– Det var alle mulige sådan lidt sårende ting, og hvorfor sagde man sådan noget, når man blev ældre? Den ting er jeg også lidt bange for i mig selv, for jeg kan mærke, at den er mere og mere til stede i mig.

– For et par år siden var jeg til en bryllupsfest – UDEN alkohol, for det var et eftermiddagsarrangement.

– Brudeparret har lige været igennem en sjov ceremoni, så bøjer jeg mig frem mod dem og siger, hvad jeg selv synes, er sjovt, “Nu er I ét kød”. WHAT altså. Der mærkede jeg: Okay jeg er på vej ind i det der alderdomsrum, hvor man siger noget, og hvor unge mennesker synes, man har været grænseoverskridende og klam.

– Jeg manglede bare at slå sådan en onkellatter op, det nåede jeg ikke, for parret vender sig om og kigger på mig med nogle store smukke øjne. Jeg følte mig bare kynisk. Altså til et bryllup. Hvad laver jeg?

Hvorfor sagde du det?

– Jeg ved det ikke. Kynisme på en eller anden måde. Jeg tænker, at det er menneskeligt og på en måde tilgiveligt, at kynismen simpelthen vokser, fordi ting bliver gentaget så mange gange i ens liv. Men det skal man alligevel passe lidt på med alderen.

– Man er nødt til at holde sig nysgerrig. Det er ikke fordi, jeg skal råbe ad nogen. Men jeg må ikke give slip, jeg bliver nødt til at blive ved med at udvikle mig og holde fast og holde nogle ting tilbage. For det ville jeg ønske, at nogen havde gjort overfor mig.

– Det er igen noget af det, den unge generation minder os om, når de står og råber “Privilegieblind gammel hvid mand!”

– Jeg identificerer mig også tit som gammel hvid mand. Jeg synes, det er sundt. For det, de siger, turde vi måske ikke sige til vores ældre, da vi var unge.

Flokdyr

Alberte og Andreas har begge et brud, der inkluderede børn, bag sig. Og Alberte siger:

– Det er dejligt at møde de af mine gamle parvenner, som blev sammen, som klarede skærene i 40’erne. Som stadig lige tager hinanden i hånden, når de skal ned at bade.

– Jeg tror, vi alle sammen stadig romantiserer ægteskabet. Men jeg kan virkelig godt lide den samtale, Pio har med psykologen i bogen, hvor han beder hende om at reetablere familien, men skabe sin egen struktur, altså lave noget, der ligner en familie.

– Det behøver ikke være en kæreste, det kunne være en, man spiller kort med og en hund. Man skal prøve at lave et skelet, der minder om det at have nogen ved sin side. Det, tror jeg, vi skal som flokdyr.

indkøring

God indkøring i vuggestuen eller dagplejen

Læs også