Vores søn er pjevset
2. december 2008Vores søn på knapt tre år har altid været en meget tryghedssøgende dreng, som fx aldrig har villet sove i sin egen seng. Han kaster op, hvis vi prøver at få ham til at sove hos sig selv, også selvom vi sidder og holder ham i hånden imens.
Han tør næsten ikke hente legesager på sit værelse, selvom det er højlys dag. Hvis han har os eller sin lillesøster med, så er der ingen problemer. Han finder sig i næsten alt. Når andre driller ham, tager ting fra ham eller slår, bliver han ked af det, men gør intet til gengæld. Han er allergibarn og døjer meget med astma og kronisk mellemørebetændelse og har derfor også haft en del sygedage. Han er ellers en glad og meget kærlig dreng, som elsker at være sammen med sin familie og nyder, at der sker en masse omkring ham.
Gennem de sidste måneder er han blevet endnu mere pjevset og græder, hvis der er det mindste, der går ham på. For ca. fem uger siden var han hjemme i en uge fra sin dagpleje, hvor han normalt er glad for at være. Siden den gang har han ikke villet af sted. Han græder hver dag og spørger, om han skal ud til sin dagplejemor. Hvis vi siger ja, bliver han helt ulykkelig. Hvis vi spørger, hvorfor han ikke vil, siger han, det er pga. hendes dreng, som er fem år og går i børnehave. Dagplejemoren siger, at der ikke har været noget imellem dem, men at vores søn er mere ked af det, end han normalt plejer at være, uden at hun kan give nogen forklaring på, hvorfor han reagerer sådan. Hvad kan vi gøre, når han nu gennem en måned ikke vil af sted og bare bliver mere og mere ked af det?
Mor og far, der er bekymrede
Kære bekymrede mor og far
I ønsker, at jeres søn ændrer adfærd, så han er gladere i dagplejen, mindre pjevset og udviser et større mod. Det kan være noget af en mundfuld for et barn på knap tre år, men jeg er enig med jer i, at der er behov for forandring.
Jeg synes, I skal være opmærksomme på, hvordan han kan støttes i sin udvikling af selvstændighed. Treårsalderen er en periode, hvor børn udviser og manifesterer selvstændighed, hvor de har brug for at opleve, at de kan håndtere verden, og at de selv har indflydelse på deres tilværelse.
Får barnet ikke en stærk følelse af, at han magter at tage del i livet, kan han let blive fortvivlet. Jeg tror, det vil være en sejr, hvis jeres dreng støttes, så han kommer til at kunne magte noget af det, han ikke klarer i dag.
Når man har et barn, som ofte er sygt, kommer man som forældre til at give så meget omsorg som muligt, men det kan betyde, at ens barn forskånes for yderligere bekymringer. At man måske imødekommer barnet så meget, at det bliver usikkert overfor det, der opleves som problematisk. De får mindre mod på at gå i gang med det svære. Tænk på, om det kan være en del af jeres problem.
Det betyder ikke, at jeres dreng nu skal overlades til at klare tingene selv - tværtimod skal han have hjælp til netop at kunne klare det, han ønsker, og det, som er passende for ham. Leg fx med ham på værelset. Når I er godt i gang, så sig, at I lige skal hente noget, og sørg for, at han er aktiveret med legen imens. Kom hurtigt tilbage, men forøg tiden efterhånden. Hvis han selv skal hente noget, så sig, at I går med den halve vej, og at I lytter og ser efter, at han klarer resten. Tal med ham undervejs.
Forøg aktiviteterne på denne måde. Giv ham små opgaver, han skal klare, fx borddækning o.l. At få ham til at sove i egen seng, kan kun lykkes, når I er overbeviste om, at det er det bedste for ham, og når I ønsker det. I skal signalere det, og I skal kunne udholde og trøste ham i den periode, han er ked af det. Det er jer og ikke ham, der skal bestemme rammerne for, hvordan tingene skal være. Små børn magter ikke det ansvar, det er, når store beslutninger overlades til dem. Man skal tage hensyn til deres behov, men mor og far ved, hvad der er bedst, og det skal børn kunne stole på.
Og så synes jeg, at I skal tale med dagplejeren igen. Børn skal trives, og det er hendes job at medvirke til det. Hun må forholde sig til det, han siger og måden, han reagerer på. I kan evt. bede kommunens dagplejepædagog deltage i samtalen. Prøv i jeres arbejde med at komme videre at lade være med at fokusere på årsager og forklaringer - de kan nemlig være svære at få øje på hos små børn. Se i stedet på det, der konkret sker, og reagér ud fra det, I ønsker, skal ske.
Susse Stuhr, pædagogisk konsulent