podcasts, som blandt andet kan findes på Podimo og Mofibo Storytell.

Forfatter til bogen ”Gudrun og det hvide snit”.

Opvokset i Himmerland, uddannet journalist i Danmark og Australien.

– Jeg går til tjek en gang om året. Jeg har mistet noget syn på øjet, men har stadig 70-80 procent.

– Så … jeg har det sådan i dag, at dengang var der altså noget, der fortalte mig, at jeg ikke skulle blive siddende i den lejlighed på Frederiksberg …

Cirkushest

Janne havde egentlig fortsat sin kursus- og undervisningsvirksomhed – nu bare med Portugal som base. Men hendes lille indre cirkushest var begyndt at danse. Der skulle ske noget nyt på arbejdsfronten igen. Så ringede Heartbeats.

– De havde brug for en manuskriptforfatter, så havde jeg lyst til at skrive manuskripter til podcasts? Jeg havde engang lavet ”Forbrydelse og straf”, min egen kriminologi-podcast, men hele manuskripter? Det havde jeg aldrig prøvet. ”Ja, det vil jeg gerne”, sagde jeg.

Hun startede med serien ”Mord i nord”, og lytterne var glade.

– Så sagde Joaquim: ”Jamen vi slår da også ihjel i syden, vi kan lave vores eget produktionsselskab og lave ”Mord i syd”. Så det gjorde vi. Det tog tre uger, så havde vi gang i det der produktionsselskab. Og så pitchede vi til Podimo, som sagde: ”Nu har i lagt op til 10 episoder, kunne I lave 16?” ”Ja ja, det kan vi sagtens”. ”Og kan I lave dem på fire sprog?”. ”Ja, DET kan vi sagtens, det er ikke noget problem.” Årh … ha ha. Vi var sådan ”shit mand”, men okay, vi måtte i gang.

– Joaquim har heldigvis en fortid i reklamebranchen også med at producere, så vi producerede første sæson. Og næste. Solgte serien ”Kvindelige spioner” på flere sprog. Det ene med det andet. Vi stod ikke stille i to år, vi LØB bare fuldstændig vildt.

Man kan vel sige, at True Crime genren er en slags kriminalitetens og bedragets tag-selv-bord for podcast-skabere som Janne. For verden er fyldt med grelle, grumme og gribende historier, der kan foldes ud for lytterne.

– Ud over samtalepodcasten ”Mørkeland”, der primært beskæftiger sig med ældre danske kriminalsager, er ”Mord i nord” nok den største scriptede danske succes. 150 episoder – og jeg har lavet 120 af dem. Tårnhøjt lyttertal!

Janne_Aagaard

– Serien ”Kvindelige spioner” er noget af det bedste, synes jeg selv. En af de nyeste er ”Dobbeltliv og løgne”, som handler om folk der faker, kan du huske Anna Kastberg? Der er både danske og udenlandske eksempler. Den er superpopulær.

Janne har også lavet ”Mord down under” – om mord i Australien. Der kommer en ny sæson til sommer. Og så er hun – blandt andet – også i gang med den nye serie ”Mord ved Østersøen”, som er solgt til både Finland og Polen.

Lytterne er vilde med genren, de er ligeglade med, at den finkulturelt set – ligesom med krimier – ikke betragtes som helt ”god smag”.

– Jeg synes faktisk, genren bliver lidt nedgjort, og de kvinder, som godt kan lide den – for det er især kvinder – bliver også nedgjort. Det er en fejl. For mig er True Crime faktisk feminisme.

Man kan f.eks., siger Janne, anskueliggøre, hvad kvinder risikerer alene ved at være kvinder. Det er en feministisk tilgang.

– For sagen er, at kriminelle handlinger ofte går ud over kvinder, så grunden til, at vi kvinder interesserer os for genren, er, at vi har fantasi nok til at forestille os, at det også kan ske for os. Og det prøver vi på den her måde ligesom at forberede os på mentalt. Det gør jeg i hvert fald selv.

Desuden:

– Vi mennesker er født med to store drifter. Den ene er sex, den anden er død. Begge dele er en del af livet. Så genren opfylder et stort interesseområde for os alle sammen.

– Oveni kan man lære alt muligt om historie, geografi og samfundsforhold. Så jeg vil bare sige, at man ikke skal se ned på True Crime. For mig er True Crime kvindernes sport – og der er ingen, der nedgør mændene for at ville se fodbold.

Parcelhus

Det kommer faktisk som en overraskelse, at Janne er himmerlænding – fra Hadsund ved Mariager Fjord. Det gør det også for hende selv.

– Ærlig talt – hvis jeg ikke havde set ud, som jeg gør, ville jeg tro, at jeg var blevet forbyttet, for allerede som lille snakkede jeg lige så meget, som jeg gør nu, og på den egn, hvor jeg kommer fra, er man ikke særlig sludrende.

– Oven i var min mor og far sådan lidt hippier i en by, som var meget parcelhus. Dengang syntes jeg, de var lidt pinlige, men de var faktisk ret fede. De mødte hinanden som purpurunge, blev forelskede og var meget unge, da de fik min storebror og mig, og vi var ønskebørn begge.

– Men min storebror var en meget stille og rolig dreng, meget himmerlænding. Og så fik de mig, og de var lidt sådan: Hvor kommer hun fra? De havde ikke regnet med at få så aktivt et barn. Jeg følte mig ikke supermeget hjemme deroppe i Himmerland.

Første gang, Janne var hjemmefra i længere tid, var, da hun var på sprogskole i England. Som 12-årig.

– Jeg havde fået dispensation på grund af min alder, og det ophold var bare det FEDESTE.

Som 16-årig var hun på udveksling i Panama i Central Amerika.

– Jeg ville gerne til USA eller New Zealand ligesom alle de andre – et sted man talte engelsk. Og jeg troede først, de sagde Canada, da jeg fik tildelt opholdet. Det gjorde de ikke, de sagde Panama, det var det eneste, der var tilbage. Okay fint, jeg tog til Panama. Og jeg elskede det.

Du har en eller anden frihedslængsel og et særligt livsmod med dig? I et land som Danmark, der er ret tryghedssøgende?

– Jeg synes faktisk, Danmark er et hårdt samfund. Jeg synes – og det har jeg alle dage syntes, og det indbefatter også Gudrun, der fik det hvide snit – at normalitetsbegrebet er ekstremt snævert.

– Da jeg voksede op, var jeg ikke ”normal” i forhold til de andre børn. Allerede i børnehaven belærte jeg de andre: Det hed altså ikke en babu-bil, det hed en ambulance, ”TAG JER SAMMEN”. Jeg har altid været lidt aparte, lidt for meget, lidt for lidt, lidt for alt muligt andet. Det kan jeg ligesom omfavne nu, for ved at være i udlandet er man jo bare anderledes, alene fordi man er udlænding.

Det neutraliserer?

– Det gør det. Det giver mig en slags frikort. Første gang, jeg oplevede det, var, da jeg var i Australien, som har så mange originaler, mærkelige mennesker og underlige ting. Der var en, der sagde, ”Everybody likes JJ” – det var så mig, jeg hed JJ dernede, fordi de ikke kunne sige Janne, og dér gik det op for mig, at guud, det var faktisk rigtigt, at når jeg var i Australien, kunne folk faktisk godt lide mig.

– Jeg skulle ikke sige undskyld, og jeg skulle ikke være stille, jeg kunne bare være mig selv. Det var faktisk første gang i mange år, at jeg følte, at … det bare var helt okay at være mig. Det skulle jeg helt til Australien for at finde ud af. Så jeg vil også sige, at hvis jeg ikke havde mødt Joaquim, var jeg måske flyttet til Madrid eller et andet sted i Europa. For jeg VAR på vej.

– Jeg var i gang med at spørge mig selv, ”Okay hvad har jeg lyst til at gøre med mit liv, nu hvor jeg har fået det her med øjet?”

Men det store eksistentielle spørgsmål er, hvad man egentlig skal gøre, hvis man sidder lige nu og læser og får lyst til at gøre noget med sit liv.

– … Jeg tror, jeg kan sige det sådan her: Inden jeg skrev bogen om Gudrun, tænkte jeg, at jeg aldrig ville komme til at skrive en bog, for det er så stort et arbejde, hvordan går man i gang? Så sagde min kloge redaktør på Gyldendal: ”Man lægger en plan, kapitel for kapitel”.

– Så jeg vil sige: Sæt dig ned og skriv et kapitel i din egen roman, din egen livshistorie, beskriv hvordan det hele skal se ud, og når du har skrevet, hvad det egentlig er, du vil i dit liv, kan du måske udfylde rejsen derhen. Planlægning!

Da Janne var 10 år, døde hendes far af kræft.

Hvad har det betydet, at du har mistet din far så tidligt?

– Det ville være forkert at sige ”ingenting”, og det ville også være forkert at sige ”alt”. Nogle gange prøver jeg at lave et tankeeksperiment: Hvordan ville mit liv have været, hvis han havde været i live?

– Jeg er sikker på, at jeg ville være blevet mindre rebelsk. Jeg havde nok heller ikke følt mig så forkert, for jeg havde en meget stærk forbindelse med ham. Jeg oplevede ikke, at jeg var så underlig, dengang jeg sådan … var i min families selskab.

– Men det at have mistet ham har på en eller anden mærkelig måde betydet noget for, om jeg stoler på andre mennesker. Det har givet mig en grundlæggende … skepticisme overfor, hvordan folk opfører sig. Hvordan vi sådan generelt er.

– Og jeg må sige, at vi er sgu ikke særlig søde. Altså folk er ikke særlig søde. Det har givet mig et behov for at beskytte mig selv.

Det lyder paradoksalt, ikke? For selvbeskyttelse og udlængsel er da umiddelbart hinandens modsætninger. Men Janne siger:

– Jo, men man kan sige, at der er forskel på at kaste sig ud i oplevelser og på at lade mennesker komme tæt på, ikke? Jeg har været meget risikovillig, for jeg kan godt lide at opleve noget, og jeg er et meget modigt menneske, men jeg har også været meget selektiv med, hvem jeg lader komme tæt på mig.

– Men … da jeg mødte Joaquim, tænkte jeg: Det kan ikke passe, at der ikke er noget galt med ham. Men det er der ikke. Det var interessant at møde et menneske, som IKKE var traumatiseret af sin barndom. Det er han virkelig ikke. Og så var han meget ældre end mig. Havde jeg vidst, hvor god den kombination var, havde jeg ledt efter den tidligere.

Janne_Aagaard

Joaquim er 66 år.

– Og han ligner en teenager. Nogle gange skal jeg minde mig selv om, at han ikke er yngre end mig.

Der er også noget andet, hun har opdaget. Som bunder i kultur.

– Når jeg tænker på danske mænd og de af dem, jeg tidligere i mit liv har været sammen med, må jeg sige, at det er en særlig rolle, man har som dansk kvinde. Man skal være pæn. I hvert fald i København.

– Og man skal være velformuleret, man skal have noget kontrol, ikke? Man skal have tjek på sine ting. Helst ikke sige noget åndssvagt. Og det sker altså rimelig tit for mig, kæft hvor har jeg sagt nogle dumme ting.

– Men den ”gode” kæreste er hende, jeg lige har beskrevet. Hun holder sig også i form, tjener gode penge og er selvstændig. Jeg synes meget, det er en rolle. En virkelig uinteressant rolle. Med Joaquim synes jeg egentlig, at vi bare tog hinanden på vores respektive præmisser.

Og hvis hun har lært noget om kærlighed, så er det at turde den.

– Jeg har lært, at man bliver nødt til at sætte sig selv på spil, ellers får man ingenting. Jeg har nogle fantastisk dejlige veninder, som ikke gør det af mange forskellige grunde, og jeg forstår dem, men hvis man ikke risikerer noget, får man heller ikke noget tilbage. Det er min klare overbevisning. Og erfaring.

Du skal blive gammel i Portugal?

– JA. Med min kæreste. Det vil jeg gerne. Portugal er et utrolig venligt land, som sætter stor pris på dets gamle mennesker. Der er en kæmpe respekt. Vejret er fantastisk. Og maden er god. Så vi kan mødes hos mig næste gang!

Artiklen blev udgivet i SØNDAG uge 12, 2024. Dette er en redigeret version.

Læs også