https://imgix.femina.dk/media/e7c31dd5f9b54ce1959cb32cf9990dee.jpg
Træning og kost

Slidte celler afslører dit liv

16. februar 2012
af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Rygning og overvægt kan være med til at slide på cellerne, og det kan have konsekvenser.

Kroppens celler har et klippekort. Det er længst, når vi bliver født, og det bliver kortere med alderen, hvor faktorer som fedme og rygning bl.a. spiller en rolle i forhold til klippekortets længde.
Nu har to store danske undersøgelser vist, at forkortelsen af klippekortet øger risikoen for hjerteanfald og tidlig død.

- Vi har længe vidst, at rygning og fedme øger risikoen for hjerteanfald. Vi har nu vist, at det er som vi formodede - nemlig at den øgede risiko skyldes det korte klippekort. Så man kan sige, at rygning og fedme ælder kroppen lige så sikkert som tidens gang, siger Børge Nordestgaard, der er klinisk professor i genetisk epidemiologi ved Københavns Universitet og overlæge ved Herlev Hospital, i en pressemeddelelse.

Risiko steg ved "brug" af klippekort
Faktisk viser undersøgelsen, at hver fjerde dansker misbruger dette klippekort i en sådan grad, at det betyder, at de vil dø før tid.

Forskerne fandt frem til, at har man brugt sit klippekort, steg risikoen for hjerteanfald og for tidlig død med henholdsvis 50 pct. og 25 pct. Længden af klippekortet siger noget om telomererne, som er små "caps" på kromosomerne, der beskytter under celledelingen. Når cellerne deler sig gennem vores liv, forkortes telomererne - og derfor siger de noget om et menneskes alder.

Resultaterne stammer fra den såkaldte Herlev/Østerbro-undersøgelse, hvor op mod 20.000 danskere har medvirket. Nogle af dem er blevet fulgt af forskerne i næste 19 år. Forskerne skal nu undersøge, hvorfor telomerernes længde har en sammenhæng med risikoen for hjerteanfald.

Undersøgelsen har været publiceret i tidsskriftet Arteriosclerosis, Thrombosis and Vascular Biology publiceret af American Heart Association.

Hvis du vil ældes med ynde, kan du måske tænke over disse 10 tips fra en skønhedsekspert

Træning er vigtig for vores sundhed. Få 10 gode grunde til, at du skal gå i gang med træningen

Læs også