https://imgix.femina.dk/media/29083c7788704acaaf082e4f8156ba50.jpg
Træning og kost

Tænk, træn og spis dig sund

31. marts 2011
af Anne-Grete Belmadani
Foto: Pressefotos
Danmarks ukronede fitnessdronning Charlotte Bircow taler varmt om sammenhængen mellem de tre powerområder kost, motion og mentalt velvære. Her får du hendes 10 bedste bud på, hvordan du opnår total sundhed.

SÅDAN OPNÅR DU TOTAL SUNDHED

1. VÆR TAKNEMMELIG FOR AT VÆRE DEN, DU ER, OG ALT DET, DU HAR
At være taknemmelig fjerner alle former for selvmedlidenhed og giver dig forløsende power til at handle og gøre noget ved det, du ønsker at gøre noget ved.

2. ØV DIG I AT TÆNKE POSITIVT
Dine tanker afspejler dine ord, dine ord afspejler dine handlinger, og dine handlinger - ja, de afspejler i sidste ende din personlighed. Mød de negative tanker med et 'goddag-tanke og farvel-tanke'. Øv dig i at se det gode i de mennesker, du møder.

3. MOTIONÉR DIG TIL ENERGI OG MENTAL SUNDHED
Lad mere bevægelse være din sunde form for lykkemedicin! Brug kroppen, og få serotonin og endorfiner til hjernen, hormoner, der modarbejder tunge tanker, stress og depression - og lad verden få lov til at fremstå i et meget bedre lys. Sidegevinsten: Din krop bliver stærk og smidig.

4. LÆR AT TRÆKKE VEJRET
Ret dig op - og tillad på den måde ilten og energien at komme ud i hele din krop!

5. MEDITÉR DIG TIL INDRE RO
Prøv aktiv meditation - som en rask gåtur eller løbetur - eller stille meditation, som du får Charlottes lynguide til her: a. Sæt dig på en stol, og luk øjnene. b. Giv slip på tankerne, og fokusér på din vejrtrækning. c. Giv slip på kropsdel for kropsdel, helt til hele kroppen føles tung og afslappet. d. Visualisér: Hvor er du på vej hen? Forestil dig, hvordan det føles og ser ud, det sted, hvor du ønsker at komme til. TIP: Meditér på noget, du er taknemmelig for, og få dejlig ro og jordforbindelse.

6. HOLD FAST I MOTIVATIONEN MED POWER-SÆTNINGER
Erstat "jeg vil tabe mig" med "jeg smider kropsfedt lige nu". Fokusér ikke på vægttabet, men konkretisér alt det velvære, du opnår - som mere energi, tøjet, der sidder, som det skal, og glæden ved at kunne løbe, danse og bevæge dig mere frit.

7. DRIK VAND FOR AT OPNÅ SKØNHED OG ET GODT LIV
De fleste danskere drikker ifølge Charlotte for lidt vand og er derfor konstant dehydrerede. Resultatet er, at vi bliver trætte og gamle at se på. Kroppen består af 65-80 % vand, så vi kan ikke leve uden! Så - drik vand for livet.

8. SPIS ØKOLOGISK … og KUN økologisk, opfordrer Charlotte.
Få god og usprøjtet energi ved at vælge økologisk. Gyldne kostregler er masser af grønt og proteiner til hvert måltid såsom fisk, fjerkræ og godt økologisk kød. Og smør kroppen indefra, med de "rigtige" fedtstoffer: fede fisk, avocado, flerumættet smør og kokosolie. Tilskud af hørfrøolie er kræs for kroppen, brug det i salaten eller i en frisk smoothie.

9. HOLD 4 DAGES PAUSE MELLEM HVER FØDEVARE
Har du spist tomater i dag - ja, så lad der gå 4 dage, inden du igen sætter tænderne i en. På den måde tvinger du dig selv til at variere din kost. Din krop vil nyde de mange forskellige
næringsstoffer.

10. BYD DIN KROP PÅ NÆRENDE SUPERFOODS
Superfoods er mad med højt energi- og vitaminindhold.
Mæsk dig i broccoli, selleri (godt for blodtrykket), blåbær og algerne spirolina (har tre gange så højt proteinindhold som fisk) og chlorella, der virker afgiftende på kroppen.

Charlotte Bircow

  • har lanceret Danmarks første internationale aerobicuddannelse
  • har undervist i England og USA
  • har produceret 31 videoer og 30 dvd'er og solgt godt 1,5 million eksemplarer i Danmark
  • uddannet NLP Practitioner, AFFA- og ACE-instructor og senest uddannet på Checkinstitute i San Diego
  • har gemmenført NLC level 3 inden for ernæring,motion, emotionel og mental optimering

Læs også