https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg
Sundhed

Pirrelig fem-årig

2. december 2008
af Ulla Nielsen
Min datter bliver fem om to uger. Hun har den sidste måneds tid været enormt pirrelig - hun får nogle voldsomme raserianfald og bliver herefter meget

Min datter bliver fem om to uger. Hun har den sidste måneds tid været enormt pirrelig - hun får nogle voldsomme raserianfald og bliver herefter meget ked af det. Hun kan fx blive helt fortvivlet over, at hun ikke kan få den bestemte røde trøje på, hvis den lige er i vaskemaskinen.
Hun er ked af det hver morgen, når jeg afleverer hende i børnehaven - eller forleden, da hun skulle afleveres til en børnefødselsdag, og det er ikke noget, jeg har oplevet før. Hun er normalt meget tillidsfuld over for andre mennesker. Jeg bliver meget frustreret og har det derefter skidt med ikke at kunne være pædagogisk nok. Jeg er typen, der mener, at det nok er mig, der gør noget forkert.
Hendes lillesøster på tre år er inde i en periode, hvor hun er meget fræk og grænsesøgende på en udspekuleret måde. Hun er lumsk og til tider meget provokerende. Jeg synes nu ikke, hun er slem over for sin storesøster, men måske har det alligevel en betydning.
Er det normalt at have sådan en periode, som den store har? Og hvad kan jeg gøre for at støtte hende?
Stine

Kære Stine
Din datters reaktionsmønster er et tydeligt udtryk for, at hun i øjeblikket ikke er tilfreds med den måde, hendes liv fungerer på, og hun er heldig, at hun har en mor, der er opmærksom på det.
Det handler om at finde ud af, hvad der tynger hende. Det er naturligt, at børn i perioder kan virke mindre harmoniske - det er ofte i perioder, hvor der sker udviklingsmæssige ryk.
Din datter kan være inde i en sådan periode. Hun begynder at høre til blandt gruppen af store børnehavebørn, og børnehaveklassen venter forude. Børn i den alder er på vej er på vej til at føle større selvstændighed, men samtidig mærker de også, at der kommer nye og store krav. Det kan give en naturlig bekymring og usikkerhed hos børnene. Selvom sådanne faser hører med i børns udvikling, skal de have hjælp og støtte, så forløbet bliver hensigtsmæssigt.

Du har ikke skrevet noget om måden, I er sammen på. Derfor kan jeg ikke vurdere dine handlinger i de svære situationer. Men du kunne jo tale med børnehaven om, hvordan din datter trives i øjeblikket.
Susse Stuhr, pædagogisk konsulent

Læs også:
Raserianfald

Læs også