Træning og kost
3. oktober 2012

Sæt proppen i!

Vi elsker at høre om de gode grunde til at snuppe et glas vin mere. Men når vi taler om sammenhængen mellem kræft og alkohol, lyder det simple råd fra Kræftens Bekæmpelse: La' vær'!
Af: Lonnie Kjer
Sæt proppen i!

foto: All Over

"Det er jo godt for hjertet," forsvarer vi os med, når vi lige snupper et glas rødvin mere. Og er der ikke også noget med, at det faktisk er sundere at nyde alkohol end at være afholdende? Det er muligt. Men når det kommer til cancer - og især brystkræft - er der sådan set ikke så meget at diskutere. Man ved nemlig med sikkerhed, at alkohol øger risikoen for kræft.

Skål … og skær ned!
Og vi er ellers så dygtige til det her til lands. At skåle og drikke et glas, når nu vi alligevel er samlet. Til fødselsdagen. Eller bare en helt almindelig tirsdag aften, hvor der lige godt kunne have været kaffe i koppen i stedet for vino i glasset. Det kunne være, man skulle overveje at skære lidt ned på forbruget, og denne ude er en oplagt tid at gøre det i. Sundhedsstyrelsens uge 40-kampagne er nemlig for længst skudt i gang, og denne gang sætter de fokus på de mere end tres sygdomme, man øger risikoen for at få, selv med et moderat alkoholforbrug. Og de siger det lige ud: 'Sæt proppen i flasken og lad dit lys brænde længere,' hedder kampagnen.

Drik mindre end anbefalingerne
Og Kræftens Bekæmpelse bakker altså op. For alkohol er farligt, og hver eneste dråbe gør en forskel. Der findes dokumentation for, at alkohol øger risikoen - ikke bare for brystkræft - men også for kræft i mundhulen, svælget, spiserøret, leveren og tarmene. Derfor har verdenssundhedsorganisationen WHO da også klassificeret alkohol som 'sikkert kræftfremkaldende. Og Sundhedsstyrelsen og Kræftens Bekæmpelse minder altså os alle sammen om at holde os under anbefalingerne på syv og fjorten genstande om ugen for henholdsvis kvinder og mænd. Og her er altså tale om en absolut maksimumsgrænse.

Alkohol og brystkræft
"Der er ikke en nedre grænse for, hvor lidt alkohol man skal drikke, hvis man vil undgå kræft. Men i forhold til for eksempel brystkræft er der dokumenteret en sammenhæng, hvis man indtager et til to glas alkohol om dagen, "siger forskningsleder Anne Tjønneland fra Kræftens Bekæmpelse. Man ved, at alkohol har indflydelse på mere end 500 brystkræfttilfælde om året, og derfor er det dét antal af tilfælde, man kunne 'spare', hvis kvinder sørgede for ikke at drikke mere end de anbefalede syv genstande ugentligt, lyder det fra forskningslederen, der også påpeger, at kvinder der allerede har haft brystkræft ser ud til at kunne mindske risikoen for tilbagefald, hvis de også mindsker deres indtag af alkohol.

Sæt proppen i!
Og har du lyst til at se dine alkoholvaner efter i sømmene, er denne uge altså helt oplagt. Du kan også hoppe med på dén afholdsdag, Sundhedsstyrelsen opfordrer os til at ta' ... på torsdag d.11.oktober. Dér må vi nemlig gerne lige overveje, hvordan vores alkoholvaner skal være fremover. Hos Kræftens Bekæmpelse får man ret så klare meldinger.
"Set i forhold til kræftrisikoen bør man ikke overveje noget som helst. man skal holde sig på syv ugentlige genstande for kvidner og 14 for mænd," siger Anne Tjønneland.

Læs mere om:

Læs også